10. marts 2013

SIF tog tomhændet fra Parken

Et flot frisparksmål fra Jesper Mikkelsen var ikke nok for SIF, der i dag tabte 3-1 til FCK i Parken. FCK var særdeles effektive, så trods fint spil fra SIF, kunne holdet ikke hamle op med københavnerne.

I superligaens 22. spillerunde gæstede Silkeborg IF nationalarenaen, hvor FC København tog imod. Viggo Jensen havde inden dagens kamp proklameret, at Silkeborg var kommet til Parken for at få point, selvom der på papiret var tale om en vanskelig opgave. Men trods en fornuftig start fra SIF, viste københavnerne sig at være nummeret for effektive. Effektiviteten sikrede FCK en 3-1 sejr. Et plaster på såret blev et fremragende frisparksmål fra Jesper Mikkelsen, men desværre blev det ikke til point i dagens kamp.
 
Rolig indledning
Kampen blev indledt i et roligt tempo, hvor ingen af de to hold tilspillede sig åbne chancer. Silkeborg var offensive og havde i kampens åbning konstant Marvin Pourié og Martin Svensson liggende fremme, selv i perioder hvor FCK var på bolden.  I det 15. minut kom Silkeborg til kampens første store chance, da Martin Svensson fyrede af fra distancen. Et drilsk skud, som FCK-keeper Johan Wiland måtte parere til hjørne. Et par minutter senere var det så FCKs tur til at være farlige, da Daniel Jensen blev spillet fri midt for Silkeborgs felt, men sendte sin afslutning et stykke forbi den ene målstolpe. Det var et aggressivt Silkeborg-mandskab, som hurtigt var over FCK-spillerne, så snart de var på bolden.
 
FCK i front
I det 28. minut modtog Nicolai Jørgensen en lang bold på venstresiden, bag om Silkeborgforsvaret, og hamrede resolut bolden ind bag Lasse Heinze i Silkeborg-målet. FC København var i front, men det fik ikke SIFerne til at miste modet. Der blev fortsat fightet på banen, selvom det efterhånden var FCK, der var mest på bolden. Med ti minutter til halvleg tog Lars Jacobsen turen på højrekanten og kunne være kommet til et uhindret indlæg, hvis ikke Christopher Poulsen havde sat en perfekt timet, glidende tackling ind og således fik sendt bolden til indkast. I det 38. minut fik FCK tilspillet sig et hjørnespark i højre side. Bolden blev sendt ind i feltet, hvor den til sidst endte hos Andreas Cornelius, der med en flad afslutning tæt under mål kunne sende FCK på 2-0. Ærgerligt for Silkeborg-mandskabet som ellers havde kæmpet flot. I 1. halvlegs sidste minutter fik Jeppe Illum sendt en afslutning over mål. Ligeledes var et hjørnespark fra Illum tæt på at give en stor chance i feltet.
 
FCK på bolden
2. halvleg var blot få minutter gammel, da Dennis Flinta var tæt på med et hovedstød, men afslutningen satte dog gang i et kontraangreb, som endte hos Cornelius, der helt umarkeret kunne heade bolden mod mål, men Heinze var klar i SIF-målet. Minuttet efter var Marvin Pourié på spil i FCKs felt, hvor han tvang Johan Wiland ud i en fornem redning, da målmanden fik vippet tyskerens forsøg til hjørne. I modsatte ende fik Kiilerich og Mikkelsen ryddet godt op. Ti minutter inde i 2. halvleg var Dennis Flinta tæt på at kunne dirigere bolden i mål efter et frispark. Herefter fik FCK lagt et massivt pres, hvor Lasse Heinze i flere omgange var mand for at holde spændingen inde i kampen. Silkeborg-keeperen diskede op med flotte redninger på stribe, men med et kvarter igen kunne han dog ikke holde FCK fra fadet længere og 3-0-scoringen blev en realitet. Andreas Cornelius brugte sin fysik og en flot vending til at sikre sig selv frit løb mod Silkeborgs mål. Her kunne han til slut sende bolden ind forbi en chanceløs Lasse Heinze; 3-0. 
Silkeborg på måltavlen
I det 80. minut var der frispark til SIF, og Jesper Mikkelsen var manden, som blev sat til at sparke. Det gjorde forsvarsspilleren særdeles flot, da han fikst sendte bolden over FCK-muren og op i det nærmeste målhjørne. En flot reducering og Mikkelsens tredje sæsonmål. Fere scoringer blev det desværre ikke til, og SIFerne måtte rejse fra Parken uden point.
 
Næste opgave for Silkeborg IF er i næste weekend, hvor holdet skal en tur til Randers.

Mål

  • 1-0: Nicolai Jørgensen (28.)
  • 2-0: Andreas Cornelius (39.)
  • 3-0
  • Andreas Cornelius (76.)
  • 3-1: Jesper Mikkelsen (80.).

Advarsler

  • Sune Kiilerich (22.)
  • Ragnar Sigurdsson (42.)
  • Daniel Jensen (56.)
  • Dennis Flinta (89.).

SIF

  • Lasse Heinze
  • Christopher Poulsen
  • Jesper Mikkelsen
  • Sune Kiilerich
  • Daniel A. Pedersen
  • Jeppe Illum
  • Dennis Flinta
  • Jesper Bech
  • Kasper Risgård
  • Marvin Pourié
  • Martin Svensson.

FCK

  • Johan Wiland
  • Lars Jacobsen
  • Kris Stadsgaard
  • Pierre Bengtsson
  • Claudemir
  • Christian Bolaños (85. Martin Vingaard)
  • Daniel Jensen
  • Ragnar Sigurdsson
  • Nicolai Jørgensen (85. Rurik Gislason)
  • Andreas Cornelius (80. Igor Vetokele)
  • Cesar Santin.
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Mandag d. 25.11. kl. 19.00
Scroll til toppen