SIFs sidste testkamp inden sæsonstarten blev afviklet i stegende hede på et flot græstæppe på HSVs store træningsanlæg – lige ved siden af deres imponerende hjemmebane, Volksparkstadion.
Trods store chancer til gæsterne fra SIF lykkedes det ikke at få bolden over stregen i mandagens testkamp i Hamborg. Til gengæld måtte HSV have hjælp af Rasmus Carstensen til sejren, da højrebacken lige efter pausen begik straffe mod tyskernes store angriber, Bakery Jatta, der selv eksekverede til 1-0.
På besøg hos en storklub
Det ses med det samme ved ankomsten til Volksparkstadion, at det er en storklub, vi gæster, selv om HSV ikke i øjeblikket spiller i Bundesligaen, og der er masser af personale og officials, der guider på plads, selv om det “kun” er en testkamp. Der blev ikke overladt noget til tilfældighederne, da de mange journalister og fotografer fik anvist deres – meget begrænsede – plads.
De fysisk større tyske spillere sætter kampen i gang, og desværre bliver der efter bare et par minutters spil sat en tackling ind på Stefán Teitur Thórdarson, der må udgå med et skadet knæ, og tiden må vises, hvor slemt eller godt, det står til. Islændingen blev erstattet af Andreas Oggesen. Senere i kampen fik Alexander Lind en albue på hagen og måtte på sidelinjen syes med to sting, men kom ind igen, da det var klaret.
Flere angreb fra begge sider
Mens Teitur stadig er udenfor til behandling, og SIF dermed er en mand i undertal, bliver der alligevel etableret angreb, og gæsterne er farlige foran HSVs mål, men det hele ender med hjørnespark. Både Carstensen og Kaalund forsøger sig, men uden held.
Efter et kvarters spil synes HSV et øjeblik lidt presset, men får etableret modangreb, hvor Nicolai Larsen i målet må redde et godt skud til hjørne. Omkring den halve time spillet fik SIF sat flere gode ting i gang. Mads Kaalund får blokeret et skud på stregen, og efterfølgende sætter Lind to mand, men skyder desværre ved siden af.
Rasmus Carstensen laver efter 40 minutter kampens indtil da bedste detalje, da han i eget felt tager bolden ned med brystet og går uimodståeligt igennem til frit skud tæt på tyskernes straffesparkfelt. Her bliver der så sat en tysk nødbremse ind, og til Carstensens store frustration dømmer dommeren frispark uden yderligere konsekvens for tyskeren. I en “almindelig” kamp havde den aktion vist udløst et rødt kort.
Også Alexander Lind fik lavet en fin aktion, da han tæt foran mål lavede et flyvende hovedstød, som desværre ikke gav bonus. Ud fra chancernes fordeling i de første 45 minutter kunne SIF godt have fortjent at gå til pausen med en føring.
Straffespark lige efter pausen
Cheftræner Kent Nielsen foretog ingen udskiftninger til 2. halvleg, der kun var et par minutter gammel, da Carstensen kom i en direkte løbeduel med hjemmeholdets fysisk stærke Jatta, og da de to duellanter nåede ind i feltet, fik SIFs højreback nedlagt sin modstander, så dommeren måtte pege på pletten. Bakery Jatta skød selv og placerede bolden i nettet uden chance for Nicolai Larsen, der i øvrigt dirigerede godt med både sit forsvar og spillerne længere oppe på banen.
Tyskerne scorer igen, men annulleres for offside
Efter godt en times spil opstod så situationen med Alexander Linds skade, der holdt ham ude af spillet i flere minutter, så med kun 10 mand på banen var Kaalund med nede og hjælpe til i forsvaret med bl.a. en god clearing med hovedet – med efterfølgende ros fra Nicolai Larsen! I den modsatte ende forsøgte Vallys med et godt skud, der blev blokeret.
Stadig med Lind uden for banen fik HSV scoret til 2-0, men heldigvis for SIF vinkede linjedommeren for offside.
Stor chance for udligning
Lige som i 1. halvleg fik Lind også i de sidste 45 minutter en stor mulighed for at score, men til stort uheld for den unge angriber endte forsøget på stolpen og gik til hjørnespark.
Med knapt et kvarter tilbage af kampen blev Lind skiftet ud til fordel for Nicklas Røjkjær, og Vallys blev sat i front – desværre ikke med lige så stort held som senest mod Hvidovre.
Dog må det siges, at set over hele kampen blev det til en god udfordring for SIFerne, der formåede at spille næsten lige op mod et stærkt tysk hold. Og med lidt held var det også blevet til mindst et uafgjort resultat. Chancerne var der.
Kampen i tal:
Testkamp, mandag 12. juli 2021 kl. 11.00 i Hamborg på HSVs træningsanlæg.
Hamburger Sportsverein – Silkeborg IF 1-0 (0-0)
Mål: 1-0 (47. str.: Bakery Jatta)
Silkeborg IF: Nicolai Larsen, Rasmus Carstensen (77: Oliver Sonne), Joel Felix, Tobias Salquist (62: André Calisir), Gustav Dahl, Stefán Teitur Thórdarson (7: Andreas Oggesen (62: Anders Klynge), Mark Brink, Mads Kaalund, Sebastian Jørgensen (77: Pelle Matsson), Nicolai Vallys, Alexander Lind (77: Nicklas Røjkjær).