22. august 2020

Se highlights: Overbevisende SIF-indsats i sejr over AaB

Overbevisende SIF-indsats i sejr over AaB

SIF leverede en solid præstation lørdag mod AaB, der blev besejret 2-1 på mål af Mads Kaalund og Emil Holten.

SIF vandt også sensommerens anden testkamp over et superligahold. Lørdag middag var det AaB, der blev besejret 2-1 på nordjydrenes træningsanlæg i udkanten af limfjordsbyen. Kent Nielsens mandskab leverede en solid præstation og producerede særligt i 1. halvleg en stribe chancer. Også i 2. halvleg kom SIF til tilbud og stod samtidig fornuftigt defensivt overfor et AaB-mandskab, der fik testet hele bredden i truppen med to forskellige hold på hver side af pausen.

SIF stillede med Anders Klynge som ny mand i start 11 som erstatning for en sygdomsramt Sebastian Jørgensen, og på den centrale midtbane havde Valance Nambishi fået chancen. Ellers lignede holdet sig selv i forhold til første testkamp mod SønderjyskE.

Tidlig føring til SIF
AaB kom bedst fra start og fremtvang et par hjørnespark i indledningen, men SIF var farlig i sine omstillinger. Emil Holten og Jeppe Okkels var igennem med kun en enkelt AaB’er som modstander, men Holtens aflevering til Okkels blev for bred, og så løb en stor chance ud i sandet. Få minutter senere lykkedes det dog for SIF på endnu et hurtigt omstillings-spil. Mads Kaalund modtog bolden lidt udenfor feltet midt for mål og trykkede til den med det samme og kunne se den suse ind i fjerneste målhjørne. Føring til SIF på et fornemt mål.

Kort efter satte Emil Holten Jeppe Okkels godt op til en skudchance tæt under mål, men Okkels halvkiksede sit skud og sparkede forbi. En god offensiv indledning af SIF.

I den anden ende var AaB bestemt ikke uden mulighed, i indledningen var et skudforsøg lige over mål af nytilkomne Pedro Ferreira blandt de bedste nordjyske tilbud i halvlegens første halvdel.

Holten med i det meste
SIF kom dog frem til de største chancer, og Emil Holten var med i det meste. Midtvejs i halvlegen sendte han Mads Kaalund afsted med en god dyb aflevering, men Kaalund kiksede skuddet, Jacob Rinne i AaB-målet kunne samle bolden ubesværet op. Måske det kiksede skud skyldtes en defekt venstrestøvle. I hvert fald var Kaalund kort efter ude ved sidelinjen og skifte den med en ny. Han gennemførte dermed kampen med en grøn højrestøvle og en lyserød venstre.

SIF var generelt bedst og farligst i den første halvdel af kampen og kunne såre fortjent gå til pausen foran 1-0. AaB var ikke uden chancer, den største var et skudforsøg 10 minutter før pausen af Jakob Ahlmann i fri position, som Oscar Hedvall dog fint parerede.

Mens AaB skiftede hele holdet i pausen, fortsatte SIF med de samme 11 fra 2. halvlegs start. De friske nordjyske kræfter lagde pres på SIF fra halvlegens start, og effekten udeblev ikke. Tim Prica, den nytilkomne angriber, udlignede på et fint mål, der mindede lidt om Kaalunds fra 1. halvleg, men SIF’erne viste høj moral og slog få minutter senere tilbage. Efter en hurtig omstilling kom Anders Klynge til indlæg i SIF’s højre side, og Emil Holten modtog helt fri bolden foran mål og svigtede ikke. SIF var igen i front.

Fem udskiftninger
Efter en time skiftede Kent Nielsen på fem pladser, bl.a. med indhop til den nye mand fra Næstved, Joel Felix, der erstattede Frederik Alves i det centrale forsvar.

Efter udskiftningerne fortsatte SIF sin aggressive presstil og kom også til chancer. Alexander Lind havde et par forsøg fra spids vinkel, den første måtte han dog hårdt presset se tage sidenettet og på den anden sparkede han forbi.

Magnus Mattsson på banen
Med 20 minutter igen foretog Kent Nielsen en markant indskiftning. Efter halvandet års skadespause kom Magnus Mattsson på banen som erstatning for Mads Kaalund. Et længe ventet comeback til den boldbegavede offensivspiller.

SIF havde i kampens afslutning de største chancer, men flere mål blev det ikke til, og dermed vandt Kent Nielsen og Co. en helt fortjent sejr.

Kampen i tal:
Træningskamp, lørdag 22. august kl. 12.00 på AaB’s anlæg, Hornevej, Aalborg:
AaB – Silkeborg IF (0-1)
Mål: 0-1 Mads Kaalund (8.), 1-1 Tim Prica (51.), 1-2 Emil Holten (54.)
Advarsler: Pelle Mattsson, SIF
AaB 1. halvleg (3-4-3): Jacob Rinne – Mathias Ross, Jores Okore, Kasper Pedersen – Kristoffer Pallesen, Pedro Ferreira, Malthe Højholt, Jakob Ahlmann – Timothé Nkada, Iver Fossum, Tom van Weert (36.: Rasmus Thellufsen).
AaB 2. halvleg (3-4-3): Andreas Hansen –  Kasper Pedersen, Thomas Christiansen, Vladimir Prijovic – Frederik Børsting, Robert Kakeeto, Magnus Christensen, Lukas Klitten – Tim Prica, Kasper Kusk, Oliver Klitten.
Cheftræner Jacob Friis
Silkeborg IF (4-3-3): Oscar Hedvall – Rasmus Carstensen, Frederik Alves Ibsen (61.: Joel Felix), Anders Hagelskjær (61.: Jeppe Gertsen), Svenn Crone – Valance Nambishi (61.: Pelle Mattsson), Mads Kaalund (70.: Magnus Mattsson), Mark Brink – Anders Klynge (70.: Anders Dahl), Emil Holten (61. Alexander Lind), Jeppe Okkels (75.: Anders Sønderby).
Cheftræner: Kent Nielsen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen