Rodet affære i U16-nederlag mod OB
Et blandet U15 og U17-hold fra SIF var torsdag en tur i Odense for at spille træningskamp mod OB. Fynboerne vandt 4-2 i en rodet kamp.
SIF’s U17-hold har i vinterferien valgt at blive hjemme på Søholt i stedet for at tage den traditionelle tur i træningslejr under sydlige himmelstrøg. Efter en række træningspas fra mandag til onsdag tog U17-holdet suppleret med en flok U15-spillere torsdag morgen til Odense for at møde OB i en testkamp. Den sluttede med en sejr på 4-2 til fynboerne.
– Det blev en noget rodet affære som bar præg af mange tekniske fejl fra vores side, siger U17-træner Casper Røjkjær.
SIF indledte ellers kampen solidt og lagde i de første fem minutter et godt pres på OB. Det resulterede i et mål til SIF ved Kristoffer Andersen, da et indlæg sejlede i mål. Midtvejs i halvlegen kom SIF også foran med 2-0 ved Magnus Bøttker, som afsluttede på kanten af feltet.
– Vi var gode på energi og vores pres var fint afstemt, siger Casper Røjkjær.
Herfra lavede OB fire mål i en fase, hvor U17-træneren så OB have mere kvalitet end SIF’erne.
– Vi var for hektiske i vores spil og stressede for meget. Jeg synes lige vi manglede det sidste overskud til at træffe de rette beslutninger, konkluderer han.
Kampen i tal:
U16, træningskamp, torsdag 13. februar i Odense Ådal:
OB – Silkeborg IF 4-2
Mål for SIF: Kristoffer Andersen (U15), Magnus Bøttker.