19. april 2022

Randers gjorde det svært for os – igen

Umiddelbart efter den hårdt tilkæmpede sejr på udebane mod Randers FC, kommenterede henholdsvis Joel Felix og Rasmus Carstensen på kampen.

Joel Felix var første mand til at sætte ord på sejren over kronjyderne.

– Det var en meget lige kamp, hvor vi havde det svært i 1. halvleg. I 2. halvleg fik vi bedre kontrol over kampen og fik spillet os ud af deres pres. I pausen fik vi præciseret, hvordan vi skulle spille for at komme uden om deres pres, mens vi også fik styr på vores eget, for det sad der ikke i 1. halvleg, lagde Felix ud.

– Vi har spillet mod Randers to gange på kort tid nu, og begge gange har de læst vores spil og vores måde at spille ud fra målmanden på. Derudover kom de med mange løb, som gjorde det svært for os, men vi kæmpede godt og fik en vigtig sejr ud af det.

Til sidst kommenterede den stærke midtstopper på holdets og sine egne præstationer på det seneste, som har været gode.

– Vi har ikke spillet perfekt i alle kampene, men jeg er glad for, at holdet har vundet tre svære kampe i træk. Mine egne præstationer har været positive i store dele af kampene, men jeg ved udmærket, at der er ting, jeg kan gøre bedre, afsluttede en tydeligt tilfreds Joel Felix.

Herefter var det højrebacken Rasmus Carstensen, der kommenterede på kampen.

– Vi fik slidt os tilbage i en hård kamp, hvor vi ikke kom godt fra start. Det var vigtigt, at vi fik scoret to hurtige mål inden pausen, som gav noget ro, som vi kunne bygge videre på i 2. halvleg. Vi manglede noget niveau i dag, inklusiv mig selv, og jeg smed nogle bolde væk, som jeg ikke skal.

Herefter kommenterede Carstensen på holdets spidsangriber og Superligaens topscorer, Nicklas Helenius.

– Tallene snakker for sig selv. Det er ikke de sværeste mål, han scorer – det er nogle mål, hvor han skal slide for det, og hvor han på to fremragende afleveringer fra Vallys kan sætte indersiden på. Men når han er i feltet og får chancen, så scorer han.

Til sidst så Rasmus Carstensen med store forventninger frem mod søndagens kamp mod AaB.

– AaB er et godt hold, og vi skal møde dem to gange i træk i de næste par runder. Det er selvfølgelig to vigtige opgør i forhold til tabellen, fordi vi ligger så tæt, men vi tænker kun på den næste kamp, og der skal vi fokusere på at få et godt resultat med fra Aalborg, som vi gjorde sidst. Det bliver nogle fede kampe, så jeg glæder mig, afsluttede Rasmus Carstensen.

Interview: Anders Mathiasen

 

.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen