21. februar 2022

Reserverne tabte den første kamp

Mandag eftermiddag spillede SIFs reserver forårets første turneringskamp. Det blev til et nederlag til OB, der kunne tage tre point med hjem i form af en 2-0 sejr.

Der var glædeligt gensyn med Joel Felix i midterforsvaret efter en langvarig skade, mens også Stefán Teitur Thórdarson var tilbage efter sin skade. Frederik Carstensen spillede som én ud af seks hele kampen for reserverne i 0-2 nederlaget til OB, der stillede med profiler som Alexander Juel, Max Fenger og Troels Kløve.
Der var dog ingen profiler, hverken fra hjemmeholdet eller OB, der markerede sig på nogen måde i starten af kampen, der nærmest kun bestod af ufarligt spil frem og tilbage mellem felterne. Først efter knapt 20 minutter opstod en farlig chance til OB på et frispark uden for feltet, men van Bladeren fik viftet både bold og modstander væk.

I det hele taget var de første 45 minutter ikke præget af de store muligheder, selv om Søren Tengstedt og Nicklas Røjkjær skiftedes til at forsøge sig. Skuddene blev dog enten blokeret eller reddet af  Sayouba Mandé i OB-målet. van Bladeren i modsatte ende blev ikke stillet på de store prøver, men måtte dog kapitulere, da Max Fenger afsluttede en kombination i venstre side.  Derfor kunne gæsterne fra Aadalen gå til pausen med en 1-0 føring.

0-2 straks i 2. halvleg
Måske virkede pauseteen i gæsteomklædningsrummet mest opkvikkende, for der var kun spillet fem minutter, da bolden fra tæt hold blev flugtet i nettet bag SIFs hollandske målmand, og dermed var stillingen lynhurtigt ændret til 0-2.

Som en følge af en del løbende udskiftninger blev der rokeret om på SIF-holdet flere gange. Bl.a. kom Røjkjær ned på højrebacken, Mattsson i centerforsvaret og Jonathan Pank som sekser. Tengstedt og Carstensen sled oppe foran for at få reduceret eller endda udlignet, men selv om den silkeborgensiske boldbesiddelse var massiv i store dele af kampen, lykkedes det ikke at få bolden over stregen. Derfor blev det ikke til den optimale start på reserveligaen, men et nyt forsøg er inden for rækkevidde, når

AGF tirsdag, den 8. marts kommer på besøg på JYSK park med kick off kl. 14.00.  

Silkeborg IF- Odense Boldklub, reserveligaens pulje 3, 0-2 (0-1)
JYSK park

Mål: 0-1 (28) Max Fenger, 0-2 (50) Luca Kjerrumgaard

SIF: Stan van Bladeren, Oscar Fuglsang (60: Marcus Baggesen), Emil Thyregod (75: Jonathan Pank), Joel Felix (46: Nicklas Mehl), Nicklas Røjkjær, Stefán Teitur Thórdarson (46: Niclas Holm Pedersen), Pelle Mattsson, Robert Gojani (60: Jeppe Kilden Grøn), Søren Tengstedt, Anders Dahl,  Frederik Carstensen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen