12. marts 2020

SIF’s kampe mod FC Nordsjælland og SønderjyskE udsættes

SIF’s kampe mod FC Nordsjælland og SønderjyskE udsættes

Dansk fodbold har besluttet at indstille al fodbold i de tre øverste rækker – foreløbig i de næste to uger. Dermed spiller SIF ikke mod FC Nordsjælland på søndag og SønderjyskE søndagen efter.

Jysk Park

I mandags spillede SIF for tomme tribuner mod AGF. Den eskalerende corona-krise betyder nu, at SIF’s næste to kampe udsættes på ubestemt tid. Foto: Morten Kjær.

Dansk fodbold går i corona-hi. Al fodbold i de tre bedste rækker er suspenderet i foreløbigt to uger. Det betyder, at SIF’s kampe mod FC Nordsjælland på JYSK park søndag og mod SønderjyskE i Haderslev søndagen efter udsættes.

Det er reaktionen fra Divisionsforeningen, der i enighed med klubberne, herunder Silkeborg IF, torsdag formiddag traf beslutningen. Den er en konsekvens af statsminister Mette Frederiksens udmelding på et pressemøde onsdag aften, hvor hun meddelte, at Danmark på en lang række områder lukker ned for at begrænse spredningen af Covid-19-virus og corona.

Udsættelserne træder i kraft med det samme, og dermed bliver aftenens kamp mellem AGF og Randers FC på Ceres Park ikke til noget i denne omgang.

Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvad udsættelserne får af konsekvenser for turneringens afvikling.

– Præcist hvad det får af betydning for afviklingen af turneringerne kigger vi på den kommende tid. Her og nu handler det i første omgang om at reagere på myndighedernes udmeldinger og sikre, at vi i dansk fodbold gør, hvad vi kan for at mindske smitterisikoen. Vi følger fortsat med i de udmeldinger, der kommer fra myndighederne. Hvad der rent praktisk kommer til at ske med de udsatte kampe og resten af sæsonen melder vi ud, når vi ved mere, lyder det fra Divisionsforeningens direktør Claus Thomsen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen