4. februar 2019

SIF baskede AC Horsens i træningskamp

SIF baskede AC Horsens i træningskamp

Silkeborg IF vandt med 3-1 i en testkamp, hvor begge hold forsøgte nye konstellationer.

For anden kamp i træk stod SIF overfor en modstander fra landets bedste række, da holdet mandag eftermiddag mødte AC Horsens. Kampen, som skulle være spillet i Horsens, blev afviklet på JYSK park, da frost og vejret generelt satte en stopper for, at opgøret kunne spilles på græsbanen på Casa Arena.

Til kampen manglede begge mandskaber flere af profilerne, som måtte sidde over med småskader. For gæsternes var det vigtigt at undgå skader inden superligapremieren i weekenden, mens det for SIF’s vedkommende var vigtigt, at alle mand er klar til træningslejren, som starter på lørdag.

Mikkel Vendelbo blev til kampen flyttet ned i midterforsvaret, mens holdets nye mand, Andreas Heimer, spillede fra start på den centrale midtbane. I målet fik Oskar Hedvall igen chancen fra start. Den unge SIF-keeper startede kampen godt med at snuppe et nærgående forsøg fra AC Horsens’ angriber, Oliver Drost.

Jeppe Okkels med slutprodukt
Hvis man i løbet af den seneste måneds tid har set en eller flere af SIF’s træningspas, så har man formentlig ikke kunne undgå at lægge mærke til, at Jeppe Okkels har været virkelig velspillende. Kantspilleren har været nærmest uhyggelig at spille overfor i mand mod mand-situationer, hvor den hurtige kantspiller med sit antrit har været særdeles farlig. Den unge SIF’er har dog haft problemer med at overføre det til kampene i NordicBet Ligaen, hvor slutproduktet i efteråret har manglet.

Efter 29 minutter af dagens træningskamp mod AC Horsens kom det så. Stephan Petersen erobrede bolden på midten af banen og fandt en fremadstormende Jeppe Okkels i venstresiden. Med et træk ind i banen satte han sin direkte oppasser, som forgæves forsøgte at få blokeret det skud, som SIF-spilleren efterfølgende sendte afsted. Skuddet kom fladt ved nærmeste stolpe. Og selvom Matej Delac i Horsens-målet forsøgte sit bedste, så kunne han ikke nå ud til afslutningen, som sendte SIF på 1-0.

Føringen varede kun få minutter. I forsvaret blev en skidt aflevering fra Frederik Alves opsnappet af gæsternes Oliver Drost. Angriberen udnyttede foræringen og passerede Oskar Hedvall i målet. En unødvendig scoring til gæsterne, som ellers ikke havde meget at byde ind med i første halvleg.

Fantastisk angreb
Der skulle ikke gå mere end tre minutter, og så var der mål igen. Et flot sammenspil mellem Jeppe Okkels og Ronnie Schwartz gav sidstnævnte en kæmpe mulighed alene med Horsens-keeperen. Og selvom Ronnie Schwartz halvkiksede afslutningen, så var der alligevel retning og fart nok i bolden til at snyde Horsens-målmanden som sprællede forgæves. Et suverænt SIF-angreb, som afsluttede en flot første halvleg, hvor SIF-holdet flere gange truede Horsens-holdet med fine offensive aktioner.

Efter pausen kom gæsterne langt bedre med. Der blev længere i mellem de store chancer til SIF, mens Horsens, anført af den velspillende Louka Prip, kom frem til et par gode tilbud. Helt tæt kom “De Gule” for alvor, da Louka Prip med et flot frispark bragede bolden på overliggeren.

Et mål fra den centrale midtbane
Et af Michael Hansens fokuspunkter til den kommende halvsæson har været at forsøge at skabe flere mål fra de centrale midtbanespillere. En mangelvare i eftersæsonen, mens målene nærmest er kommet i hobetal i forårets testkampe. Først scorede Mads Emil Madsen to gange i årets første kamp. Så scorede Magnus Mattsson i kampen mod SønderjyskE, hvor han i anden halvleg var rykket ned på den centrale midtbane. I dag kom det så fra Mikkel Vendelbo, som efter et par udskiftninger på holdet var blevet placeret på sin naturlige position på midtbanen i anden halvleg.

Her stod han så klar, da indskiftede Frederik Møller havde sendt et godt indlæg på tværs. Bolden havnede hos Jeppe Okkels, som ikke kunne spille sin egen chance større. I stedet valgte han afleveringen til Mikkel Vendelbo, som resolut sparkede bolden i mål med en flot inderside.

Kampen endte 3-1, og dermed er SIF endnu ubesejret i forårets testkampe.

Kampen i tal:

Træningskamp, mandag d. 4. februar 2019, kl. 13.00 på JYSK park:

Silkeborg IF – AC Horsens 3-1 (2-1)

Mål: Jeppe Okkels (29′), Oliver Drost (32′), Ronnie Schwartz (35′) og Mikkel Vendelbo (84′)

Silkeborg IF (4-2-3-1): Oscar Hedvall – Svenn Crone, Frederik Alves Ibsen, Mikkel Vendelbo, Anders Hagelskjær – Andreas Heimer (Frederik Møller, 60′), Valance Nambishi – Jeppe Okkels, Marc Rochester Sørensen (Rasmus Carstensen, 60′), Stephan Petersen (Shkodran Maholli, 72′) – Ronnie Schwartz

Cheftræner: Michael Hansen

AC Horsens: Matej Delac, Mads Juel Andersen, Sivert Heltne Nilsen, Bjarke Jakobsen, Oliver Drost, Sebastian Avanzini, Louka Prip, Mikkel Qvist, Frederik Mortensen, Mathias Madsen, Nicolai Brock-Madsen

Cheftræner: Bo Henriksen

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen