Joel Felix er med i et stort interview i det nye SIF in Business-magasin, hvor man blandt andet kan blive klogere på hans interessante baggrund i det caribiske. Interviewet kan også læses her på hjemmesiden.
Da Christoffer Columbus i 1493 gennemførte sin anden rejse til ”Den Nye Verden”, kom han den 11. november forbi en lille ø på 88 kvadratkilometer i det nordøstlige Caribien. Han gik godt nok ikke i land, men derfor kunne man vel lige så godt gøre spansk krav på øen og kalde den ”St. Martin” efter den hellige Martin af Tours’ dag. Meget mere gjorde den spanske delegation dog ikke ud af det, og senere blev den lille ø – som i dag er selvstændig – i 1647 delt mellem franskmænd og nederlændere. Historien siger, at det skete ved, at en franskmand og en nederlænder stod ryg mod ryg ved Oysterpond på østkysten og så ellers skulle gå langs stranden, til de mødtes igen, hvorefter opdelingen ville fremstå klar. Den nederlandske del af St. Martin (Sint Maarten) blev dog noget mindre end den franske, og det skyldes angiveligt, at nederlænderen enten var for fed, langsom eller drak for meget gin, mens han gik – eller alle tre dele.
Ingen af tingene kan man heldigvis beskylde Joel Felix for, men SIFs forsvarer med nummer 4 på ryggen er faktisk født på den hollandske del af den lille, caribiske ø, hvor hans far og mor mødte hinanden.
– Min far er fra den nogenlunde nærliggende ø Saint Lucia, men han rejste i en ung alder til St. Martin. Så ville tilfældet, at min mor rejste til St. Martin på ferie sammen med en veninde i 1994. Veninden mødte en sød mand dernede og blev hængende, og så besøgte min mor jo sin veninde dernede. Så mødte hun min far, de blev stormende forelskede, og hendes tur gik fra 14 dage til en måned til et år og til 5, hvor de så fik mig. Jeg var kun et halvt år gammel, da vi flyttede til Danmark og ud til min morfar i Smørum til at starte med – og siden til Vanløse, hvor jeg voksede op. Mine forældre vurderede, at der var en bedre fremtid for dem og for mig i Danmark, og det er jeg selvfølgelig glad for i dag, for jeg havde en super opvækst i Vanløse, som jeg betragter som ”hjemme,” siger Joel Felix og fortsætter.
– Det er et lidt specielt sted, for det er meget tæt på København uden at være en forstad, så man er i kort afstand fra hovedstaden, men alligevel godt væk fra alt det mylder og kaos, der godt kan herske derinde. Der findes også mange forskellige mennesker i Vanløse, så jeg er vokset op med børn og kulturer fra alle mulige steder på kloden – mine venner kom fx fra Albanien, Thailand, Somalia og Sverige. Det har nok haft stor indflydelse på, hvordan jeg er i dag, hvor jeg synes, at jeg er meget åben over for andre mennesker og deres forskelligheder, og det ser jeg faktisk som lidt af en gave, siger Joel Felix.
Altid spicy!
Felix mener selv, at det caribiske ophav har givet ham en rolig personlighed og en evne til at holde sig balanceret og harmonisk – i hvert fald uden for banen.
– Jeg har fået med fra min far at være rolig af natur med en lidt laid back personlighed, og der går ikke en dag uden, at jeg hører musik – gerne reggae. Jeg skændes heller ikke med folk. Men det er en helt anden historie, når jeg går på banen – så ændrer personligheden sig og ilden brænder inde i mig, siger den stærke forsvarsspiller med sit karakteristiske smil.
Der er dog også andre steder, hvor det gerne må brænde; nemlig på tallerkenen.
– Min fars mad var altid meget, meget stærk, og jeg spiste jo også som barn hjemme ved venner, hvor der fx blev serveret tom yum thai-suppe så hot, at munden var følelsesløs i timevis. Og jeg har taget det til mig i en vis grad og synes også, at maden altid skal være spicy – ikke nødvendigvis brændende stærk, men altid spicy! Lige som min far vil jeg helst have fisk cirka hver anden dag, og min mor er sød til at komme med en masse fisk til min fryser en gang imellem. Jeg griner nogle gange lidt af mine holdkammerater, hvis de til frokosten klager over, at der er lidt for meget peber i maden. De skulle bare smage min fars, griner han.
