Før SIF-Brøndby: Bruun, bog og julebryg
SIF-legenden og tv-kommentatoren Morten Bruun er aktuel med en ny bog, Matchday, om engelsk fodbold. Før SIF-Brøndby mandag fortæller han om bogen i Café Carlsberg, hvor Tuborg Julebryg er klar i fadøls-hanen.
Da Morten Bruun var 11 år, stiftede han sit første bekendtskab med engelsk fodbold. Det var en augustdag i 1976, Morten var i London med sin far, og de havde besluttet sig for at skulle se Tottenham møde Middlesbrough på White Hart Lane. På den lange gåtur fra Seven Sisters undergrunds-stationen mødte Morten Bruun for første gang engelsk fodboldstemning, og under kampen lyttede han til sangene og sugede indtrykkene til sig med en 11-årigs barnlige fascination.
Den har han bevaret siden, og det er der nu blevet en bog ud af. Matchday – Turen går til engelsk fodbold, hedder den, og før SIF’s 3F Superligakamp mod Brøndby mandag 4. november fortæller han om bogen og nogle af dens anekdoter i Café Carlsberg.
Siden den augustdag i 1976 har Morten Bruun haft en professionel fodboldkarriere med 424 kampe for Silkeborg IF og 11 landskampe for Danmark, og i dag ernærer han sig som ekspert-kommentator for Discovery (Eurosport, Kanal 5, Kanal 6 og Canal 9).
Det er i sin egenskab af kommentator, at han har rejst England tynd, og bogen indeholder beretninger fra 48 forskellige stadioner i England.
– Morten Bruun har skrevet bogen for at dele ud af sine oplevelser. For at tage læseren med til de store scener i London, Liverpool og Manchester. Men også til de små. Til regnbuebyen Brighton i syd. Til de kuldsejlede kulminebyer i nord. Til de glemte storklubber i Sheffield og Birmingham. Til tipsfodboldens vugge i Wolverhampton. Og selvfølgelig til London, Mortens yndlingsby i hele verden, hvor det hele begyndte. Læserne kommer med til de store derbies, de bitre nedrykningsslag og pokal finalerne. De er med på togtur over de bløde bakker i Yorkshire og ned i de overfyldte undergrundstog til Wembley, som det hedder i forlagets omtale af bogen.
Tuborg har frigivet julebryggen på mandag, og den er naturligvis til salg i Café Carlsberg under Morten Bruun-arrangementet før SIF-Brøndby.
Du kan høre meget mere ved arrangementet i Café Carlsberg på mandag. Det er gratis, og der kræves ingen tilmelding. Alle er velkomne. Samtidig har caféen fået Tuborg Julebryg i fadølshanen, så der er flere gode grunde til at komme tidligt til fodbold mandag.
Arrangement med Morten Bruun 4. november før SIF-Brøndby:
Tid: Mandag 4. november kl. 17-18
Sted: Café Carlsberg på JYSK park
Praktik: Ingen tilmelding, alle er velkomne. Øl/vand kan købes i caféen.
Bemærkninger: Bogen kan på dagen købes for 250 kr. Morten Bruun signerer gerne (normalpris: kr. 300,-). Der er Tuborg Julebryg til salg fra fadøls-hanen.
Køb din billet til SIF-Brøndby allerede nu. Klik her.