14. august 2023

Oskar Boesen bliver fuldtidsprofessionel i SIF

Silkeborg IF har skrevet en fuldtidskontrakt med Oskar Boesen. Kontrakten løber frem til sommeren 2027.

Oskar Boesen har mandag eftermiddag underskrevet en fuldtidskontrakt med Silkeborg IF, og det 18-årige midtbanetalent kan dermed kalde sig fuldblodsprofessionel eliteidrætsmand.

Oskar Boesen har danske forældre, men er født i Spanien, hvor han fik sin første fodboldopdragelse i Valencia CF. Han boede sine første 15 år i Spanien, hvorefter tog han på et efterskoleophold i Brøndby, inden han sidste sommer kom til Silkeborg IF og senere underskrev en traineeaftale.

Den aftale byttes altså nu ud med en fuldtidskontrakt, som løber frem til 30. juni 2027. Det betyder samtidig, at Oskar Boesen stopper på det HHX-uddannelsesforløb på College360, som han hidtil har været inde i.

Det store potentiale hos stortalentet er baggrunden for, at SIF har valgt at afvige fra normal praksis og lade Oskar Boesen forlade sin uddannelse før tid – og det er naturligvis også efter ønske fra spilleren selv, forklarer sportschef Jesper Stüker.

– Oskar har det seneste halve års tid vist, at han besidder et stærkt potentiale til at blive førsteholdsspiller i SIF. På grund af Oskars spanske baggrund har det været en udfordring at være i to krævende miljøer som elitefodboldspiller og en ungdomsuddannelse. Efter Oskars ønske har vi nu indvilliget i, at det skal handle 100 procent om fodbold.

– Med vores stærke tradition med Silkeborg Fodbold College har det stor betydning, at vores talentfulde spillere også gennemfører en studentereksamen, men ud fra Oskars baggrund, og naturligvis hans fodboldtalent, har det været den rette løsning at gå all in på fodbolden, siger Jesper Stüker og fortsætter.

– Oskar passer særdeles godt ind i vores boldbesiddende spillestil, hvor han er god til at binde spillet sammen med sine visioner og tekniske færdigheder. Der er stadig områder, hvor Oskar skal bygge på for at få flere spilleminutter på førsteholdet, men det får han nu de bedste betingelser for at gøre.

Med den nye fuldtidskontrakt bliver Oskar Boesen nu en fast del af Kent Nielsens førsteholdstrup på lige fod med de andre fuldtidsansatte spillere, hvilket glæder midtbanespilleren.

– Det har været min drøm at få fuld fokus på min udvikling som fodboldspiller og bruge al min tid på det. Jeg er sikker på, at det vil gøre mig bedre som fodboldspiller, at jeg nu kan træne med på fuld tid og give mig selv ideelle muligheder for at komme nærmere spilletid på førsteholdet. Jeg er meget glad og stolt over denne mulighed i SIF, siger Oskar Boesen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen