26. april 2013

SIF tabte til Esbjerg

I en chancefattig kamp var det gæsterne fra Esbjerg, der var mest effektive. På et mål af Arnór Smárason vandt Esbjerg den tætte kamp 0-1, selvom Silkeborg fik lagt et godt pres i 2. halvleg.

Fredag aften havde Silkeborgs superligahold muligheden for at spille sig over nedrykningsstregen, men det krævede, at der kom point på kontoen mod de formstærke gæster fra Esbjerg. Silkeborg havde vundet de seneste to superligakampe på Mascot Park over henholdsvis FC København og AGF, og det kunne således blive alle gode gange tre for hjemmeholdet. Efter at have afsonet karantæne i sidste weekends kamp mod Brøndby, var Silkeborg-topscorer, Marvin Pourié, atter at finde i startopstillingen. Til gengæld måtte cheftræner, Viggo Jensen, se bort fra Jesper Bech, der var ude med karantæne.
 
Chancefattig indledning
Kampens indledning var meget chancefattig, trods Silkeborgs målfarlige offensiv med Marvin Pourié og Martin Svensson helt fremme og Christian Holst lige bag dem. I kampens første kvarter havde Esbjerg et par afslutninger udefra, først fra Martin Braithwaite og siden fra Peter Ankersen, men man skulle helt frem til det 18. minut, inden hjemmeholdet også fik vist tænder. Det gjorde de dog på fornem vis, da et langt indkast fra Martin Svensson blev forlænget ind i det lille felt, hvor Marvin Pourié dukkede op, og var tæt på at kunne sende bolden i nettet, men tyskerens hovedstød gik lige over mål. I minuttet efter var Pourié igen tæt på, da han blev spillet fri med ryggen mod mål, men angriberen fik ikke rigtig træf på bolden, da han drejede rundt om sig selv. 
Stilstand på midtbanen
Ingen af holdene formåede at sætte sig på kampen, og meget af spillet foregik på banens midte. Selvom Silkeborg ikke fik vist så meget i det offensive, holdt de dog Esbjerg fra fadet i modsatte ende. Med en halv time spillet begyndte Silkeborg dog at få lidt bedre styr på spillet, og i det 32. minut fik hjemmeholdet sat gang i en farlig kontra. Martin Svensson satte tempo på fra egen banehalvdel og prøvede til sidst at finde en fri Christian Holst på højrekanten, men Svenssons stikning fik desværre lidt for meget. Herefter var der ingen af holdene, som for alvor tog initiativet, før Peter Ankersen tog sagen i egen hånd, netop som de første 45 minutter løb ud på stadionuret. Ankersen tog en flot solotur fra egen banehalvdel, som endte med en stor chance til gæsterne, men Ankersens afslutning var ikke helt skarp nok, og heldet var med SIFerne.
 
Esbjerg i front
Anden halvleg var blot tre minutter gammel, da Martin Braithwaite blev spillet fri i dybden. Her fik han prikket bolden under en fremadstormende Gunnar Nielsen, og på stregen kunne Arnór Smárason følge op og sende bolden i et tomt mål til vestjysk føring. Få minutter senere var indskiftede Nicolaj Køhlert dog tæt på at udligne for hjemmeholdet, da han modtog bolden i Esbjergs felt efter et godt SIF-opspil, men afslutningen blev for upræcis. I det 57. minut trak en fri Martin Svensson til baglinjen til højre for Esbjergs mål. Herfra sendte han et fladt, hårdt indlæg i feltet. Flere Silkeborg-spillere var søgt ind i feltet, men desværre kom en Esbjerg-spiller først på bolden. Gæsterne overlod efter scoringen noget mere initiativ til Silkeborg, men det kom der ikke de helt store chancer ud af. Dennis Flinta fik dog en god mulighed med en hovedstød, og i det 71. minut fik Marvin Pourié sendt en farlig afslutning mod mål, men tyskerens skud blev pareret og gik til hjørne.
 
Intens afslutning
I kampens sidste kvarter var det Esbjerg, som var farligst. Ankersen-brødrene fortsatte med at kombinere godt på højrekanten, og også indskiftede Jesper Lange var med til at gøre gæsternes kontrastød farlige. Jesper Mikkelsen fik dog også vist sin sparketeknik frem, da han i det 76. minut sendte et farligt frispark tæt over mål. Silkeborg spillede bolden meget godt rundt, og fik lagt flere farlige bolde i feltet. Med fem minutter tilbage kom Daniel A. Pedersen med frem på højresiden, hvor han fikst lavede en tunnel på Esbjergs venstreback, inden han sendte en udmærket indlæg i feltet. Helt farlige blev SIF-afslutningerne dog ikke og det udlignende mål udeblev. Derfor måtte Silkeborg desværre gå fra banen uden point.

Mål

  • 0-1: Amór Smárason (48.)

Advarsler

  • Hans Henrik Andreasen (54.)
  • Jesper Mikkelsen (65.).

SIF

  • Gunnar Nielsen – Daniel A. Pedersen
  • Jesper Mikkelsen
  • Sune Kiilerich
  • Nicolaj Ritter – Frank Hansen (81. Daniel Flyger)
  • Dennis Flinta
  • Christian Holst (45. Nicolaj Køhlert)
  • Kasper Risgård – Marvin Pourié
  • Martin Svensson.

Esbjerg

  • Lukas Hradecky – Peter Ankersen
  • Kian Hansen
  • Davidson Drobo-Ampem
  • Jonas Knudsen – Jakob Ankersen
  • Magnus Lekven
  • Hans Henrik Andreasen (70. Steffen Ernemann)
  • Youssef Toutouh (65. Jesper Lange) – Arnór Smárason (87. Sebastian Andersen)
  • Martin Braithwaite.
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Mandag d. 25.11. kl. 19.00
Scroll til toppen