22. september 2019

Okkels: Sindssygt bittert

Okkels: Sindssygt bittert

Jeppe Okkels var kampens bedste SIF’er, da Silkeborg IF hjemme tabte 3-2 til Lyngby. Det kunne kantspilleren dog ikke bruge til så meget, efter en kamp hvor SIF-holdet leverede to vidt forskellige halvlege.

Det blev heller ikke i tiende forsøg i denne sæson, at Silkeborg IF kunne hive en sejr i land i 3F Superligaen. Der var der ellers en del der tydede på, efter SIF-holdet i første halvleg havde kørt gæsterne godt og grundigt rundt på græstæppet på JYSK park. Efter pausen forsvandt den gnist dog hurtigt ud af Silkeborg-mandskabet, som i stedet kom til at stå alt for afventende.

– Jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at der måske sidder noget mentalt i os, at vi ikke har vundet i ti kampe. Det kan være, at man bliver nervøs og forkrampet i anden halvleg. Vi lukker Lyngby ind i kampen og så kan man mærke “åh nej, nu glipper det igen”, lød det efter kampen fra Jeppe Okkels

Med to mål af indskiftede Gustav Marcussen i anden halvleg, så blev det Lyngby, som tog alle tre point på JYSK park.

– Vi har det alle sammen forfærdeligt. Vi sidder jo med tro på i pausen, at det er i dag, at vi får den første sejr. Det er sgu tungt at tabe igen på grund af en dårlig anden halvleg, fortalte Jeppe Okkels, som i første halvleg var det helt store lyspunkt for SIF, da han med en scoring og flere god aktioner satte Lyngby-holdet under pres.

– Jeg har altid selv synes, at jeg har været bedst på venstrekanten, det viser mit mål også i dag. Så det var dejligt at vise Kent det, men samtidig er jeg også skuffet over, at jeg ikke kan vise noget mere i anden halvleg og vise noget mere stabilitet over hele kampen.

Målet mod Lyngby var Jeppe Okkels’ andet superligamål i karrieren.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen