29. august 2013

Kusk-show sænkede Silkeborg

SIF er færdig i DBU Pokalen efter 0-2 nederlag torsdag aften til et AaB-mandskab, der var hurtigere i tanke og handling – og havde Kasper Kusk.

Der bliver ikke mere pokalfodbold for Silkeborg IF i denne omgang. Torsdagens 2. rundekamp mod AaB på Mascot Park blev tabt 0-2, og det var svært at indvende noget imod det resultat. I det meste af kampen havde nordjyderne kontrol over begivenhederne, og så havde de i Kasper Kusk den profil, der var kampafgørende. Hans vendinger med bolden, giftige skud med venstrebenet og ryk op midt i banen gjorde især i 1. halvleg ondt på hjemmeholdet.

Silkeborg indledte påpasseligt, med grundighed i defensiven og omhyggelig angrebsopbygning. Egentlig farligt blev det først i det 10. minut, da Daniel A. Pedersen tog en solotur fra egen banehalvdel, afdriblede en AaB’er udenfor det nordjyske felt og forsøgte sig med et skud, der dog blev blokeret til hjørnespark.

Da havde AaB ikke været i nærheden af SIF-målet og var kun noteret for et enkelt halvforkølet skud af Kasper Risgård. Men så tog Kasper Kusk kampen i egne hænder. Det unge stjernefrø satte med et enkelt træk tre SIF-forsvarere skakmat og svingede venstrebenet. Klask sagde det, og bolden sneg sig op ad den ene opstander og i nettet uden chance for Kasper Jensen i SIF-målet. 1-0 til gæsterne, og pludselig lignede kampen noget, man havde set før i de seneste to SIF-hjemmekampe.

Flinta begik straffespark
Kasper Kusk var ikke færdig med sit soloshow. Fem minutter senere ramte bolden Dennis Flintas strakte arm på et hjørnespark, og dommer Michael Tykgaard kunne kun gøre én ting: pege på 11-meterpletten. Og det var herfra, at Kusk satte endnu et aftryk med en usvigelig sikker straffesparksscoring til 2-0 føring.

Kusk fik én chance mere, men med det kolde højreben skød han langt over efter fint forarbejde af Henrik Dalsgaard i højre side.

SIF var ikke uden chancer for reducering og var egentlig godt med i kampen. Blot savnedes der effektivitet i AaBs felt. Størst chance tilfaldt Morten Beck, men han måtte på Jeppe Illums fine indlæg se sit gode flugtforsøg tæt under mål blive reddet med en fornem redning af Nicolai Larsen.

To gange Christian på banen
Efter pausen var det SIF der kom bedst ud af omklædningsrummet, og kun en fæl afbrænder af Morten Beck to minutter inde i halvlegen forhindrede en reducering. Jeppe Illum trak sig fri i højre side og spillede fladt ind i feltet til en fri Beck, men han gik for dybt i bolden og måtte se sit skud gå over mål. Herefter åd AaB sig tilbage i kampen og gjorde det svært for hjemmeholdet.

Cheftræner Jesper Sørensen forsøgte at vende kampens udvikling med en dobbelt indskiftning af Christian Holst og Christian Sørensen i det 57. minut til fordel for Daniel A. Pedersen og Jeppe Illum, men tendensen i de følgende minutter var fortsat, at de boldsikre og kvikt spillende nordjyder var mest nærgående uden dog at komme til de helt åbne målchancer.

Et halvhjertet skudforsøg af Jesper Bech efter 65 minutter var det tætteste, SIF kom på reduceringsmålet. I stedet var det tæt på 3-0 i det 71. minut, da Søren Frederiksen slap fri og kun havde Kasper Jensen at passere, men med en formidabel refleks forhindrede SIF-keeperen en definitiv afgørelse på kampen. Chancen opstod i en fase af kampen, hvor hjemmeholdet forsøgte at lægge et pres på nordjyderne uden at det dog blev farligt. I stedet lukrerede AaBerne på de hurtige omstillinger, der opstod når SIF-presset blev brudt.

SIF-tilhængerne kårede keeper Kasper Jensen som kampens SIFer.

Næste opgave for de røde er allerede søndag eftermiddag i Gladsaxe, hvor AB er modstanderen i NordicBetligaen. Næste hjemmekamp er mod Fredericia søndag den 15. september kl. 14.30.

Kampen i tal:
DBU Pokalen, 2. runde, Mascot Park torsdag den 29. august 2013:
SIF-AaB 0-2 (0-2)
Mål: 0-1 Kasper Kusk (20.), 0-2 Kasper Kusk (st., 26.),
Advarsler: Dennis Flinta, Jesper Bech, Silkeborg
Tilskuere: 1.396

Silkeborg IF (4-2-3-1): Kasper Jensen – Dennis Flinta, Sune Kiilerich, Jesper Mikkelsen, Ari Mohr Jónsson – Frank Hansen, Daniel A. Pedersen (57.: Christian Sørensen)- Jeppe Illum (57.: Christian Holst), Jesper Bech (77.: Bjarni Vidarsson), Emil Scheel – Morten Beck.

AaB (4-4-2): Nicolaj Larsen – Henrik Dalsgaard, Rasmus Thelander, Lasse Nielsen, Jakob Ahlmann – Kasper Kusk (82.: Andreas Bruhn), Kasper Risgård  ( 72.: Nicolaj Thomsen), Thomas Augustinussen, Mathias Wichmann – Søren Frederiksen, Lukas Spalvis (69.: Anders K. Jacobsen).

Dommer: Michael Tykgaard.

Mål

  • 0-1 Kasper Kusk (20.)
  • 0-2 Kasper Kusk (st.
  • 26.)

Advarsler

  • Dennis Flinta
  • Jesper Bech
  • Silkeborg

Silkeborg IF (4-2-3-1)

  • Kasper Jensen – Dennis Flinta
  • Sune Kiilerich
  • Jesper Mikkelsen
  • Ari Mohr Jónsson – Frank Hansen
  • Daniel A. Pedersen (57.: Christian Sørensen)- Jeppe Illum (57.: Christian Holst)
  • Jesper Bech (77.: Bjarni Vidarsson)
  • Emil Scheel – Morten Beck.

AaB (4-4-2)

  • Nicolaj Larsen – Henrik Dalsgaard
  • Rasmus Thelander
  • Lasse Nielsen
  • Jakob Ahlmann – Kasper Kusk (82.: Andreas Bruhn)
  • Kasper Risgård ( 72.: Nicolaj Thomsen)
  • Thomas Augustinussen
  • Mathias Wichmann – Søren Frederiksen
  • Lukas Spalvis (69.: Anders K. Jacobsen).
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen