9. april 2011

Ulven pelset af Silkeborg IF

Kollektivet sejrede endnu en gang, og Christian Holst blev hele byens helt, da han et kvarter før tid scorede det afgørende mål, da Silkeborg IF lørdag besejrede FCM på Silkeborg Stadion med 1-0, efter en neglebider.

Silkeborg IF kunne lørdag eftermiddag byde velkommen til det, der må betegnes som de bedste rammer for afviklingen af en fodboldkamp i Danmarks bedste række, Superligaen! En skyfri himmel, et flot grønt tæppe på banen og tilskuere i forårshumør – jo, Silkeborg havde gjort klar til kamp mod FCM.

Cheftræner Troels Bech havde valgt en startformation med følgende spillere:

På mål Lasse Heinze bag et genkendeligt forsvar bestående af Dennis Flinta og Christopher Poulsen på backpladserne, og Simon Jakobsen med Thorbjørn Holst Rasmussen i midterforsvaret. Den solide midtbane havde Martin Svensson og anfører Henrik "Tømrer" Pedersen på kanterne, mens Frank Hansen og nu skadesfrie Jesper Bech var at finde centralt. Foran dem kreatøren Christian Holst og helt fremme målfarlige Kaimar Saag.

Forsigtig start på kampen
Gæsterne fra FCM indledte kampen i et roligt og afventende tempo; måske i erkendelse af, at Silkeborg IF havde en aldeles offensiv startformation, og med en skrøbelig defensiv i tankerne fra sidste kamp, var det måske forståeligt nok at afvente frem for at angribe. Der var nu heller ikke meget tordenskrald over hjemmeholdet de første par minutter, hvor et par lange fremlægninger og et højt forsvar var indgangsvinklen.

Vi skulle således knap ti minutter ind i kampen, før den første chance tilfaldt – og det til gæsterne. Et indkast tæt på feltet blev forlænget af Kristian Bak, og bolden strøg ned til en helt fri Sylvester Igboun – men angriberen fik overplaceret sit forsøg og Silkeborg IF slap derfor med skrækken.

Spillet var nogenlunde ligeligt fordelt på begge mandskabs fødder det første kvarter, og der blev spillet med kvikke pasninger, mens holdene langsomt fik flere spillere med frem på banen. SIFerne havde både to hjørnespark og et frisparksindlæg, der dog alle savnede den giftighed, der ellers var kalkuleret med før kampen.

Gæsterne igen farlige
Kampens næste chance tilfaldt også FCM, og ligeledes også efter et indkast der blev forlænget. Gæsterne samlede den løse bold op, og fik afsluttet forbi alle mand, før den ramte ydersiden af stolpen. To indkast og to chancer, så nu måtte hjemmeholdet da være advaret.

Den gode optakt til kampen blev ikke forløst af tilsvarende godt spil fra hjemmeholdets side. Der var således hverken pomp eller pragt i en længere periode, hvor gæsterne satte dagsordenen.

Så skete der dog noget! SIFernes tredje hjørnespark blev mødt af Christopher Poulsen, der fik frit lejde til at heade – og bolden blev uden for stolpen mødt af en rygvendt Henrik "Tømrer" Pedersen, der desværre viftede bolden forbi mål. Det var hjemmeholdets første alvorlige trussel, og det skete altså efter knap 24 minutter.

Jesper Bech med en god afslutning
Det var måske signalet til større selvtillid hos SIFerne. Martin Svensson udfordrede på kanten, sugede to spillere til sig og spillede videre til Jesper Bech, der fra kanten af feltet drejede bolden mod den fjerneste stolpe – men Jonas Lössl fik lige akkurat handskerne på og gav hjørnespark. Glimrende aktion fra hjemmeholdet!

Martin Svensson var nu begyndt at røre på sig, og fik trykket af fra distancen – og kort efter var han med i et godt kombinationsspil på kanten. Jo, Silkeborg IFs offensive kort begyndte nu at lade våbnene i en kamp, der så småt fik mere frihed og mod i sig.

Der gik nu længe inden vi så noget til FCM, der var blevet holdt godt stangen midt på banen. Men så lige pludseligt fik Sylvester Igboun igen vist sin farlighed. Angriberen udnyttede et meget passivt forsvar og hamrede bolden på stolpen – og igen var heldet med hjemmeholdet.

Ændringer i pausen
Der måtte skete noget på den centrale midtbane til anden halvleg, så muligvis derfor blev anfører Henrik "Tømrer" Pedersen taget ud til fordel for Jesper Mikkelsen, der indtrådte på den centrale midtbane. Christian Holst blev således rykket til venstre – og Frank Hansen overtog anførerbindet.

Det gav en rigtig god start for SIFerne! Først havde Martin Svensson en stor mulighed på en kontra, men chancen løb ud i sandet. Kort efter blev Christopher Poulsen bremset på det yderste af straffesparksfeltet. Det efterfølgende frispark blev desværre ikke konverteret til mål på Jesper Mikkelsens hovedstød, men en rigtig god start på anden halvleg!

Men som minutterne tikkede på stadionuret, begyndte svedperlerne på panden langsomt at snige sig frem. Gæsterne virkede alt for giftige og målhungrende, og der blev flere og flere lige ved og næsten-chancer, mens antallet af hjørne- og frispark steg lidt for hurtigt.

Trofast publikum
Til en dejlig rytme og til velkendte toner, begyndte det antalsmæssigt flotte hjemmepublikum nu at gjalde SIFerne ind i kampen. Dette på et tidspunkt, hvor meget lidt fungerede for hjemmeholdet, i hvert fald offensivt. Defensiven så nu fornuftig ud, selvom chancetallet var i gæsternes favør.

Det var måske mere på midtbanen, at placeringshullerne kunne findes. De mange vævre offensivspillere fyldte ikke meget i hverken presset eller i dimensioner, og da FCM samtidigt var dygtige til at holde bolden i bevægelse, blev der langt for SIFerne.

Det var derfor også småt med chancer til hjemmeholdet. Jesper Bech kunne efter 74 minutter fyre en rigtig god kanon af med højrebenet, dog uden mål til følge.

Christian Holst til 1-0!!
Men så lige pludselig dukkede en korthåret dansk-færing så op! En klasseaflevering af Frank Hansen røg igennem forsvaret til en helt fri Christian Holst, der med et drømmehug sendte læderet i nettet til formidabel SIF-føring på 1-0 efter 75 minutter! Sikke en scoring – måske affødt af et hjemmepublikum, der gav den hele armen!

Jesper Mikkelsen fandt endnu en gang kollegaen Christian Holst, der måske denne gang kunne have haft gavn af lidt længere hår eller højere springstyrke. Havde han kommet lidt højere op, kunne han i helt fri position have snittet bolden i kassen.

Jesper Bech skadet
I samme situation blev Jesper Bech desværre skadet og måtte kort efter lade sig udskifte med Thomas Hansen, der i lighed med kampen i Brøndby gik ind på højre midtbane.

Nu begyndte angrebene så at rulle ned mod gæsternes mål, som meget symbolsk blev presset fra begge sider, da hjemmepublikummet nu sang til mere end et stort fem-tal.

Der var stadig nervøse trækninger at spore, idet FCM pure nægtede at give op. Som et modtræk blev Christian Holst skiftet ud med unge Jeppe Illum, måske som et forsøg på at lukke kampen med en smart kontra.

Gæsterne kastede alt frem til sidst og forsøgte at lægge et stort pres på hjemmeholdets fort. Hele fire minutters unødvendig spænding blev annonceret. Pulsen var oppe, og pointene inden for rækkevidde. Martin Svensson og Jeppe Illum kørte rundt med tre FCM-spillere i frimærket til stor tilfredshed for publikum – mens tiden sneglede sig afsted.

Endelig lød dommerens slutfløjte, og således kunne Silkeborg IF endnu en gang vinde på Silkeborg Stadion – og dermed som det eneste hold i Superligaen kalde sig ubesejret i 2011!

Tak til publikum for fantastisk støtte! Kom så Silke, kom så Silke, kom så Silkeborg IF!!!

Næste opgave for Silkeborg IF bliver lørdag den 16. april på udebane mod Esbjerg FB.

 

Mål

  • 1-0 Christian Holst (75)

Advarsler

  • Christopher Poulsen

SIF

  • Lasse Heinze
  • Christopher Poulsen
  • Thorbjørn Holst Rasmussen
  • Simon Jakobsen
  • Dennis Flinta
  • Martin Svensson
  • Christian Holst (87: Jeppe Illum)
  • Frank Hansen
  • Jesper Bech (80: Thomas Hansen)
  • Kaimar Saag
  • Henrik “Tømrer” Pedersen (45: Jesper Mikkelsen)

FCM

  • Jonas Lössl
  • Kristijan Ipsa
  • Kristian Bak
  • Jesper Juelsgård
  • Martin Albrechtsen (77: Christian Sivebæk)
  • Izunna Uzochukwu
  • Rilwan Hassan (85: Danny Olsen)
  • Mikkel Thygesen
  • Jakob Poulsen
  • Jonas Borring (71: Ken Fagerberg)
  • Sylvester Igboun
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen