2. juli 2021

Masser af fysik i 0-0 kamp i Horsens

Det blev aldrig en kamp for feinschmeckere, da SIF fredag eftermiddag spillede 0-0 mod AC Horsens i sommerens anden testkamp.

Der var langt til den målfest, SIF diskede op med i Vejle i tirsdags, da Kent Nielsens mandskab fredag var på besøg nogle få kilometer nordligere i Horsens. Superliganedrykkerne fra fængselsbyen har ry for at spille ærlig og enkel fodbold tilsat masser af fysik, og det prægede en kamp, hvor SIF aldrig for alvor fandt pladsene mellem kæderne og vejen frem til scorings-mulighederne, og derfor endte det meget passende 0-0.

Knald på nærkampene
Kampen blev indledt med fysik og knald på nærkampene, og SIF var farligst med sit flade spil op gennem banen. Første store chance i opgøret skulle man dog 20 minutter hen for at finde, da Mads Kaalund løftede en bold op ad SIF’s venstre-side, hvor Gustav Dahl var spurtet i position. SIF-backen kom alene med Matej Delac i Horsens-målet, men den kroatiske målmand gik godt ud og fik tacklet Gustav Dahl i skudøjeblikket.

Hjemmeholdets farligste – og eneste – forsøg indenfor den første halve time var et langskud lige forbi af David Kruse.

Halvlegens største chance havde hjemmeholdets Lirim Qamili på et hovedstød efter indlæg fra Jonas Gemmer. Nicolai Larsen i SIF-målet fik lige akkurat finger-neglene på bolden og dermed afværget pause-føring til Horsens.

Udskiftninger i pausen
Kent Nielsen foretog fem planlagte udskiftninger i pausen uden at den spillemæssige rytme for alvor indfandt sig. Horsens’ 3-4-3/5-2-3 formation gjorde det vanskeligt for SIF’erne at spille bolden op gennem de gule kæder, og da boldtempoet samtidig var til at overskue, blev det en uskøn affære.

Chancer var der heller ikke mange af, den største efter pausen stod der Horsens på, da Stan van Bladeren blokerede et godt skud fra Agust Hlynsson.

Næste test for SIF er lørdag 10. juli kl. 11.00, hvor Hvidovre besøger JYSK park.

Kampen i tal:
Testkamp, fredag 2. juli 2021 kl. 14.00 på CASA Arena i Horsens
AC Horsens – Silkeborg IF (0-0)
Advarsler: David Kruse, AC Horsens.
AC Horsens (3-4-3) Matej Delac – James Gomez, Alexander Ludwig, Malthe Kiilerich – Agust Hlynsson, David Kruse, Jonas Gemmer, Thomas Santos – Lirim Qamili, Muamer Brajanac, Casper Tengstedt.
Silkeborg IF (4-3-2-1): Nicolai Larsen (46.: Stan van Bladeren)– Rasmus Carstensen (61.: Oliver Sonne), Alexander Busch (46.: Tobias Salquist), Joel Felix, Gustav Dahl (75.: Oscar Fuglsang)– Andreas Oggesen (46.: Stefán Teitur Thórdarson), Mark Brink (51.: Pelle Mattsson), Mads Kaalund (46.: Anders Klynge)– Sebastian Jørgensen (61.: Nicklas Røjkjær), Nicolai Vallys (75.: Anders Dahl) – Wessam Abou Ali (46.: Alexander Lind).

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen