21. januar 2023

Nederlag og voldsomt sammenstød

Træningskampen mod Vendsyssel blev tabt med 2-1 efter en kamp, hvor et voldsomt sammenstød mellem Tobias Salquist og Oscar Hedvall prægede billedet. Tonni Adamsen scorede igen.

SIF tog lørdag imod Vendsyssel FF på et råkoldt, men solbeskinnet, JYSK park i vinterens anden træningskamp.

Cheftræner Kent Nielsen havde valgt en længere række justeringer i forhold til torsdagens test mod Viborg, og således stillede han op med Oscar Hedvall i målet bag et forsvar bestående af Lukas Klitten og Oliver Sonne på backpladserne og Tobias Salquist (med anførerbindet) og Robin Østrøm i det centrale forsvar.

På midten lå Andreas Oggesen bagerst med Stefán Teitur Thórdarson og Anders Klynge foran sig, og fremme udgjorde Mads Kaalund, Kasper Kusk og Alexander Lind fronttrioen.

På bænken startede blandt andet U19-spillerne Magnus Bøttker og Simon Ryberg samt FCK-prøvespilleren Daniel Haarbo. U17-spilleren Sebastian Biller, der fik uofficiel førsteholdsdebut torsdag, fik desværre et skrub til fredagens træning og måtte derfor melde afbud.

Voldsomt sammenstød
Kampen åbnede rodet fra begge holds side. Efter fem minutter tabte Lukas Klitten bolden i eget felt, hvorefter en Vendsyssel-angriber faldt lidt dramatisk, og Jacob Rasmussens fløjte forblev tavs.

I den anden var Kasper Kusk mest aktiv i indledningen, og det var også ham, der kom tæt på i det 10. minut, da han prøvede med en afslutning i feltet efter en stor gang rod – men bolden blev til sidst clearet på stregen.

To minutter senere lagde Vendsyssel en lang bold fremad, som Oscar Hedvall gik ud til – Vendsyssels Konate skubbede herefter til den tilbageløbende Tobias Salquist, der bragede voldsomt hårdt sammen med Hedvall, hvorefter begge røg tungt til jorden.

Begge modtog herefter lang behandling og blev båret ud til en ambulance, inden kampen blev genoptaget efter tyve minutters pause. Aske Andresen og Alexander Busch blev sendt på banen.

Gæsterne i front
SIF så mærkede ud af det voldsomme uheld, og i det 16. minut kom gæsterne foran. Konate trykkede til bolden efter et godt angreb, inden Aske Andresen parerede – men på riposten kom Lucas Jensen først og scorede til 0-1.

Seks minutter senere var Oliver Sonne lige ved at udligne efter et fint Kasper Kusk-indlæg, men chancen blev afværget i sidste øjeblik. Kort efter var det så Stefán Teitur Thórdarson, der tog skuddet fra distancen med venstrebenet, men lige forbi.

Endnu tættere på kom først gæsternes Anton Søjberg efter 28 minutter, hvor Aske Andresen diskede op med en flot fodparade – og siden Lasse Steffensen, der sendte et lobforsøg lige over målet efter en rodet clearing.

0-2 til gæsterne
Efter 34 minutter prøvede Stefán Teitur Thórdarson igen lykken, da et godt Oliver Sonne-raid førte til en stor chance – men Lukas Jonsson i VFF-målet lavede en kæmpe redning, inden Alexander Lind efterfølgende headede snert over.

I stedet øgede Vendsyssel føringen i det 42. minut, da et frisparksindlæg blev headet på tværs, hvor Emil Arendrup sparkede bolden ind til 0-2.

Kort efter tordnede Anders Klynge bolden lige over målet, inden Konate fik en fin mulighed på et hovedstød, og dermed blev det ved de 0-2 ved pausen efter en halvleg, hvor det voldsomme sammenstød mellem Oscar Hedvall og Tobias Salquist fyldte mest i erindringen.

Tonni igen på tavlen!
Kent Nielsen skiftede massivt ud i pausen, hvorefter SIF-holdet bestod af Aske Andresen, Anders Dahl, André Calisir, Joel Felix, Lukas Engel, Daniel Haarbo, Pelle Mattsson, Robert Gojani, Kasper Kusk, Mads Kaalund og Tonni Adamsen.

Gæsterne kom hurtigt tæt på igen i anden halvlegs første minut, da Lasse Steffensen headede på overliggeren.

SIF fik efterhånden bedre styr på spillet og dominerede for første gang i kampen – uden at komme frem til det store. Dét blev der dog lavet gevaldigt om på i det 63. minut. Tonni Adamsen modtog bolden til højre uden for feltet og trak ind centralt – hvorefter han med et ultrakort aftræk sendte et venstrebens-slangehug knastørt ind helt ude ved stolpen – 1-2 og altså endnu en scoring fra den giftige angriber.

Bøttker med flot indhop
U19-spillerne Magnus Bøttker og Simon Ryberg blev herefter sendt ind i stedet for Kasper Kusk og Mads Kaalund. Bøttker fik dermed sin uofficielle førsteholdsdebut, mens Ryberg også blev skiftet ind mod Viborg forleden.

For Vendsyssel blev det til et gensyn med JYSK park for både Wessam Abou Ali og Ronnie Schwartz med tyve minutter igen.

I det 79. minut fik Magnus Bøttker kæmpet sig frem til en fin mulighed efter bandespil i højresiden, men afslutningen var for bred. Bøttker var i det hele taget flittig og bød sig rigtig godt til.

I det 81. minut var Tonni Adamsen igen tæt på, da han var lige ved at møde et godt Lukas Engel-indlæg, men VFF-keeperen nåede at afværge centringen. Og efter 88 minutter var det så igen Magnus Bøttker, der nærmede sig en scoring med et godt venstrebensskud fra kanten af feltet.

Men ind ville bolden ikke, og dermed blev det ved de 1-2 efter en kamp, hvor første halvlegs voldsomme sammenstød prægede billedet.

Træningskamp, lørdag den 21. januar 2023 kl. 13.00 på JYSK park
Silkeborg IF – Vendsyssel FF 1-2 (0-2)
Mål: 0-1 Lucas Jensen (16), 0-2 Emil Arendrup (42), 1-2 Tonni Adamsen (63)

Gult kort: Tiemoko Konate

SIF: Oscar Hedvall (11: Aske Andresen), Oliver Sonne (46: Anders Dahl), Robin Østrøm (46:André Calisir), Tobias Salquist (11: Alexander Busch), Lukas Klitten (46: Lukas Engel), Andreas Oggesen (46: Pelle Mattsson), Anders Klynge (46: Robert Gojani), Stefán Teitur Thórdarson (46: Daniel Haarbo, Kasper Kusk (67: Magnus Bøttker), Mads Kaalund (67: Simon Ryberg), Alexander Lind (46: Tonni Adamsen).

Dommer: Jacob Rasmussen

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Mandag d. 25.11. kl. 19.00
Scroll til toppen