11. september 2020

Premiere-lussing til SIF i Helsingør

Det blev en premiere til glemmebogen, da SIF fredag aften indledte den nye sæson med nederlag på 2-4 til FC Helsingør.

Efter en pletfri forberedelsesfase med sejre på stribe over superligahold dumpede SIF i sæsonpremieren fredag aften mod Helsingør og tabte 2-4. SIF spillede usammenhængende og uafklaret, og der kunne ikke indvendes noget imod hjemmesejren, som Jeppe Kjær med tre mål må tilskrives en stor del af æren for. Han var – igen – kilde til evig uro for SIF-forsvaret, og selv om SIF skabte spænding i overtiden med Mark Brinks reducering til 2-3, kunne det ikke fjerne indtrykket af en kikset premierekamp for SIF.

Selv om omgivelserne var nye – Helsingørs nye stadion til 80 mio. kr. blev indviet for godt et år siden – så var forholdene for SIF’erne velkendte inde på banen, hvor en kunstgræsmåtte af samme type, som den der ligger på JYSK park, dannede underlag for kampen.

Kent Nielsen havde valgt en startformation meget lig den, der havde bragt SIF godt gennem forberedelserne. Valance Nambishi var det lidt overraskende valg på den defensive del af midtbanen, men ellers lignede start 11 sig selv med de to hjemvendte U21-landsholdsspillere, Frederik Alves og Rasmus Carstensen med fra start i 4-kæden bagude.

Jeppe Kjær til 1-0
Valance skulle allerede efter syv minutter få en hovedrolle, da han kom for sent med en tackling udenfor SIF’s felt, hvilket udløste frispark. Jeppe Kjær, som i sin Lyngby-tid havde tradition for at gøre livet besværligt for SIF’erne, levede op til traditionerne, da han omsatte frisparket i tidlig Helsingør-føring med et spark tæt op ad den ene stolpe udenfor Oscar Hedvalls rækkevidde. Målet kom efter en tempofyldt indledning, hvor hjemmeholdet ikke havde levnet SIF’erne ro til at bygge spillet op.

Første forsøg skulle man således hen i det 11. minut for at finde, da Rasmus Carstensen fandt Magnus Mattsson på feltets kant. Mattssons skud gik dog et pænt stykke over mål.

Brændt SIF-straffespark
Samme Mattsson skaffede straffespark minuttet efter, da han i spurt forbi Anders Holst blev fældet. Efter kort tids tøven og konference med linjedommeren pegede dommer Kasper Madsen på 11 meterpletten. Emil Holten fik ansvaret, men sparkede midt i mål, så Helsingør-målmand Kevin Stuhr Ellegaard med en fodparade kunne afværge SIF-udligning.

Skidt blev værre for SIF efter knapt en halv times spil, og igen var Jeppe Kjær SIF’s onde ånd. Han stod på midterlinjen og lurede på chancen, og da bolden blev lagt frem imod ham efter et SIF-boldtab foran Helsingørs felt, spurtede han fra Frederil Alves og scorede i fri position sikkert ved at sende bolden forbi en fremstormende Oscar Hedvall.

SIF måtte gå til pausen nede med 0-2 efter en usammenhængende præstation.

Abou Ali ind til debut
I pausen reagerede Kent Nielsen med en indskiftning fra 2. halvlegs start af Wessam Abou Ali, der dermed fik debut i SIF-trøjen efter ankomsten fra AaB tre dage tidligere. Han erstattede Vegard Moberg.

Det var dog fortsat FC Helsingør, der var farligst, og Jeppe Kjær fortsatte med at skabe uro i SIF-forsvaret og havde således 10 minutter inde i halvlegen et godt skudforsøg, der strøg lige forbi Oscar Hedvalls mål. SIF havde mest spil, men havde svært ved at komme frem til åbne chancer.

SIF-chance og Helsingør-mål
Man skulle næsten en time hen i kampen før den første store chance faldt til SIF. Svenn Crone lagde en bold ind i panden på den indskiftede debutant, Wessam Abu Ali, der sendte bolden lige forbi. I stedet løb Helsingør ned i den anden ende og scorede til 3-0. Igen var SIF-forsvaret i ubalance, og så kunne Sebastian Czajkowski med en skudfinte og en dribling komme fri og sende bolden i nettet. Det lignede unægteligt premiere-fiasko for SIF med en halv time igen.

SIF skiftede Anders Klynge og Alexander Lind ind, men rigtigt farligt blev det sjældent. Sebastian Jørgensens sene reducering var et fint mål, og da Mark Brink scorede til 3-2 godt to minutter inde i fem minutters tillægstid, øjnede SIF’rene håb. Det slukkede Jeppe Kjær dog lynhurtigt med en scoring til 4-2 minuttet efter. SIF måtte indkassere et nederlag af de tunge i sæson-premieren.

SIF spiller igen allerede onsdag aften, hvor sæsonens første kamp på JYSK park venter. Skive IK kommer på besøg med kampstart kl. 18.00. Billetter til den kamp kan købes her.

Kampen i tal:
1. division, 1. runde, fredag 11. september kl. 19.00 på Helsingør Stadion:
FC Helsingør – Silkeborg IF 4-2 (2-0)
Mål: 1-0 Jeppe Kjær (8.), 2-0 Jeppe Kjær (27.), 3-0 Sebastian Czajkowski (59.), 3-1 Sebastian Jørgensen (83.), 3-2 Mark Brink (90.+3), 4-2 Jeppe Kjær (90.+4)
Advarsler: Frederik Christensen, Philip Rejnhold og Jeppe Kjær, FC Helsingør
Tilskuere: 411
FC Helsingør (4-4-2): Kevin Stuhr Ellegaard – Anders Holst, Jonas Henriksen, Nicolaj Hansen, Dalton Wilkins (37.: Philip Rejnhold) – Eli Just, Frederik Christensen, Oliver Kjærgaard, Carl Lange (73.: Lucas Haren)– Jeppe Kjær, Sebastian Czajkowski
Cheftræner: Morten Eskesen
Silkeborg IF (4-3-3): Oscar Hedvall – Rasmus Carstensen, Frederik Alves Ibsen, Anders Hagelskjær, Svenn Crone – Mark Brink, Valance Nambishi (60.: Anders Klynge), Mads Kaalund – Vegard Moberg (46.: Wessam Abou Ali), Emil Holten (60.: Alexander Lind), Magnus Mattsson (78.: Sebastian Jørgensen).
Cheftræner: Kent Nielsen

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen