12. december 2020

Okkels på visit på JYSK park

I sidste weekend blev han sølvvinder med sin nye svenske klub IF Elfsborg. I dag var han på besøg på JYSK park til SIF-Fredericia.

Sølvmedaljen havde han ikke om halsen, men smilet fortalte også hele historien. Jeppe Okkels var lørdag tilbage på JYSK park for at hilse på gamle venner. I august skiftede han i huj og hast til IF Elfsborg i Allsvenskan, og det har været et begivenhedsrigt år for den tidligere SIF’er, der kunne krone en flot første halv-sæson i sin nye klub med svenske sølvmedaljer.

– Det har været rigtig godt, og efter at jeg lige skulle vænne mig til en ny spillestil og nye forhold, har jeg været med fra start i de sidste syv kampe af sæsonen, sagde Jeppe Okkels, da han blev interviewet til storskærmen på JYSK park før kampen.

Jeppe Okkels lagde ikke skjul på, at han har været glad for skiftet fra SIF til IF Elfsborg, og de største forskelle mellem livet i SIF Silkeborg og i IF Elfsborg fra provinsbyen Borås har egentlig været spillestilen.

– Min hverdag minder egentlig meget om den, jeg havde i Silkeborg, og de store forskelle i forhold til klubberne er der heller ikke. Det er også hårdt-arbejdende og gode mennesker, der er i Borås. Så den største forskel er nok spillestilen. Den er mere direkte i Borås, men det har passet godt til den måde, jeg spiller på, siger den hurtige kantspiller.

Jeppe Okkels nåede ikke at få blomster og tak for indsatsen, da han forlod SIF i august, så det fik han efter interviewet på storskærmen. Og meget udsædvanligt for en SIF-buket var der lidt gule blomster i buketten i respekt for, at den tidligere SIF’er nu spiller i gult.

– Men hvem ved, måske jeg en dag vender tilbage til SIF. Det vil jeg da håbe, slog han fast.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen