19. november 2024

Ny hovedinvestor overtager aktiemajoriteten i Silkeborg IF A/S

Amerikanske Trivela Group V LLC bliver ny hovedaktionær i Silkeborg IF A/S.

Silkeborg IF Invest A/S har indgået en aftale med Trivela Group V LLC, som med køb af 80 % af aktiekapitalen i fodboldselskabet Silkeborg IF A/S bliver ny hovedaktionær. Aftalen er betinget af godkendelse på en ekstraordinær generalforsamling i december.

Da bestyrelsen i 2018 besluttede sig for officielt at sætte fodboldselskabet til salg, var det for at finde en ekstern partner, der kunne videreføre det gode arbejde, klubben har gjort de seneste år, og som i samarbejde med den nuværende ledelse og lokale interessenter kunne fortsætte udviklingen med at forbedre klubben over tid.

Silkeborg IF A/S har gennemgået en markant udvikling siden 1988, hvor klubben første gang spillede i den bedste danske række. Siden 2008 har fodboldklubben været ejet af koncernen Silkeborg IF Invest A/S, og siden 2016 organiseret som selvstændig forretningsenhed i koncernen. Gennem ejendomsinvesteringer i andre dele af koncernen har ejerstrukturen givet mulighed for at udligne det underskud, der fulgte med at drive fodboldklubben i en lang periode.

De seneste år har klubben opnået et stabilt økonomisk fundament og gode resultater på banen. Bestyrelsen og direktionen i Silkeborg IF Invest A/S ønsker at sikre, at denne udvikling kan fortsætte.

»Vores vigtigste mål er at sikre en fortsat stabil og bæredygtig drift og udvikling af Silkeborg IF A/S, og en ny majoritetsejer er det naturlige næste skridt.  Vi har nået et af vores klare mål; at fodboldklubben balancerer økonomisk i sig selv, samtidig med at vi har taget store skridt sportsligt. Vi ønsker, at fodboldklubben bygger videre på denne fremgang, og derfor har vi været på udkig efter den rette nye majoritetsejer, der kan bidrage til at tage fodboldklubben til det næste niveau.  Vi er sikre på, at Trivela Group  kan hjælpe klubben med at opnå dette, og vi ved, at de deler vores værdier. Gennem vores mange samtaler med Trivela og med fodboldklubberne under deres ejerskab,  er vi blevet forsikret om deres dedikation, professionalisme og integritet,« siger bestyrelsesformand for Silkeborg IF Invest A/S, Henrik Lyhne.

At finde den rette investor har været en meget grundig proces, og bestyrelsen i Silkeborg IF Invest A/S har haft meget klare kriterier for denne proces.

»Fordi vi har en veldrevet fodboldklub, har vi kunnet tage os god tid til at sikre os, at den investor, vi får ind, deler vores værdier og tilgang til at drive en fodboldklub. Det har været et ufravigeligt punkt for os. Vi har det privilegium, at vi kan være selektive og grundige, og det har givet os mulighed for at beslutte os ud fra, hvad vi ser som et positivt valg for klubben og dens fremtidige udvikling,« siger Henrik Lyhne.

Dette understøttes af Benjamin Boycott, administrerende direktør for Trivela Group:

»Vi er meget glade for muligheden for at blive en del af Silkeborg IF A/S’ lange og traditionsrige historie,« siger Boycott.  »I vores samtaler indtil nu har vi opbygget en enorm respekt for byen, ligaen, klubben og det, som ledelsen har været i stand til at udrette. Silkeborg IF A/S er et enestående eksempel på en klub, der har leveret imponerende resultater gennem en klar og tydelig strategi for forretningen såvel som for tilgangen til fodbold, spillerrekruttering og holdudvikling for både forretnings- og fodboldsiden af organisationen. Vi ønsker at fortsætte det fremragende arbejde, der er blevet gjort, for at give fortsat støtte og grundlag for denne tilgang – og for at lære af den ekspertise, der er indgroet overalt i denne klub. Og vi er meget glade for, at den nuværende ledelse vil fortsætte med at arbejde sammen med os om den opgave, og vi håber på en lys fremtid sammen,« siger Benjamin Boycott.

Trivela Group overtager 80 % af aktiekapitalen i selskabet. De resterende 20 % vil fortsat være ejet af Silkeborg IF Invest A/S.

Aftalen er alene betinget af, at overdragelsen godkendes på en ekstraordinær generalforsamling, hvilket kræver tilslutning fra to tredjedele af den tilstedeværende aktiekapital. Derudover vil den medføre, at resultatprognosen for Silkeborg IF Invest A/S for indeværende regnskabsår opjusteres til et resultat før dagsværdiregulering af investeringsejendomme  og før skat i intervallet + 154 mio. DKK til + 162 mio. DKK, mod et tidligere resultat I intervallet + 63 mio. DKK til + 71 mio. DKK.

Trivela og de relevante nøglepersoner herfra er blevet godkendt som ejere af Divisionsforeningen.

________________________________________

OM TRIVELA GROUP LLC

Trivela er et professionelt sportsinvesteringsselskab med base i Alabama, USA, der arbejder hen imod en model for ejerskab af flere klubber i global fodbold, hvor de opkøber og administrerer fodboldklubber med fokus på deres operationelle, finansielle og konkurrencemæssige udvikling. Trivela ejer fodboldklubberne Walsall FC i den engelske fodboldliga, Drogheda United Football Club i den irske liga og Trivela FC Togo i landet Togo i Vestafrika.  Trivela Group blev grundlagt i USA i 2021 af Benjamin Boycott og Kenneth Polk.  Boycott er administrerende direktør for Trivela på fuld tid, mens Polk er grundlægger og administrerende direktør for Arlington (Arlington.com).  Med over 25 års erfaring betjener Arlington i øjeblikket behovene hos over 80 familier med over 13 milliarder USD under forvaltning.

OM SILKEBORG IF INVEST A/S

Silkeborg IF Invest A/S er en virksomhed med hovedaktiviteter inden for professionel fodbold, kommerciel ejendomsudvikling og -drift samt hotel- og konferenceejerskab og -aktiviteter. Koncernen er oprindeligt stiftet ud fra selskabet Silkeborg IF Support A/S, som efter en kapitaludvidelse og betydelige ejendomsinvesteringer blev til Silkeborg IF Invest A/S i 2008.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

Oddset Pokalen

Mandag d. 16.12. kl. 19.00
Scroll til toppen