Altid lidt bedre
Joel Felix begyndte sin spæde karriere hjemme i Vanløse, men skiftede hurtigt til store KB på Frederiksberg, hvor kravene til de helt unge fodboldspillere var store.
– Der var en kultur i KB, hvor man virkelig blev gjort klar til at være professionel fodboldspiller. Der var hård konkurrence og især et hårdt elitemiljø fra U13 og fremad. Jeg startede på tredjeholdet som lillebitte, og allerede dengang var jeg meget ærgerrig og ambitiøs – jeg snakkede ikke så meget til andre om det, men der brændte en ild inde i mig for at komme på først andetholdet og så førsteholdet. Jeg ville være den bedste. Min fars største drøm som ung var at blive professionel fodboldspiller, men det var ikke så ligetil i det caribiske område, og jeg ville så gerne gøre ham stolt. Han pacede mig aldrig, men jeg ville virkelig, virkelig gerne gøre ham stolt. Hans holdning var, at ”man kan altid gøre det lidt bedre,” og det har også været med til, at jeg lægger stort pres på mig selv og nok aldrig er helt tilfreds, filosoferer Felix, der siden skulle få sin karrieres første store slag.
I 13 års-alderen blev han sammen med 3-400 andre kaldt ind til et stort udtagelsesstævne til ”School of Excellence”, hvor børn fra hele København-området testes for at slippe gennem talentmiljøets nåleøje.
– Jeg blev valgt som en af de få, hvilket var kæmpestort for mig – og jeg skiftede fra min folkeskole i Vanløse til den tilhørende privatskole på Frederiksberg. Jeg spillede fast på ligaholdene i U13 og U15, men lige inden jeg blev U17-spiller, blev jeg valgt fra og fik at vide, at de ikke ville satse på mig. Jeg var helt i chok, og det var et kæmpe slag. Så jeg skiftede til B93 som 1. års U17, mens jeg gik i den skole, hvor mange af de andre stadig var i FCK. Det var sgu hårdt, og jeg var megasur, men jeg brugte den vrede til at gøre det rigtig godt i B93 – jeg skulle bare vise dem. Så ringede talentchefen fra FCK efter et halvt år og spurgte, om jeg ikke ville komme tilbage, men det ville jeg ikke – jeg var stadig alt for sur på dem. Så ringede de igen året efter, mens FC Nordsjælland også var interesserede, og den nye FCK U17-træner Jacob Neestrup fortalte om sine planer. Jeg fik en kontrakt tilbudt, og jeg endte så med at skrive under. Der havde jeg kørt på ren vrede og skuffelse som motivation, og jeg havde en fantastisk tid i B93. Men så gjaldt det altså FCK igen, og det gik stærkt – jeg var fast på U17 og U19 Liga, og jeg spillede Youth League med folk som Carlo Holse, Jonas Wind og Morten Hjulmand. Jeg kom også på U-landsholdene og trænede med i Superliga-truppen som 17-årig. Det var stort selvfølgelig. Men som første-års senior fik jeg afslag fra Ståle Solbakken, der måske med rette mente, at han var ret godt besat på de centrale forsvarspositioner, og så blev jeg pludselig solgt til Holland, siger den i dag 25-årige Joel Felix.
Hollandsk og sydsjællandsk kaos
Joel Felix blev nemlig solgt fra FC København til Twente fra Enschede, og så flyttede den unge mand altså til Holland, hvor en tilværelse på Æresdivisions-mandskabets U23-hold ventede.
– Det var rent kaos. Twente havde gjort det rigtig godt året før, men så gik det bare ad helvede til i den sæson, hvor jeg kom til. Både træneren og sportsdirektøren, der havde hentet mig, blev fyret, og selv om jeg trænede ret fast med på førsteholdet, fik jeg aldrig debut i Æresdivisionen. Det var vildt at flytte hjemmefra for første gang og så endda til et andet land – det var lidt af en opvågning og på en måde to hårde år dernede. Men jeg har også mange gode oplevelser derfra og fik virkelig hår på brystet, og jeg synes også, at jeg blev en bedre spiller af det. Og så vendte jeg hjem til Danmark og Næstved, hvor det hele dog igen blev ret kaotisk, sukker Joel Felix.
I Næstved var nye, udenlandske ejere kommet til, og det blev aldrig rigtig godt i NordicBet Liga-klubben, der rykkede ned med et brag. Et sjældent lyspunkt var dog Joel Felix, der havde gjort det så godt, at der pludselig opstod en mulighed for at skifte til Silkeborg IF.
