23. august 2021

Reserverne spillede 2-2 mod AGF

Den første kamp for SIF i den nye reserveliga var på Fredensvang mandag eftermiddag mod AGF, og resultatet blev 2-2 efter 2-0 føring til gæsterne.

 

Reserveligaen har ligget stille i lang tid pga. de mange restriktioner i forbindelse med Covid 19, men nu er der endelig kommet gang i turneringen igen. SIF er kommet i pulje 3 med AGF, FC Midtjylland og AC Horsens, og sæsonens første kamp for SIFs vedkommende var altså mandag eftermiddag ude mod AGF.

1. halvleg med dobbelt målscorer
Det var hjemmeholdet, der lagde bedst ud, og allerede i det femte minut blev Stan van Bladeren i SIF-målet testet med et farligt skud fra distancen, men hollænderen reddede flot til hjørne. Det blev til flere hjørnespark til hjemmeholdet, inden SIF kom frem til sit første forsøg, men Alexander Linds skud bliver clearet til hjørne.
Begge hold taber i denne periode i 1. halvleg mange bolde, og cheftræner Knudsen forlanger mere bevægelse og at bolden slippes hurtigere.
Gode indlæg fra højre side fra Oliver Sonne og langskud fra Oggesen giver desværre ikke resultat, men gæsterne kommer mere og mere ind i kampen. Og efter en lille halv time giver arbejdet resultat, da Niclas Holm Pedersen holder hovedet koldt i den stegende sol og – efter godt forarbejde af Sonne – udplacerer AGF-målmanden.

SIF´erne har nu overtaget i kampen, og kun tre minutter efter 0-1 er Niclas Holm på spil igen. Efter et flot angreb med flere spillere involveret ender bolden hos Lind, der lægger en sukkerbold til Holm, som elegant går igennem AGFs fosvar og scorer til 0-2.
Samme Holm er tæt på sit tredje mål, da Anders Dahl spiller ham helt fri, men den aarhusianske målmand kommer godt ud og forhindrer Holm i at få et ægte hattrick.
I stedet må det dominerende SIF-hold se hjemmeholdet reducere til 1-2 efter hjørnespark, som Thomas Thiesson Kristensen headede i mål. Lind kunne dog med et flot skud have øget føringen lige inden pausen, men målmanden for lige akkurat reddet til hjørne.

2. halvleg og hurtig udligning
Hjemmeholdet kom ud med ny energi efter pausen og startede, som de gjorde i de første 45 minutter. Ét minut inde i halvlegen måtte Stan van Bladeren redde et farligt skud, og sekunder efter sætter Anders Dahl fødderne forkert og laver straffe på Alex Gersbach. Søren Tengstedt skal eksekvere, men en strålende redning af van Bladeren forhindrer udligningen. På AGFs næste angreb måtte van Bladeren dog melde pas, da Oscar Fuglsang desværre spillede Gersbach fri, så han kunne gøre skaden god igen og placere et fladt skud til venstre for hollænderen i målet. Ærgerlig udligning.
I det hele taget måtte van Bladeren flere gange i denne periode redde kastanjerne ud af ilden, og måtte endda også med en flot nedtagning klare en skidt tilbagelægning.
Rent offensivt havde gæsterne ikke så meget at byde på i 2. halvleg, selv om Alexander Lind gjorde et ihærdigt forsøg med bl.a. et saksespark. Den unge angriber havde da også bolden i nettet, men målet blev dømt offside.
Men da der samtidig blev lukket af i den modsatte ende af van Bladeren, Sonne, Busch, Felix og de øvrige defensive spillere, endte kampen 2-2 – og set over alle 90 minutter var det nok et meget retfærdigt resultat.

Næste kamp
Reserveholdet spiller igen mandag, den 6. september kl. 13.00 mod FCM på træningsanlægget i Ikast.

Kampen i tal 
Reserveligaen, mandag den 23. august 2021 klokken 13.00 på AGFs træningsanlæg på Fredensvang.

AGF – Silkeborg IF 2-2 (1-2)
Mål: 0-1 (28) og 0-2 (31) Niclas Holm Pedersen, 1-2 (42) Thomas Thiesson Kristensen, 2-2 (48) Søren Tengstedt
Advarsel, SIF: Jonathan Pank

Silkeborg IF: Stan van Bladeren, Oliver Sonne, Alexander Busch, Joel Felix, Oscar Fuglsang (77: Nicklas Mehl), Anders Dahl (60: Jeppe Kilden Grøn), Pelle Mattsson, Andreas Oggesen (77: Jonathan Pank), Niclas Holm Pedersen (70: Frederik Carstensen), Nicklas Røjkjær,  Alexander Lind

Cheftræner: Peder Knudsen

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen