31. januar 2020

SIF sælger Ronnie Schwartz

SIF sælger Ronnie Schwartz

SIF-angriber Ronnie Schwartz skifter til naboerne fra FC Midtjylland med omgående virkning. Brasilianske Júnior Brumado tager turen den modsatte vej.

SIF har solgt topscorer Ronnie Schwartz et halvt år før kontraktudløb. Han skifter til FC Midtjylland med omgående virkning.

– Nogle gange kommer der nogle muligheder, som man bare må forfølge. Dette er en af dem. Jeg skal være ærlig og sige, at jeg har presset på overfor SIF for at få lov at skifte et halvt år før kontraktudløb, og jeg ville have svært ved at motivere mig selv til den opgave, SIF står overfor, hvis tilbuddet fra FC Midtjylland ikke var blevet til noget. Derfor er jeg glad for, at SIF accepterede mit ønske, siger Ronnie Schwartz om afskeden med SIF, som han scorede 40 mål for i 50 kampe i de halvandet år, han nåede at være i klubben.

– Jeg har haft det supergodt i SIF og tager masser af gode minder med mig. Jeg har kun godt at sige om klubben, siger Schwartz.

For træner Kent Nielsen har beslutningen om at slippe Ronnie Schwartz et halvt år før kontraktudløb ikke været svær. Det er det sportsligt rigtige, slår cheftræneren fast.

– Vi tror fuldt og fast på, at vi kan løse den opgave, vi står overfor. Men det kræver 100 procent commitment. Samtlige spillere skal udstråle tro, energi og arbejdsomhed, og som situationen udviklede sig med Ronnie, var det eneste rigtige for både ham og SIF, at vi lader ham gå et halvt år før kontraktudløb.

SIF har fået en tilfredsstillende transfer for Ronnie Schwartz samtidig med at FCM-angriber Júnior Brumado er kommet på en lejeaftale i SIF for resten af sæsonen som en del af rokaden.

– Den trup vi har samlet består af spillere, der tror 100 procent på, at vi kan løse opgaven, selv om udgangspunktet er svært. Vi står sportsligt styrket efter januars transfer-vindue, slår Kent Nielsen fast.

Også sportschef Jesper Stüker ser salget af Ronnie Schwartz som den eneste rigtige løsning.

– Vi har fået en fair pris for Ronnie, men det er ikke det, der har været det afgørende. Beslutningen er truffet ud fra en sportslig indstilling og prioritering, siger Jesper Stüker.

– Ronnie har gjort det fantastisk for SIF i de halvandet år, han har været her, men hans ønske om at skulle noget andet, har været så stort, at vi har vurderet, at han ikke ville kunne performe på det samme niveau for SIF som hidtil, og som vi kunne ønske. Vi er helt med på, at det isoleret set for omgivelserne kan være svært at forstå, hvorfor vi lader vores topscorer gå. Og det nemmeste havde været at forhindre det. Men vi må lytte på de sportslige argumenter. Dette var den bedste løsning ud fra de givne omstændigheder. Fodbold er følelser! Og hér har der været mange i spil, siger SIF-sportschefen.

Som et led i aftalen mellem SIF og FC Midtjylland kommer brasilianske Júnior Brumado til SIF. Han er en fysisk stærk angriber, der kom til FC Midtjylland for et år siden fra den brasilianske klub Esporte Clube Bahia. Han er noteret for 17 kampe i 3F Superligaen i denne sæson. Han indleder sit lejeophold i SIF med omgående virkning.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Mandag d. 25.11. kl. 19.00
Scroll til toppen