26. juli 2024

Larsen: ’Det bliver intenst i Aalborg’

Nicolai Larsen forventer en svær kamp og kulisse i Aalborg, hvor SIF søndag skal rejse sig efter nederlaget i Molde.

Søndag eftermiddag skal Silkeborg IF tilbage på sporet efter nederlaget torsdag aften mod Molde FK i Europa League-kvalifikationen.

Det skal gå ud over AaB, der tager imod SIF på Aalborg Portland Park kl. 16.00 søndag.

AaB indledte sæsonen i 3F Superligaen mod FC Nordsjælland med et 3-0 nederlag i Farum, men det resultat var ikke helt retvisende, hvis man spørger SIF-anfører Nicolai Larsen.

– Jeg synes, AaB’s præstation var noget bedre i deres sæsonpremiere, end resultatet indikerer. Vi tager også til Nordjylland med vished om, at det bliver en utrolig svær kamp for os. AaB har mange gode individualister, og det bliver med garanti en intens atmosfære på Aalborg Portland Park, hvor der er mange mennesker, der har glædet sig til at se AaB i 3F Superligaen igen, siger Nicolai Larsen.

AaB spiller nemlig sin første hjemmekamp i 3F Superligaen efter oprykningen fra NordicBet Ligaen i den seneste sæson.

Nicolai Larsen medgiver, at det er lidt mere usikkert, hvad AaB kommer med efter et enkelt år i den næstbedste række og et forholdsvist nyt ejerskab, men både Kent Nielsen og resten af SIF-holdet skal nok være 100 procent klar til opgaven i Nordjylland søndag eftermiddag.

– Vi kom hjem fra Molde natten til fredag og har trænet på JYSK park til eftermiddag og begyndt forberedelserne til AaB-kampen. På kort tid er der sket meget i AaB, der har en ny træner, ny stil og flere nye spillere, men vi har selvfølgelig stadig en rigtig god idé om, hvad de kommer med, selv om der sker meget i klubben, siger Nicolai Larsen og kommer nærmere ind på SIF’ernes egen indledning på sæsonen.

– Jeg synes, vi leverede en fin og professionel præstation mod Sønderjyske i premieren, men vi var desværre ikke gode nok mod Molde torsdag aften. Vi skal løfte præstationen markant mod AaB, men det er jeg også sikker på, vi kan. Vi kommer ud for at tage de tre point i Aalborg på søndag, siger Nicolai Larsen.

Læs alt om udebaneturen her.

Og få købt din billet til vores næste to hjemmekampe mod Molde FK og Viborg FF her: Silkeborg IF billet og sæsonkortsalg

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 28.07. kl. 16.00
Scroll til toppen