4. april 2018

SIF-ambassadør med musical-succes

SIF-ambassadør med musical-succes

Mathias Flint fra Ans har i øjeblikket stor succes som Tony i Århus Teaters opsætning af musicalen West Side Story. Ved siden af jobbet som skuespiller er Mathias Flint ambassadør for Silkeborg IF.

Mathias Flint kan i øjeblikket opleves på Århus Teater i musicalen West Side Story, hvor han bærer en af hovedrollerne som Tony. Efter premieren 23. marts har der været stor ros til Århus Teaters udgave af den verdensberømte musical – og til Mathias Flint: ” Mathias Flint spiller Tony med stor troværdighed og tilfører rollen en charmerende humor og megen dybde – og han synger smukt,” lyder det således i Århus Stiftstidende anmeldelse.

I anledning af succesen har silkeborgif.com stillet Mathias Flint nogle spørgsmål i relation til hans tilknytning til SIF og Silkeborg.

Hvad betyder SIF og Silkeborg for dig?
I forhold til klubben er det i regn og slud og blæst for mig. Jeg har været på stadion siden 1989, 6 år gammel, hovedsageligt med min far, som er ligeså passioneret og også har spillet i klubben. Hvis ikke vi har været på stadion og diskuteret løbende under kampen, så får vi løst holdets problemer efter kampene over telefon eller sms. Så de kan bare ringe til os…

Silkeborg og omegn er smukkest i Danmark. Det mener jeg. Hvis logistikken og arbejdet tillod det, kunne jeg sagtens se mig selv, min kone og mine børn bo et sted i eller omkring Silkeborg.

Hvilke oplevelser i relation til SIF er dine bedste?
Selvfølgelig mesterskabet i 1994 og pokalen i 2001. Jeg husker især de mange mennesker på stadion i sæsonen 93/94. Jeg mener, at jeg sad med min fætter ca. 1,5 meter fra sidelinjen og så kampen mod Brøndby (SIF vandt 4-2 i en uforglemmelig kamp – red). Tiderne skifter. Desuden var jeg sidenhen heldig selv at blive inviteret til træning som ungdomsspiller. Det var en stor ting for mig at trække den røde trøje over hovedet.

Hvilke oplevelser i relation til byen Silkeborg er dine største?
Riverboat Jazz Festival, hvor jeg selv har spillet de sidste 10 år, er en dejlig oplevelse. God musik, samvær og kolde øl omkring søerne og menneskene i Silkeborg. Det er altid en fornøjelse at deltage. Endvidere kan jeg nævne, at det var en kæmpe ære, at medvirke i Buttedeo, forestillingen om Asger Jorn, som åbnede Jysk Musik- og Teaterhus. Samtidig var det brænde på det bål, der lige var blevet tændt med ønsket om at blive skuespiller.

Hvilken SIF-spiller er din favorit, hvis du kan vælge frit siden oprykningen til 1. division i 1987?
Det må være Morten Bruun. Kløgtighed, arbejdsomhed og dedikation. Lige en spiller efter min smag. Men jeg må også nævne Henrik “Tømrer” – og ikke kun er fordi, han som jeg kommer fra Ans.

I øvrigt håber jeg…
at jeg snart kan tage min søn med på stadion. Han er 2,5 og virker stadig lidt forundret over, at jeg kan være så fraværende, når Silkeborg spiller. Jeg håber han forstår det, når han kommer med på vores dejlige nye stadion. Samtidig håber jeg, at folk i Silkeborg ved, hvor smuk en by de bor i.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen