15. september 2010

Kort proces i pokalen

Kaimar Saag stod for oplægget til 1-0 og scorede selv til 2-0 og 5-0, da SIF onsdag aften sikrede sig avancement i pokalturneringen med en 5-0 sejr på udebane mod B.93. Debutanten Simon Skibsted kom også på tavlen.

Silkeborg IF mødte onsdag aften 2. divisions-holdet B.93 i tredje runde af Ekstra Bladet Cup.

Billetten hertil blev sikret den 25. august i Vejle, hvor SIF vandt med 4-2 efter forlænget spilletid – B.93 kvalificerede sig til tredje runde af Ekstra Bladet Cup ved at vinde 2-0 over Tuse IF i anden runde.

Cheftræner Troels Bech havde valgt tre ændringer i startopstillingen i forhold til lørdagens 2-2er i Parken – Thomas Hansen startede inde på venstre back, Jim Larsen i centerforsvaret og Christian Holst erstattede Jesper Bech i den hængende angriberrolle.

Det gav en startopstilling med Lasse Heinze i målet bag et forsvar bestående af Dennis Flinta, Jim Larsen, Thorbjørn Holst Rasmussen og Thomas Hansen, mens midtbanen blev udgjort af Martin Svensson, anfører Martin Ørnskov, Frank Hansen og Christopher Poulsen. Helt fremme lå Christian Holst og Kaimar Saag.

Hurtigste mål nogensinde?
Kampen var knap fløjtet i gang, før Silkeborg IF bragte sig i front på kampens absolut første angreb.

Der var således kun spillet 11 sekunder (!) og foretaget fire rød-hvide boldberøringer, før Kaimar Saag på genial vis med hælen spillede Christian Holst fri i feltet – og med en bragende ydersideafslutning gjorde Holst det til 1-0 for Silkeborg IF!

Vanvittig start – og måske det hurtigste mål i moderne dansk topfodbold? Undertegnede er desværre ikke i besiddelse af en statistik for pokalturneringen, men det hurtigste Superliga-mål nogensinde blev scoret efter 15 sekunder i 1995, da Vejles Eduard Demenkovets scorede for Vejle mod Brøndby.

Saag til 2-0!
Bare fem minutter senere var det nær blevet 2-0, da Kaimar Saag stak af sted og rundede B.93-keeper Jakob Thomsen, men vinklen blev for spids – og chancen løb ud i sandet.

Men efter 12 minutter scorede Saag så SIFs andet mål, da han flot med hovedet snittede et indlæg fra venstresiden i nettet – og dermed scorede for anden kamp i træk.

Pragtfuld indledning på kampen!

God dynamik
SIF fastholdt et massivt tryk på det sagesløse hjemmehold, der i hvert fald i kampens indledning var stødt ind i massiv overmagt i alle spillets facetter.

Der var god dynamik på SIF-holdet og fin idérigdom i opspillene. B.93 var i store problemer og viste ikke meget – selv om hjemmeholdet efterhånden fandt en lille smule bedre ind i spillet og for første gang lykkedes med lidt præcision i pasningerne.

Alligevel var det fortsat SIF, der kom frem til chancerne, og i det 23. minut var Martin Ørnskov tæt på at heade et hjørnespark i kassen – men bolden strøg lige over.

Jim skadet – Skibsted debutant
Første reelle B.93-afslutning faldt i det 27. minut, da den udmærkede kantspiller Emil Dyre trykkede af fra distancen. Bolden tog sig et godt Jabulani-svæv forårsaget af den kraftige vind – men røg et stykke over mål.

Langt tættere på kom Martin Svensson i det 30. minut, da han afdriblede et par modstandere og sparkede på mål med højrebenet, men Jakob Thomsen fik reddet.

Banen på Østerbro Stadion var i tiptop stand og indbød til godt pasningsspil, hvilket begge hold forsøgte. B.93 fik for alvor vist tænder i det 33. minut, da Emil Dyre efter en god solotur på venstrekanten trak ind i feltet og trykkede af – men måtte se sit knaldhårde spark prelle af på stolpen.

Minuttet efter måtte Jim Larsen desværre humpe fra banen med en skade, da han vrikkede om på ankelen – de kommende dage må vise omfanget.

Det medførte en større rokade på SIF-holdet, hvor Christopher Poulsen rykkede ned på venstre back, Thomas Hansen ind i centerforsvaret – og ind på venstrekanten fik vi debutanten Simon Skibsted.

Midt i forvirringen opstod endnu en god B.93-chance, da Emil Dyre igen-igen-igen kom til afslutning med et godt skud – som Lasse Heinze dog vippede over med en stor redning.

