Reserverne vandt den sidste kamp
Reserveholdet vandt mandag eftermiddag 3-2 over Horsens i en kamp, hvor brasilianske Alex fik 45 minutter på banen og blev oplægger til 1-0 målet.
De to trupper
Gæsterne fra Horsens stillede med ni spillere fra deres A-trup, bl.a. Jeppe Mehl, Mads Juel Andersen, Thomas Kortegaard, Oliver Drost og Jonas Borring.
SIF havde syv mand med fra superligatruppen, og her var det mest bemærkelsesværdige nok, at brasilianske Alex var tilbage efter sin lårskade, der har holdt ham ude siden først i marts, hvor han fik sine første få minutter i den røde trøje i kampen mod FC Nodsjælland i Farum. Alex spillede en halvleg mod Horsens og satte sit aftryk som oplægger til det første mål.
1. halvleg
Kampen startede med frisk spil fra begge sider, og allerede i det femte minut testede Mate Vatsadze Horsens-målmanden, Frederik Nørgaard, der måtte ud i vandret for at redde det glimrende forsøg. Et par minutter senere var det i den modsatte ende Jonas Borring, der tvang Thomas Nørgaard ud i fuld længde med et hovedstød.
Herefter opstod der ikke de store chancer før det første mål efter en lille halv time. Dog havde Valance Nambishi et flot ryk på højrekanten og fik sendt en aflevering ind foran mål til Alex, der dog ikke fik helt styr på bolden. Det havde han så til gengæld, da han i det 26. minut tog chancen udefra og med højrebenet sendte bolden af sted som et projektil. Desværre for brasilianeren ramte kuglen undersiden af overliggeren og slog ned på stregen, men Gregor Sikosek var hurtig til at følge op og kunne uden besvær bringe sit hold foran 1-0. Alex ville naturligvis gerne have været noteret for scoringen, men bolden fik kridtet på mållinjen til at rejse sig, så linjedommeren havde ret, da han ikke dømte bolden inde.
Føringen holdt kun i tre minutter, hvor Oliver Drost udlignede. Men fem minutter før pausefløjt kunne Jeppe Okkels efter en flot soloaktion i venstresiden sørge for pauseføringen 2-1, da han på fornemste vis smækkede bolden ind bag en sagesløs Horsensmålmand.
2. halvleg
De sidste 45 minutter startede som de første 45 med et par store chancer, hvor Horsens ramte ydersiden af stolpen, og Vatsadze sendte bolden lige over mål.
Otte minutter inde i halvlegen var gæsterne kun millimeter fra en udligning, men SIF-forsvaret fik på forunderlig vis sendt bolden til hjørnespark, som Mads Juel Andersen var tæt på at udnytte til en scoring.
I stedet var det hjemmeholdet, der øgede føringen til 3-1, da indskiftede Anders Iversen frækt lobbede bolden over Frederik Nørgaard. Det blev til et par gode forsøg fra Både Okkels og Frederi Alves, inden Horsens fik reduceret til 3-2 ved Jeppe Mehl. I allersidste sekund var også tæt på en udligning, men Thomas Nørgaard fik flot afværget. Og dermed kunne SIFs reservehold trække sig sejrrigt ud af kampen, der indeholdt to indlagte drikkepauser på grund af varmen på et solbeskinnet JYSK Park.
Det var dermed den sidste kamp for reserverne, der ender på en andenplads á point med SønderjyskE, men med en målscore på 17-17 mod sønderjydernes 19-12.
Reserveligaen, pulje 3, 6. spillerunde, mandag, den 7. maj 2018
Silkeborg IF – Horsens 3-2 (2-1)
Målscorere: 1-0 (26) Gregor Sikosek, 1-1 (29) Oliver Drost, 2-1 (40) Jeppe Okkels, 3-1 (60) Anders Iversen, 3-2 (73) Jeppe Mehl
SIF: Thomas Nørgaard, Valance Nambishi, Frederik Alves, Frederik Bugge, Gregor Sikosek, Jeppe Okkels, Mads Emil Madsen, Magnus Schelle (70: Rasmus Carstensen), Sebastian Jørgensen, Mate Vatsadze (70: Jannik Videbæk, Alex (46: Anders Iversen)
Se stillingen, resultater m.m. her