27. april 2015

Ligaens bedste stadionpølser i Silkeborg

Ligaens bedste stadionpølser i Silkeborg

Ambassadør-interview: Musikeren Peter Sommer har mange barndomsminder fra Silkeborg Stadion – og i dag kommer han på Mascot Park for at se fodbold sammen med sin søn.

Selv om sangeren og sangskriveren Peter Sommer er født og opvokset i Skanderborg har han mange minder om Silkeborg og SIF. Den 40-årige musiker er aktuel med sit samarbejde med en anden SIF-ambassadør, Simon Kvamm, i De eneste to, der for kort tid siden gav koncert i JYSK MUSIKTEATER og igen dukker op i Silkeborg til Nye Hede Rytmer den sidste weekend i maj.

Peter Sommer brød som solist igennem i 2004 med debut-albummet På den anden side, hvor sangen Valby Bakke blev hans første hit. Karakteristisk for Sommers sangtekster leger han med ord og ordspil i sin nærmest fortællende sange. Solo har Peter Sommer udgivet fire album, senest Alt forladt fra 2013.

I 2010 dannede Sommer og Kvamm duoen De eneste to, og i fjor udgav de deres andet album sammen, Dobbeltliv. Fra debut-albummet i 2010 huskes især sangene Morten og Jeg har ikke lyst til at dø, mens ep’en året efter gav Danmark sangene Østjylland Dreaming og Den lige vej. Fra Dobbeltliv er Sult og Skrig det til træerne de mest kendte.

Som nybagt SIF-ambassadør har vi bedt Peter Sommer sætte ord på sit forhold til SIF og Silkeborg:

Hvad betyder SIF og Silkeborg for dig?
For mig er SIF og Silkeborg Østjyllands perle. Og jeg elsker Østjylland!

Hvilke oplevelser i relation til SIF er dine bedste?
Jeg har været en del på stadion med min søn Ivan, og udover at vi begge elsker fodbold… ja, så er de legendariske stadionpølser hvad jeg vil vurdere som ligaens bedste. Det er altid rart at se Brøndby få smæk på Silkeborg Stadion. Tilsvarende var det mærkeligt at se Herfølge hæve trofæet i Silkeborg…

Hvilke oplevelser i relation til byen Silkeborg er dine største?
Som lille dreng var jeg med til noget firmaidræt omkring stadion, hvor min fars firma Silkeborg Bogtryk, kæmpede brave kampe. Når man som jeg var bidt af en gal fodboldhest, var bare det at være tæt på stadion magisk. Jeg tror vi sneg os ind på banen en gang imellem for at snuse lidt til det. Og så var der året, hvor SIF var i næstbedste række, som man kaldte Dynamit ligaen eller sådan noget (2. Division Dynamit – red.). Store kampe! I kraft af min fars virksomhed og virke i Silkeborg har jeg kørt en del rundt med varer i den smukke smukke by. Min søn er født der. Så jo… mange relationer.

Hvilken SIF-spiller er din favorit, hvis du kan vælge frit siden oprykningen til 1. division i 1987?
Hvis man kan vælge frit og ud fra et dybt personligt synspunkt må det blive Heine Fernandez, der jo havde en del rock and roll over sig. Derudover Jens Overgaard, som jeg kender, da hans far Niels havde trykkeri sammen med min far. Så Jens og jeg har samlet en del tryksager og spillet meget fodbold sammen.

I øvrigt mener jeg…
at Silkeborgs ungdomsarbejde imponerer. Jeg har hørt en del fra trænerne i Ry SK, hvor jeg selv har trænet børn, om det høje niveau.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen