Fodbold-sæsonerne ude i Europa er slut. Tre prominente ex-SIF’ere besøger tidligere holdkammerater på JYSK park.
Robert Skov var forbi mandag, tirsdag kiggede Mads Emil Madsen ind og til kampen onsdag mod FC Fredericia har Frederik Alves Ibsen meldt sin ankomst. De europæiske ligaer er gået på sommerpause, og det giver tidligere SIF’ere lejlighed til at kigge forbi og hilse på deres tidligere holdkammerater i SIF.
Mads Emil Madsen er kommet hjem fra østrigske LASK Linz, hvor han lørdag spillede fuld tid på den centrale midtbanen i sæsonens sidste kamp mod Rapid Wien. Mads Emil Madsens østrigske klub sluttede på fjerdepladsen, hvilket var en skuffelse i forhold til målsætningen om en andenplads, og for Mads Emil Madsen har det også været en lærerig sæson med personlige op- og nedture.
– Træneren har været lidt presset i den sidste del af sæsonen, og det har betydet at han har satset meget på spillere fra toppen af hierarkiet, fortæller Mads Emil Madsen under sit besøg på JYSK park.
Selv om den tidligere SIF’er fik fuld tid i den sidste kamp, har det ikke været kutyme i den sidste del af sæsonen, hvor det mest er blevet til kortere indhop. Mads Emil Madsen er noteret for 32 kampe i alt (liga, pokal og Europa League) i sin første sæson i Østrig.
Robert Skov kiggede forbi mandag og hilste på efter at han sluttede sæsonen med Hoffenheim i den tyske Bundesliga lørdag med en 2-1 sejr over Hertha Berlin. Robert Skovs klub sluttede på 11. pladsen. Robert Skov forventes senere i dag, tirsdag, at blive udtaget til det danske A-landsholds EM-trup. Den offentliggøres ved en tv-transmitteret begivenhed tirsdag aften og sendes på TV3+.
Endelig er Frederik Alves Ibsen hjemme fra West Ham i London, hvortil han skiftede ved årsskiftet. Han kommer og ser kampen onsdag mod FC Fredericia. Alves har været på bænken i Premier League flere gange, men har stadig sin debut til gode. Han har derfor spillet kampe på klubbens U23-hold, hvor det er blevet til 12 optrædener i foråret. Frederik Alves er ligesom SIF’s Rasmus Carstensen udtaget til U21-landsholdets EM-kvartfinale mod Tyskland i næste uge.
Kom til sæsonens sidste kamp og vær med til at hylde SIF’s nye superligaspillere. Køb billet her.