Oprykningskampen er afgjort, og det giver onsdagens topkamp i Viborg en helt anden dimension, mener SIF-træner Kent Nielsen.
– Anderledes!
Sådan lyder Kent Nielsens korte svar på et spørgsmål om hans syn på onsdagens kamp mod Viborg. Det er et top-opgør, rækkens to bedste hold i en klassisk konfrontation.
Men efter mandagens afgørelse på oprykningskampen, står onsdagens opgør i et helt nyt lys. Anderledes.
– Fra dag 1, da vi mødtes efter sommerferien, har vi haft et klart mål at arbejde efter. Det har vi gjort uge ud og uge ind. Kamp efter kamp. Vores perspektiv har hele tiden rakt til næste kamp. Det har været vores fokus, og det har vi været gode til at fastholde, forklarer Kent Nielsen.
– Men nu er situationen en anden. Vi har nået sæsonens mål om oprykning, men samtidig skal vi spille en kamp onsdag aften. Og efter det følger yderligere tre. Her skal vi finde ny motivation. Og det tror jeg faktisk, at vi vil være gode til at lykkes med. Spillerne har tidligere bevist, at de finder stor motivation i at spille godt. Det skal motivere os i resten af sæsonen. Desuden går vi efter førstepladsen. Vi vil finde glæde i at være gode, siger Kent Nielsen.
– Men det bliver anderledes, tilføjer han.
Kampen spilles onsdag kl. 19.00 på Viborg Energi og sendes direkte på TV3 Sport med optakt fra kl. 18.30. Der er ikke adgang for SIF-fans grundet corona-protokollerne.