29. november 2022

Nederlag til SIF i Future Cup

Efterårssæsonen blev rundet af med en kamp i Future Cup, da Brøndby IF var på besøg på JYSK park. Det blev til sejr til gæsterne på 2-1 på mål i tredje minuts overtid.

Der var hele syv spillere fra Superligatruppen med i kampen mod Brøndby, nemlig Anders Dahl, Alexander Busch, Robin Østrøm, Lukas Klitten, Pelle Mattsson, Andreas Oggesen, Søren Tengstedt og Alexander Lind. Hos Brøndby var der gensyn med Jens Martin Gammelby og Frederik Alves. Af andre fra Vestegnens superligatrup kan nævnes Kvistgaarden, Schwartau og Heggheim.

Ikke meget aktivitet den første halve time
Efter seks minutter var der tilløb til en chance, da Tengstedt  var ved at slippe fri, men det hele løb ud i sandet. Brøndby gjorde også tilløb til chancer, uden at blive rigtig farlige. I det 23. minut gik det dog galt, da en bold blev tabt midt på banen, så Brøndby kunne slå kontra. Det endte i et indlæg fra højre side, som Mathias Kvistgaarden nemt kunne omsætte i mål.

Mere livligt sidste kvarter
Med den halve time rundet begyndte der at komme mere liv over kampen, og Aske Andresen i SIF-målet måtte finde en af de store redninger  frem for at afværge et nærgående forsøg fra gæsterne, som nok må siges at have været dominerende frem til da.

Omkring 10 minutter før halvlegsfløjt måtte Jens Martin Gammelby desværre lade sig udskifte med Tshiembe på grund af en skade. Det gav lidt omrokeringer i Brøndby-forsvaret, som måske var årsag til lidt forvirring. I hvert fald fik SIFerne tilkæmpet sig to kæmpe chancer – først til Tengstedt og dernæst til Magnus Bøttger, men Ægidius i målet halvklarede begge forsøg. Det var dog en stakket frist, for bare få minutter senere gik Pelle Mattsson  solo igennem gæsternes forsvar og blev nedlagt i det kriminelle felt. Det store tilbud blev sikkert omsat til mål af Tengstedt. Dermed blev pausetillingen 1-1.

2. halvleg og føringsmål til Brøndby
SIF havde det meste af spillet i det første kvarter efter pausen, hvor afleveringerne sad mere i skabet end i 1. halvleg. I det 63. minut måtte Aske Andresen dog igen diske op med en kæmpe redning på en 100% chance, hvor riposten blev sendt over mål. Trods skud fra på stolpen fra Oscar Boesen og skud på overliggeren fra Bøndergaard blev det ikke til flere scoringer fra hjemmeholdet. Derimod kunne gæsterne i 3. minuts overtid gøre det til 1-2, da indskiftede Cappis nærmest fulgte bolden helt ind i netmaskerne. Så dermed et lidt ærgerligt sejrsmål til gæsterne fra Vestegnen.

Næste kamp for SIF i Future Cup er på udebane mod AaB på en endnu ikke fastlagt dato.

Future Cup, 29. november 2022 på JYSK park
Silkeborg IF – Brøndby IF 1-2 (1-1)
Mål: 1-0 (23) Mathias Kvistgaarden, 1-1 (42) Søren Tengstedt, 1-2 (90+3), Christian Cappis
Advarsel, SIF:  Alexander Busch (65)

SIF startopstilling: Aske Andresen, Anders Dahl, Alexander Busch, Robin Østrøm, Lukas Klitten, Pelle Mattsson, Andreas Oggesen, Oscar Boesen, Magnus Bøttker, Søren Tengstedt og Alexander Lind.

Referat: Ulla Myrhøj

                                           

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen