31. marts 2019

Top-underholdning i 4-2 sejr til SIF

Top-underholdning i 4-2 sejr til SIF

Det blev både målrigt og tempofyldt, da SIF søndag eftermiddag vandt 4-2 over HB Køge på JYSK park og dermed sørgede for at holde trit med toppen i NordicBet Ligaen. 

Mads Emil Madsen var med for første gang i dette forår efter en længere skadespause, og det fejrede han med sit første mål i SIF-trøjen. Dermed satte han et tydeligt fodaftryk i en underholdende kamp på JYSK park, der sluttede med sejr på 4-2 til SIF over HB Køge. Ronnie Schwartz gjorde sig også bemærket med to scoringer, mens Jeppe Okkels åbnede ballet med et mål tidligt i kampen. Dermed holder SIF trit med Viborg, der vandt i Lyngby, i toppen af NordicBet Ligaen.

Michael Hansen havde måttet foretage flere ændringer i sin startopstillingen siden seneste kamp i Lyngby. Ind kom Simon Jakobsen, Mads Emil Madsen var tilbage efter skade og sæsondebuterede, og unge Rasmus Carstensen fik chancen fra start efter sin senior-debut som indskifter 10 dage tidligere. Det betød at hele syv spillere i SIF’s start 11’er kunne kaldes SIF’s “egne,” opfostret i klubbens talentudviklings-system. Magnus Mattsson sad ude med en skade, og Mikkel Vendelbo måtte afsone karantæne.

SIF styrede spillet
Fra første fløjt var kampbilledet tydeligt. HB Køge stod lavt og lod SIF have initiativet. Første chance kom til hjemmeholdet i det 6. minut, da Mads Emil Madsen erobrede bolden langt oppe på HB Køges banehalvdel og sendte den fladt ind foran mål. Først Ronnie Schwartz og dernæst Jeppe Okkels fik chancen for at afslutte, men begge kiksede.

I det 10 minut blev Marc Rochester revet omkuld i et godt gennembrud mod gæsternes mål og fik frispark lige udenfor feltet. Anders Hagelskjær tog sig af det, men sparkede i den sjællandske mur.

Okkels til 1-0
SIF viste således farlighed i indledningen, og den gode periode blev da også kronet med et mål. I det 13. minut trak Jeppe Okkels ind i banen fra sin position i venstre side med bolden på fødderne og sparkede fladt mod mål nogle meter udenfor feltet. Bolden havde så meget fart, at Køge-keeper Andreas Hansen ikke nåede ned til den, så den kunne suse i mål til fortjent SIF-føring.

Kort efter fik Ronnie Schwartz en skudchance, men med et resolut spark sendte han bolden lige over mål fra nært hold. Da kunne det meget vel være blevet 2-0.

1-1 på straffespark og smuk SIF-føring
I stedet blev det 1-1. HB Køge fremtvang et par hjørnespark, og på det sidste af dem ville Valance Nambishi tackle Køge-angriber Martin Jensen. Bolden var dog ikke imellem, og så dømte dommer Chris Johansen straffespark. Martin Koch udnyttede den store chance sikkert. 1-1 efter 20 minutter.

SIF fortsatte med at have bolden mest, og HB Køge viste kun farlighed på de enkelte dødbolde, de fik undervejs. Der skulle imidlertid nogle nærmest guddommelige kombinationer til at låse gæsternes defensiv op. Det skete i det 33. minut, da tilbagevendte Mads Emil Madsen snoede sig igennem HB Køge-forsvaret, tog et par holdkammerater med som bande undervejs og sluttede i en position helt fri tæt under mål, hvor han kunne sende bolden ind til 2-1 føring tli SIF. Et ualmindeligt smukt mål. Og så var det Mads Emil’s første på SIF’s bedste hold.

Kold dukkert og Schwartz-scoring
SIF lagde også godt fra land efter pausen, og inden der var gået et minut, havde Jeppe Okkels haft hjemmeholdets første chance. Endnu et fladt skud, som gæsternes keeper, Andreas Hansen, dog nåede ned og fik fat i. I stedet løb HB Køge ned i den anden ende og udnyttede en svipser i SIF-forsvaret. En aflevering centralt ind i SIF-feltet fik lov at passere til en helt fri Martin Koch, der stille og roligt kunne vende sig og udligne. En iskold dukkert for SIF, der ellers så så ud til at have styr på kampen.

Hjemmeholdet svarede da også hurtigt igen – Ronnie Schwartz slog til med sin 14. liga-scoring for SIF blot fire minutter senere. Marc Rochester tog bolden godt til sig på kanten af feltet og sendte den ind til SIF-topscoreren tæt under mål. Schwartz svigtede ikke – SIF var igen i front.

Han fik chancen for at øge yderligere et kvarters tid senere.  SIF havde sat sig tungt på kampen, da Schwartz i to omgange kom på skudhold, men begge gange måtte se gæsternes målmand klare.

Schwartz igen på pletten
Han kunne dog ikke holdes tilbage, denne råkolde eftermiddag på JYSK park, Ronnie Schwartz. I det 78. minut dukkede han igen op tæt under mål og satte foden på bolden til SIF-føring på 4-2. Indskiftede Shkodran Maholli stod for oplægget, da han glimrende rev sig fri på venstrekanten og sendte bolden hårdt og fladt ind foran mål.

Målet afgjorde kampen – SIF vandt sin tredje sejr ud af lige så mange mulige i dette forår på JYSK park.

SIF spiller næste gang om en uge, søndag 7. april, på udebane i Roskilde. Næste hjemmekamp er torsdagen efter, hvor Næstved kommer på besøg på JYSK park.  Det er 11. april kl. 18.45, og billetter kan købes her.

Kampen i tal:
NordicBet Liga, 24. spillerunde, søndag 31. marts kl. 13.45 på JYSK park:
Silkeborg IF – HB Køge (2-1)
Mål: 1-0 Jeppe Okkels (13.), 1-1 Martin Koch (str., 21.), 2-1 Mads Emil Madsen (33.), 2-2 Martin Koch (48.), 3-2 Ronnie Schwartz (52.), 4-2 Ronnie Schwartz (78).
Advarsler: Jean Claude Bozga, HB Køge.
Tilskuere: 1.616
Silkeborg IF (4-2-3-1): Oscar Hedvall – Svenn Crone, Simon Jakobsen, Frederik Alves, Anders Hagelskjær – Valance Nambishi, Mads Emil Madsen (65.: Andreas Heimer) – Rasmus Carstensen (89.: Oliver Haurits), Marc Rochester (71.: Shkodran Maholli), Jeppe Okkels – Ronnie Schwartz.
Cheftræner: Michael Hansen
HB Køge (4-4-2): Andreas Hansen – Christian Enemark (79.: Ricki Olsen), Jean Claude Bozga, Antonio Rocco Romeo, Christian Overby – Martin Christensen (69.: Marius Jørgensen), Magnus Häuser, Magnus Wørts, Fredrick Opoku (54.: Mathias Høst) – Martin Koch, Martin Jensen.
Cheftræner: Morten Karlsen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen