27. juni 2018

Kent M: Gammelby-salg var historisk

Kent M: Gammelby-salg var historisk

Ved et sponsorarrangement tirsdag middag forklarede SIF-direktør Kent Madsen bevæggrundene for dispositionerne på spillerfronten hen over det seneste halve år.

75 sponsorer var til frokostmøde på JYSK park tirsdag middag. I forbindelse med testkampen mod Vendsyssel havde SIF inviteret klubbens sponsorer på en bid brød og en statusmelding efter nedrykningen. På mødet forklarede Kent Madsen om bevæggrundene for nogle af dispositionerne på spillerfronten gennem det seneste halve år, og han afslørede, at salget af Jens Martin Gammelby til Brøndby var historisk.

– Jeg kan i denne lukkede kreds afløre, at Jens Martin Gammelby’s transfer til Brøndby er det bedste salg nogensinde i SIF. Og det skulle være sådan. Vi havde aftalt med Jens Martin, at hvis det rigtige tilbud kom, kunne han gå, sagde Kent Madsen.

Forkert timing?
Salget blev offentliggjort lige inden de to play-off kampe mod Esbjerg, som SIF endte med at tabe samlet og dermed rykke ned. Kent Madsen erkendte, at der kan stilles spørgsmål til timingen.

– Var timingen forkert? Det kunne godt være, men vi får jo aldrig svaret. Sagen er, at vi er en børsnoteret virksomhed og dermed forpligtet til at orientere markedet, i det øjeblik en aftale af denne størrelse bliver lavet. Vi kunne jo også have valgt at vente med at indgå aftalen til efter Esbjerg-kampene. Men som Jens Martin selv sagde: Hvad nu hvis jeg bliver skadet? Skulle vi spille med en højre back, der ikke ville turde gå ind i nærkampene af frygt for en skade, der ville risikere at ødelægge hans drøm. Nej. Det var grunden til, at vi gjorde aftalen færdig inden Esbjerg-kampene, sagde Kent Madsen.

Åben kommunikation
SIF-direktøren gennemgik også på salget af Robert Skov i vinterpausen, hvor SIF erstattede tabet med køb af Vladimir Rodic i Randers, og så var der naturligvis Sammy Skyttes skifte til FC Midtjylland, der kaldte på en kommentar.

– Vi valgte at være helt åbne i vores kommunikation, for det er ingen hemmelighed, at vi helst havde beholdt Sammy. Men han havde en klausul i sin aftale, så han kunne gå for 500.000 euro i tilfælde af nedrykning. I den situation er det en illusion at tro, at sådan en klausul kan holdes hemmelig, så da Claus Steinein (direktør i FC Midtjylland – red.) ringede og bød prisen, havde vi ikke noget valg, sagde Kent Madsen og slog samtidig fast, at det ikke er intentionen, at der skal sælges flere spillere i sommerens transfervindue.

– Jeg håber ikke, at vi kommer til at lave flere salg. Der er ikke andre spillere med klausuler som den, Sammy havde, så hvis det sker, skal det være fordi, vi kan se fornuft i det. Og skulle der være et par af vore spillere, der har lyst til at være et andet sted end i 1. division, så må de se at komme over det.

Angriber og midtstopper
– I forhold til nye spillere går vi efter at hente en angriber. Og med tilgangen af Svenn Crone skulle det egentlig være det. Men mandag fik jeg meldingen om, at et af vore unge talenter, Jeppe Gertsen, desværre er ude i længere tid med en korsbåndsskade i knæet. Det skete i testkampen i lørdags i Randers, og der venter nu Jeppe en langvarig pause. Det betyder, at vi nok også må ud og se os om efter en midtstopper, sagde Kent Madsen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen