19. september 2017

Georgisk pokalaften på JYSK park

Der blev sat en kraftigt georgisk fodaftryk på SIF’s pokalsejr tirsdag aften på JYSK park. Det kommunale opgør på en regnfuld aften mellem superligastorebror SIF og Kjellerup fra 2. division endte 6-0 til SIF foran 1.078 tilskuere, og dermed bookede SIF pladsen i 3. runde af DBU Pokalen. Med to mål var nytilkomne Mate Vatsadze i hopla, og med to oplæg og ét mål viste Davit Skhirtladze også, at han ville være med i de georgiske løjer. Jeppe Okkels indledte SIF-festen med sit første mål på SIF’s bedste hold og indskiftede Gustaf Nilsson sluttede den med to mål.

Peter Sørensen havde valgt en alternativ opstilling, og flere af de normale stamspillere havde fået fri til kampen. Et ganske potent hold havde SIF-manageren dog sat sammen, og planen var at lægge et højt pres på 2. divisionsholdet fra dommer Mads-Kristoffer Kristoffersens første fløjt.

Det var imidlertid Kjellerup, der havde kampens første chance. Lasse Møberg stod fri foran Thomas Nørgaards mål på et indlæg fra SIF’s venstre side – men hans skud fik ikke ordentlig kraft, og så kunne SIF-keeperen gribe sikkert.

SIF’s første chance tilfaldt Robert Skov, der ved bagste stolpe kastede sig efter et godt, fladt indlæg fra Mikkel Cramer, men måtte se bolden gå lige forbi stolpen til målspark. Robert Skov stod også fadder til næste nærgående SIF-forsøg i det 14. minut, da han sendte en drilsk frisparksbold afsted i højre side, men måtte se bolden gå lige forbi fjerneste opstander.

Efter en jævnbyrdig indledning, hvor Kjellerup bød godt ind, overtog SIF mere og mere kampen. Det kastede også tilbud af sig, der burde have givet tidlig føring. Mate Vatsadze havde således et nærgående hovedstødsforsøg på indlæg fra Sammy Skytte, og en serie hjørnespark skabte optræk til flere farlige situationer foran Benjamin Schuberts mål.

Klassemål af Okkels
Det tiltagende SIF-overtag udmøntede sig i en scoring midtvejs i halvlegen, og hvilken ét. Jeppe Okkels modtog bolden udenfor feltet, snød en Kjellerup-forsvarer og trak ind i feltet, hvor han fra en halvspids vinkel sendte bolden forbi Benjamin Schubert. Flot mål af den unge U19 landsholdsspiller, der dermed scorede sit første førsteholdsmål i SIF.

Robert Skov bød fortsat ind med farlige skudforsøg – igen i det 32. minut sneg et trademark-skud fra kantspilleren sig lige forbi fjerneste opstander, og i den anden ende udfordrede Tobias Salquist sin keeper med en bryst-tilbagelægning, som Thomas Nørgaard måtte smide sig for at få fat i.

To tilbud til Diaby
Nørgaard måtte minuttet efter igen ud i fuld længde, da et SIF-boldtab midt på banen gav Kjellerup en kontra-chance. SIF-keeperen sikrede sig bolden for næsen af Lasse Møberg. Det var som om SIF slap speederen et nøk efter føringsmålet, og så slap dominansen op. To store chancer til Kjellerups mørke angriber, Ibrahim Diaby, kastede det af sig, og SIF kunne bestemt ikke være utilfredse med fortsat at være foran.

De nærgående Kjellerup-forsøg vakte igen SIF til live, og på en forbilledlig omstilling blev det 2-0. Robert Skov driblede sig fri i højre side og fandt Davit Skhirtladze i modsatte side. Georgieren centrede ind foran til sin landsmand Mate Vatsadze, der med sit andet mål i lige så mange kampe for SIF gjorde det til 2-0.

Nogen stor halvleg havde SIF ikke leveret, men alligevel vist den glimtvis klasse, der berettigede føringen.

Mere georgisk opvisning
I pausen skiftede Peter Sørensen Mikkel Cramer ud og satte Simon Jakobsen ind i det centrale forsvar, hvilket gav Tobias Salquist chancen som venstre back. SIF satte sig på 2. halvleg fra start, og blot to minutter henne var det igen georgisk samarbejde, der førte til mål. Igen var Davit Skhirtladze oplægger til Mate Vatsadze, der denne gang elegant løftede bolden over Benjamin Schubert til 3-0.

Og knapt var måltavlen skiftet, før det stod 4-0, igen med en georgisk sidste-fod på bolden. Robert Skov brød igennem på en hurtig omstilling og lagde bolden på tværs til en fri Skhirtladze, der med endnu et georgisk løft over Schubert sikrede 4-0 føring.

Svensk kasse på Skovs oplæg
Kort efter erstattede Gustaf Nilsson to-målsskytten Mate Vatsadze, og svenskeren bød straks ind med mål til 5-0. Robert Skov lagde igen op, så lange Nilsson blot skulle sætte indersiden på bolden tæt under mål. Da var der knapt spillet en time, og enhver spænding om udfaldet var forlængst forduftet.

Derfor var der nærmest tale om overlegenhed i superliga-klasse, at Gustaf Nielsen med et hårdt, præcist spark kunne øge til 6-0 med sit andet mål. Da var der spillet godt en time, og Kjellerup lignede en flok trætte fyraftens-fodboldspillere.

SIF møder Hellerup IK i tredje runde af DBU Pokalen. Den kamp spilles allerede næste onsdag kl. 18.30 på Gentofte Stadion. SIF drager allerede lørdag over Storebælt og møder FC København i Parken kl. 18.00 i 10. runde af Alka Superligaen.

Kampen i tal:
DBU Pokalen, 2. runde, tirsdag den 19. september 2017 kl. 19.00 på JYSK park:
Kjellerup IF – Silkeborg IF 0-6 (0-2)
Mål: 0-1 Jeppe Okkels (23.), 0-2 Mate Vatsadze (40.), 0-3 Mate Vatsadze (47.), 0-4 Davit Skhirtladze, 0-5 Gustaf Nilsson (57.), 0-6 Gustaf Nilsson (67.)
Advarsler: Lasse Andersen, Kjellerup
Tilskuere: 1.078
Kjellerup IF (4-4-2): Benjamin Schubert – Lasse Dahl, Jesper Nielsen, Lasse Andersen (70.: Thomas Røll), Kenneth Nielsen – Mathias Gertsen, Malthe Dahl Overgaard, Patryk Pietras, Sebastian Denius Nielsen (77.: Simon Vetter) – Ibrahim Diaby, Lasse Møberg (68.: Kristoffer Lind) .
Cheftræner: Jonas Dal Andersen
Silkeborg IF (4-4-2): Thomas Nørgaard – Mikkel Vendelbo, Jeppe Gertsen, Tobias Salqust, Mikkel Cramer (46.: Simon Jakobsen) – Robert Skov(65.: Stephan Petersen), Casper Sloth, Sammy Skytte, Jeppe Okkels – Davit Skhirtladze, Mate Vatsadze (51.: Gustaf Nilsson).
Manager: Peter Sørensen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen