8. juli 2020

Pelle Mattsson på lang kontrakt i SIF

Pelle Mattsson på lang kontrakt i SIF

Det 18-årige midtbanetalent Pelle Mattsson har udskiftet sin talent-kontrakt med en aftale på fuld tid, der løber i de næste 4,5 år. 

Pelle Mattsson er nu fuldtidsprofessionel fodboldspiller i SIF. “Det er det, jeg har kæmpet for, og det er skønt, at det nu munder ud i en fuldtids-aftale,” siger han.

Nu handler det om livet som fuldblods-professionel for Pelle Mattsson. Det 18-årige midtbane-talent er kommet på en fuldtids-aftale i Silkeborg IF, der løber frem til udgangen af 2024. Han har indtil nu haft en talent-kontrakt, men har været en mere eller mindre integreret del af førsteholdstruppen.

– Jeg er stolt over at komme på fuld tid. Det er det, jeg har kæmpet for, og det er skønt, at al det arbejde, jeg har lagt i det, nu munder ud i en kontrakt på 4,5 år. Jeg ser SIF som den helt rigtige klub for mig. Her kan jeg udvikle mig yderligere i et godt træningsmiljø og dermed udleve mine drømme, der handler om at blive den bedste fodboldspiller, jeg overhovedet kan blive, siger Pelle Mattsson om sin nye aftale med klubben.

Debut i 2019
Den 18-årige midtbanespiller, der er lillebror til Magnus Mattsson, fik sin debut på SIF’s førstehold i februar 2019, da han blev skiftet ind i en NordicBet Liga-kamp mod Hvidovre. I aften får han sin debut i 3F Superligaen, idet han starter inde på den centrale midtbane i sæsonens sidste kamp, hvor SIF møder OB på Nature Energy Park. Det bliver hans anden førsteholdskamp i SIF.

Pelle Mattsson har fulgt hele talent-vejen i klubben efter at have spillet barndomsfodbold i samarbejdsklubben ØBG. Han blev optaget på Talent Team som 13-årig og skiftede siden til Silkeborg Fodbold College sideløbende med at han tog sin HHX-eksamen på College360.

– Mit næste mål er at få en masse kampe og en rolle på holdet, så jeg kan være med til at bringe SIF tilbage til dér, hvor klubben gerne vil være. Jeg tror på mig selv, og hvis jeg er god nok, kommer jeg også til at spille. Det handler om at træne godt, så kommer kampene også. Nu er jeg på fuld tid, og så er forventningerne til mig også højere, og jeg føler mig som en mere integreret del af truppen nu. Det har jeg det rigtig fint med. Jeg ved, hvad jeg er i stand til at præstere, og jeg glæder mig til at være fuldtidsprofessionel fodboldspiller, siger Pelle Mattsson.

Håber på brødre i start 11
Sportschef Jesper Stüker ser kontrakten med Pelle Mattsson som et naturligt led i den udvikling, midtbanespilleren er inde i.

– Pelle har udviklet sig til et niveau, hvor han er i betragtning til førsteholdet. Det udløser en aftale på fuld tid. Han er samtidig et godt eksempel på det, vi satser på i SIF – et ungt talent, der udvikler sig til at blive førsteholdsspiller, vil vi gerne have en lang kontrakt med, siger Jesper Stüker, der forventer at se mere til Pelle Mattsson i næste sæson.

– Pelle er et sted, hvor han skal ind og konkurrere om spilletid fra næste sæson. Og det kunne da være fedt at se to brødre i SIF’s startopstilling, siger sportschefen med henvisning til udsigten til at både Magnus og Pelle Mattsson i næste sæson er til rådighed for cheftræner Kent Nielsen.

I november 2018 deltog Pelle Mattsson for første gang i førsteholdets træning, og dermed trænede han sammen med storebror Magnus. Efter træning blev de interviewet til SIF News. Se det herunder:

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Mandag d. 25.11. kl. 19.00
Scroll til toppen