27. september 2019

Kent Nielsen inden FCK: En fed udfordring

Kent Nielsen inden FCK: En fed udfordring

Der venter SIF en hård opgave, når holdet lørdag aften møder FC København i Telia Parken. 

Det er formentlig sæsonens sværeste udebanekamp som venter, når SIF-holdet lørdag aften skal forsøge at tage point fra de forsvarende danske mestre fra FC København.

– Det bliver en fed udfordring. Der er flere i truppen, som ikke har spillet derinde før, så de glæder sig til det. Uanset hvor hårdt man har det som fodboldspiller, så er det sådan nogle udfordringer som den i morgen, at man søger, fortæller Kent Nielsen, som hele 37 gange har stået overfor FC København som træner.

Kampen i København kommer ovenpå en svær periode for Silkeborg IF, som senest i søndags tabte med 3-2 til Lyngby, efter holdet ellers havde været foran.

– Det var en trup, som var hårdt ramt efter i søndags. Vi følte ikke, at vi var så langt fra at kunne have fået point. Og vi er jo forbandet over, at vi indkasserede tre mål igen, så det har fyldt en del i starten af ugen. Kunsten er dog at få ny energi, få rettet fokus ind på den næste kamp, og så skal vi i trænerteamet vise dem vejen. Og jeg må sige, at slutningen på ugen har været fin, lyder fra cheftræneren, som stadig jagter den første sejr i 3F Superligaen med SIF-mandskabet.

– Vi har en enorm respekt for vores modstander. Men er vi bange? Nej. Men vi ved, at vi skal spille op til vores bedste, vi skal have en god målmand, og så skal vi have en smule held, hvis vi skal have noget med fra København, fortæller SIF-cheftræneren.

Sidst SIF vandt i Parken var tilbage i sæsonen 2005/06, da holdet i sidste spillerunde foran 38.084 tilskuere vandt med 3-2. Dengang var en ung Dennis Flinta i startopstillingen for SIF. Se highlights fra kampen i videoen øverst.

Kampen spilles kl. 17.00 i Telia Parken. Hvis du ikke har mulighed for at se kampen på stadion, så kan du følge opgøret på TV3+.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen