Rutineret hollænder testes i SIF
Den hollandske midtbanespiller Erik Bakker prøvetræner på JYSK park i de kommende dage.
Endnu et nyt ansigt vil være til stede på JYSK park i forbindelse med SIF’s træning torsdag og de kommende dage. Den rutinerede hollandske midtbanespiller, Erik Bakker, er inviteret til prøvetræning hos Kent Nielsen.
Erik Bakker er 29 år og har i hele sin karriere spillet i Holland. Han har i den seneste sæson spillet i De Graafschap, der rykkede ud af Eredivisie, den bedste række, og han er derfor kontraktfri i øjeblikket. Erik Bakker er central midtbanespiller med stor erfaring. Han har spillet 119 kampe i Eredivisie og scoret 9 mål, mens det er blevet til 208 kampe og 41 mål i den næstbedste række, Keuken Kampioen Divisie.
Den 29-årige hollænder har fået sin fodboldopvækst i PEC Zwolle, hvor han også spillede i fire sæsoner på klubbens bedste hold (2007-11) i den næstbedste række. Siden rykkede han til Cambuur (2011-17), tilbage til Zwolle i en enkelt sæson inden opholdet i De Graafschap i seneste sæson.
SIF træner på JYSK park både torsdag og fredag formiddag, hvorefter sommerens sidste træningskamp venter lørdag på udebane i svenske Trelleborg.