SIF er en åbenbaring
– Jeg anede INTET om Silkeborg. Jeg var helt blank. Jeg havde godt nok spillet her som ungdomsspiller et par enkelte gange, men ellers anede jeg intet om byen. Grundlæggende kendte jeg selvfølgelig godt til klubben og dens store historie, så det er klart, at jeg var interesseret – og jeg var superstolt over at skrive under med SIF. Siden er jeg så kommet til at ligefrem elske byen, som har fået et helt specielt sted i mit hjerte, og jeg er helt vild med naturen, som jeg bruger en del. Og så er der selve klubben, siger Joel Felix og fortsætter.
– Det er simpelthen en fantastisk klub og lidt af en åbenbaring for mig. Jeg troede simpelthen ikke, at man kunne have det så godt med hinanden i en elite-fodboldklub. Vi har det fantastisk med hinanden – vi er tætte, kulturen er helt suveræn, og det hele er nærmest som en stor familie. Det synes jeg er ret vildt at opleve i et elitemiljø, og det er faktisk en øjenåbner, at det kan være sådan. Det smukkeste er, at nok har vi det helt vildt godt, men heller ikke FOR godt. Det er en perfekt balance, og jeg elsker at være her. Og så gør det selvfølgelig også det hele endnu bedre, at vores spillestil er, som den er. Det er så fedt og helt unikt at spille på den måde, lyder det fra den 190 cm høje forsvarer.
Han kom til klubben, mens SIF lå i 1. division og fik støt og roligt spist sig ind på holdet. Forrige sommer blev han fast Superliga-spiller, og sidste sommer blev han bronzevinder og europæisk gruppespils-deltager. Lidt af en udvikling.
– Det kan næsten ikke beskrives. Det har været så vildt at være med til, og det var ikke ligefrem min forventning, da jeg kom til fra Næstved. Først oprykningen fra 1. division, som var min første oprykning nogensinde – og så blev det jo Superliga, hvor vi fortsatte med stor selvtillid og vores eget spil. Den sæson… Den var ren magi. Når man er midt i det, er det altid fokus på kun den næste kamp, men her bagefter er det vildt at tænke tilbage alt dét, der er sket. Først gik vi efter Top 10, så gik vi efter Top 6, og så gik vi efter og fik medaljer. Det er svært at beskrive, men jeg er meget taknemmelig for at have oplevet det. Og vil gøre alt for at komme til det igen. Det har været så fedt med alle de oplevelser, og de europæiske kampe er det største, jeg har prøvet. Altså – SIF på London Stadium eller 5-0 i Bukarest. Jeg har haft nogle dårlige oplevelser og noget dårlig timing i min karriere førhen, men her har det bare været så fantastisk, fortæller han.
Far er stolt
Selv om han allerede har oplevet store opture i sin SIF-karriere, har Joel Felix også oplevet modgang undervejs i den røde trøje. Personlige fejl, dømte straffespark imod og bitre nederlag – og det giver nogle gange en stak mere eller mindre saglige kommentarer fra de sociale mediers tastaturkrigere. Det er dog ikke noget, der bider på Joel Felix, som sørger for at holde fokus.
– Jeg ved godt, at det somme tider kører derudad i kommentarsporene, men jeg holder mig faktisk væk. Jeg gider ikke at kigge på det – hverken når det går godt eller skidt. Det kan man ikke bruge til ret meget alligevel. Min største drivkraft er min egen indre ild, og jeg er min egen største kritiker. Mine egne og trænernes evalueringer kan jeg bruge til noget – ikke mandagstrænernes, siger han.
I stedet fokuserer han på den næste kamp og den næste kamp – og på at gøre det så godt som muligt hver eneste dag og lægge endnu flere lag på den optur, han har været med til at skabe for SIF.
– Drømmen er at gøre det endnu bedre her i SIF og lægge nye lag på, så vi kan blive endnu mere etablerede. Og hvis jeg gør det tilpas godt og slår mit navn endnu mere fast som Superliga-spiller, så kan det da godt være, at der en dag opstår en ny mulighed for at komme til udlandet. Men det kræver, at jeg gør det fremragende her, så det er min eneste fokus, slutter Felix, der som barn drømte om at gøre sin caribiske far stolt. Og blev han så dét? Det gjorde han i hvert fald.