I den anden ende fik Martin Svensson prøvet lykken uden held – og vi var nu i en fase, hvor SIF havde lukket hjemmeholdet unødvendigt meget ind i kampen.

Skibsted på stolpen
Det blæste og blæste, og selv bandereklamer og løbebane-udstyr fløj ind på banen med et ordentligt sus i det 40. minut. Således måtte Dennis Flinta bide i græsset, da en monteringsbande fra løbebanen fløj ind i ham.

Simon Skibsted kom med tre minutter til pausen frem til en rigtig god chance, da han løb i dybden og modtog bolden på en friløber – og passerede Jakob Thomsen med sin afslutning, der dog måtte teste målstolpens holdbarhed, før den røg i spil igen.

Ærgerligt, at vi ikke i denne omgang fik et debut-mål af den dynamiske og arbejdsomme Skibsted, som faldt fint ind på holdet.

Debutmål af Skibsted!
Anden halvleg begyndte lidt løst, og vi skulle således frem til det 54. minut, før halvlegens første chance opstod. Det skete, da Martin Svensson fandt Christian Holst i venstresiden af feltet – men Jakob Thomsen reddede på fornem vis og forhindrede Holst-scoring nummer to i kampen.

Kort efter var Svensson selv i afslutterens rolle, da et angreb orkestreret af Simon Skibsted og Frank Hansen endte hos SIFs nummer 22, der dog overplacerede sit skud.

Men efter præcis en times spil blev det 3-0 til Silkeborg IF, da endnu et fint angreb via Frank Hansens gode indlæg mødte Simon Skibsteds pande og strøg i nettet.

Så fik han altså sin debutscoring, den blot 18-årige Skibsted – og mon ikke den scoring ville pifte det sidste luft ud af hjemmeholdet?

Svensson til 4-0!
Det så sådan ud, for allerede i det 67. minut blafrede B.93s netmasker igen – to minutter efter, at Thomas Bælum havde erstattet Dennis Flinta på højre back.

Christian Holst fandt med en fremragende stikning ind i feltet Martin Svensson, der køligt udplacerede Jakob Thomsen – og så stod der 4-0 til Silkeborg IF!

Det blev en af Svensson sidste aktioner, for kort efter blev han erstattet af Rajko Lekic. Christian Holst overtog herefter i højresiden, mens Lekic indfandt sig i front.

Saag til 5-0!
SIF kontrollerede i fin stil begivenhederne og lod bolden gøre arbejdet på det regntunge og ekstremt blæsende Østerbro Stadion.

B.93 havde forståeligt nok svært ved at finde motivationen, mens SIF stadig kom frem til gode muligheder.

Således også i det 85. minut, hvor Rajko Lekic sendte en hammer af en flugter snert forbi fra en spids vinkel.

Lekic leverede i det 88. minut en række pragtfulde detaljer, hvorefter han fandt Martin Ørnskov bagest i feltet. Ørnskov hamfrede bolden på stolpen – hvorefter Kaimar Saag fulgte op med sit andet mål i kampen: 5-0 til suveræne SIF!

Mere nåede vi ikke – fornem  indsats af Silkeborg IF.

Med sejren sikrer Silkeborg IF sig – som det første hold i turneringen – adgangsbillet til fjerde runde af Ekstra Bladet Cup. De øvrige kampe i runden afvikles i næste midtuge, hvorefter der trækkes lod fredag den 24. september.

Mål

  • 0-1 Christian Holst (1)
  • 0-2 Kaimar Saag (12)
  • 0-3 Simon Skibsted (60)
  • 0-4 Martin Svensson (67)
  • 0-5 Kaimar Saag (88).

Advarsel

  • Mads Nielsen

SIF

  • Lasse Heinze
  • Dennis Flinta (65: Thomas Bælum)
  • Thorbjørn Holst Rasmussen
  • Jim Larsen (34: Simon Skibsted)
  • Thomas Hansen
  • Martin Svensson (73: Rajko Lekic)
  • Frank Hansen
  • Martin Ørnskov
  • Christopher Poulsen
  • Christian Holst
  • Kaimar Saag.

B.93

  • Jakob Thomsen
  • Heino Hansen
  • Mads Nielsen
  • Martin Heisterberg
  • Thomas Høegh
  • Sadulla Elezi (70: Mads Heisterberg)
  • Dragan Bakovic (70: Danny Mirabel)
  • Mourad El-Bariaki (76: Geert Baunsgaard)
  • Emil Dyre
  • Mohammed Ali
  • Henrik Lyngsø Olsen.
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Mandag d. 25.11. kl. 19.00
Scroll til toppen