7. marts 2021

Kent N.: Ikke en af vores bedste dage

Kent Nielsen var glad for de tre point og for defensiv afklarethed i SIF-spillet, men SIF-træneren erkendte også, at søndagens HB Køge-kamp ikke var på topniveau. 

SIF sled med at få spillet til at fungere i de fleste af de 90 minutter i søndagens kamp mod HB Køge, men at det alligevel blev til en sejr på 2-0 kunne cheftræner Kent Nielsen sagtens finde glæde i, selv om han erkendte, at præstationen langt fra var blandt de bedste, han har set fra sit mandskab.

– Vi talte i vinterpausen om at have respekt for Viborg og Esbjerg, der er hold, der evner at vinde, selv om de ikke har en af deres bedste dage. I dag kunne vi ikke være tilfredse med det offensive spil, vi leverede, men alligevel er HB Køge ikke i nærheden af at vinde. På dage, hvor spillet ikke flyder mod en modstander, der er godt organiseret, skal man spille afklaret og koncentreret, når man forsvarer sig, så man ikke taber på en dum fejl. Det evnede vi i dag, slog Kent Nielsen fast og understregede dermed, at SIF mod HB Køge havde tilegnet sig samme evne som topkonkurrenterne: At vinde på en mindre god dag.

Sejren blev skabt i små glimt af klasse, da Tobias Salquist med et hovedstødsmål og Nicklas Helenius med et herligt langskud afgjorde tingene til SIF’s fordel.

– Det er jo det, man håber på sådan en dag. Et øjebliks kvalitet. Det var der ved 1-0 – og i særdeleshed ved 2-0, der i særklasse var Helenius’ bedste aktion i kampen, sagde Kent Nielsen og konkluderede:

– Vi er glade for de tre point og vi er tilfredse med den defensive indsats. Men spillet med bolden kan vi ikke være tilfredse med. Vi vidste, det ville blive vanskeligt, men selv om HB Køge var velorganiseret og gjorde det vanskeligt for os, synes jeg at det er fortjent, vi vinder.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen