Silkeborg IF har tegnet en ungdomskontrakt med den talentfulde årgang 2006-offensivspiller Magnus Rosengreen, som til nytår skifter fra Hobro IK til SIF.
Når nytårsklokkerne har ringet ud, er der en ny spiller på vej til SIFs ungdomssektor. Det drejer sig om offensivspilleren Magnus Rosengreen, der er årgang 2006 og hidtil har optrådt primært for Hobro IKs U17-hold, lige som han har fået kampe i U19 Divisionen og trænet med NordicBet Liga-holdet.
– Magnus er en spiller, som vi har fulgt over en længere periode. Vi vurderer, at Magnus har haft en rigtig god udvikling i Hobro, hvor han på forskellige niveauer har vist sig godt frem. Magnus er en hurtig og målfarlig offensiv spiller, som er god til at binde spillet sammen, når hans hold skal frem på banen. Det kan han, fordi Magnus har en god spilforståelse og grundteknik – han kan suge bolden til sig og skiftevis spille i små og store rum. På den måde passer Magnus rigtig godt ind i vores spillestil og sammen med de typer spillere, som vi har i SIF. Desuden har vi ikke så mange spillere i årgang 2006 – her vil Magnus bidrage til bredden og forhåbentligvis toppen af årgangen. Samtidig kommer han til at indgå i strukturen med masser af fodboldmoduler i løbet af en almindelig uge. Det er jeg sikker på vil løfte Magnus, og det er en styrkelse til vores i forvejen, gode miljø, lyder det fra talentchef Peter ”PC” Hansen.
Magnus Rosengreen flytter til Silkeborg og skifter skole til Silkeborg Efterskole, hvor han færdiggør 10. klasse. Nu glæder han sig til sine nye udfordringer.
– Det at lave en trainee-aftale er en del af en drengedrøm, som jeg har arbejdet hårdt for. Jeg drømmer om at blive professionel fodboldspiller, og dette skifte til Silkeborg IF er et skridt på vejen. SIF har en attraktiv spillestil, som tiltaler mig, så da Silkeborg IF viste interesse for mig, tog jeg chancen. Jeg glæder mig til at møde mine nye trænere, holdkammerater og til at bidrage. Jeg vil arbejde hårdt for at nå mine mål – men jeg glæder mig også til min nye hverdag, som starter lige om lidt, siger Magnus Rosengreen.