17. april 2023

Nederlag mod stærke FCN-hold

FC Nordsjællands U-drenge var for stor en mundfuld for tre SIF-hold i weekenden. U13 stod for lyspunktet mod Brabrand.

SIF U19 – FCN 0-5 (0-3)

– Vi var bagud med 0-3 efter 20 min., og de brændte ovenikøbet et straffe i samme periode. Vi trak os lidt derefter for at sætte en prop i. I 2. halvleg fokuserede vi på at holde strukturen på vores hold og ikke overlade for meget rum til dem. Det lykkedes til dels, men de scorede alligevel to mål, siger U19-træner Jesper Mikkelsen og fortsætter.

– Stor respekt for en dygtig modstander, men jeg må også erkende, at det ikke var den rigtige strategi at forsøge at gå højt i presset. Her var vi for uafstemte, og de mange løbedueller og 1v1 dueller kunne vi ikke magte. Et skuffende resultat, men endnu mere skuffende præstation, hvor vi ikke formåede at hjælpe hinanden uden bolden, og var langt fra det normale niveau med bolden, siger Jesper Mikkelsen.

SIF U17- FCN 3-4 (0-1)

Målscorer: Lasse Abildgaard x 3

– En U17-kamp på virkeligt højt niveau, hvor begge hold gerne ville og kunne spille fodbold. Der var nogle flotte mål og der var spænding til det sidste. Desværre var det FCN, som fik de tre point med hjem, siger U17-træner Kim Leth Andersen og fortsætter.

– Vores høje pres fungerende rigtigt fint, hvor de havde svært ved at spille ind centralt på os. Vores boldomgang i opbygning, var til tider, virkeligt flot at se på, hvor FCN havde svært ved at presse os. Drengene var gode til positioner sig i forhold til hinanden.

– Der var bare to vigtige dele i spillet i dag, som gjorde at vi ikke fik tre point. Vores afslutninger var til tider uskarpe og vi skal være bedre positioner ved indlæg i feltet. Derudover så var vores forsvarsspil, for dårligt. Vi havde svært ved at håndtere deres dybdeløb mellem back og stopper, siger U17-træneren.

SIF U15 – FCN: 0-3 (0-2)

– Vi fik en dårlig start og var allerede bagud efter ét minut. Vi bøvlede lidt med at finde vej gennem deres pres, og det var først halvvejs i 1. halvleg, at vi skabte gode chancer og havde et par gode perioder på deres halvdel. Vi indkasserede igen kort før pausen på et hjørnespark imod, siger U15-træner Peter Ager Kristensen og konkluderer.

– I 2. halvleg gik vi højere i pres, og jeg synes generelt, vi spillede med mere energi. Vi manglede lidt individuel kvalitet på den sidste del af banen, og det blev ofte ved tilløb til chancer. Vi holdt FCN fra chancer frem til slutminutterne, hvor de lukkede til 3-0. Det var et fair resultat. Vi var for dårligt afstemt i for mange faser af spillet, og jeg synes desværre, vi forfalder til individuelle aktioner i stedet for at holde os til det, vi er dygtige til, for når vi dyrker de gode relationer, så sætter vi rigtigt gode angreb sammen.

Brabrand IF – SIF U13: 2-10 (2-4)

Målscorere: Kristian Bloch x 4, Victor Tang x 2, Villads Mikkelsen x 2, George Shokri og Alexander Hansen.

Vi fik scoret efter 3 min. og kom faktisk til en del store chancer. Men vi lukkede to relativt “dumme” mål ind, som gjorde, at vi ikke helt kunne trække fra de første 20 min. Vi havde svært ved at løse deres mand/mand pres og havde svært ved at komme op til næste med bolden. Så det blev en omgang “underlig” fodbold de første 20 min. Men efter lidt indskiftninger og taktiske observationer, så fik vi mere styr på vores opbygningsspil og kom mere på bolden op gennem banen, siger U13-cheftræner Nick Hansen.

– Vi fik sat spillet på deres banehalvdel ret markant i 2. halvleg og fik dem presset i bund. Dette udløste en masse småspil i små rum og 1 mod 1 aktioner som gjorde, at vi kom til mange chancer. Vi tog en god sejr med hjem, men også en masse læring i at spille vores spil og ikke begynde at “sjuske” med spillet, men gå op i detaljen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen