5. juli 2018

Mikkel Cramer indstiller karrieren

Mikkel Cramer indstiller karrieren

En knæskade stopper Mikkel Cramers fodbold-karriere. SIF og Cramer har indgået en aftale om ansættelse i klubbens sundhedssektor.

Mikkel Cramer har spillet sin sidste kamp som professionel fodboldspiller. Den 26-årige SIF-back har været tvunget til at træffe den hårde beslutning på grund af en knæskade.

– Det er jo en beslutning, der har presset sig på over længere tid, så selv om jeg gerne ville have fortsat med at spille fodbold, er jeg afklaret med, at det nu er slut. Jeg har givet det den chance, jeg kunne. Smerterne er imidlertid blevet ved med at vende tilbage, og da jeg gerne vil beholde et funktionsdygtigt knæ resten af livet, er der ikke andre mulige beslutninger, siger Mikkel Cramer om situationen.

Et vrid i knæet
Den karrierestoppende skade opstod i pokalkampen mod Kjellerup 19. september i fjor på JYSK park – en kamp der med SIF-sejren på 6-0 blev første skridt mod pokalfinalen Kr. Himmelfartsdag i år. Kort før pausen fik Mikkel Cramer et vrid i det ene knæ, og han måtte lade sig udskifte. Det blev Cramers sidste kamp på SIF’s førstehold. Skaden krævede operation og en langvarig genoptræning.

– Allerede da skaden opstod, kunne jeg mærke, at det ikke var godt. Lægen, der opererede mig, gjorde det også klart, at der var risiko for, at jeg måtte stoppe. Men jeg prøvede til og forsøgte at komme tilbage. Men hele tiden har det været fra yderpol til yderpol. Efter en god træning har jeg tænkt: “Yes.” Og dagen efter er det måske gået dårligt – og så var det “Åh nej” igen. Jeg har derfor erkendt, at der er for mange smerter og problemer til, at det er holdbart at fortsætte, fortæller Mikkel Cramer, der med stregen i sandet ikke kan lade være med at føle en smule lettelse.

En lille lettelse
– Faktisk har jeg det overraskende godt med, at jeg nu har truffet beslutningen. Jeg har jo kendt risikoen gennem hele forløbet, og beslutningen er modnet over tid. Så det er en lille lettelse, at der nu er en afklaring, siger Mikkel Cramer.

Selv om Mikkel Cramer har spillet sin sidste professionelle fodboldkamp, er han ikke tabt for SIF. Cramer og klubben har indgået en aftale, hvor den nu tidligere fodboldprof overgår til en funktion i klubbens sundhedsstab. Ud over sin erfaring fra den professionelle karriere har Mikkel Cramer også teoretisk viden på området, idet han læser Idræt på Aarhus Universitet.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen