23. september 2014

SIF sikkert videre i DBU Pokalen

En overbevisende sejr på 7-0 tirsdag aften i Sønderborg bringer SIF videre i pokalturneringen. Tre mål af Jeppe Illum.

Der var ringriderpølser og pokalstemning på Alsie Express Park, som det lokale stadion i Sønderborg bliver kaldt, og der var lagt op til fest i grænselandet, da SIF besøgte den lokale danmariksserieklub FC Sønderborg i anden runde af DBU Pokalen. Men da kampen først gik i gang var der ingen nåde fra SIFernes side, og selv om Sønderborg gjorde et sympatisk indtryk som gæstgiver, lod SIFerne dem ikke slippe nådigt. 7-0 stod der på måltavlen, og dermed vandt SIFerne en aldeles sikker sejr, der samtidig var sæsonens første.

Undervejs scorede Jeppe Illum tre mål, Nicolaj Agger, der blev skiftet ind i 2. halvleg, fulgte op med to, mens både Emil Scheel – i åbent spil – og Morten Beck med sin første sæsonscoring også kom på måltavlen.

Cheftræner Jesper Sørensen havde blandet lidt rundt på kortene i forhold til seneste kamp mod Randers. Thomas Nørgaard fik 90 minutter i målet, og der var også fuld spilletid til Christian Sørensen, Morten Beck og Frans Dhia Putros, der ikke har optrådt i startopstillingen på det seneste.

Styrkeforholdet var tydeligt fra start, hvor SIF straks satte sig på kampen. Chancer var der dog ikke indledningen, men da der først kom hul på scoringsbylden gik det slag i slag. Efter 18 minutters spil måtte Sønderborgs målmand give hjørnespark på hovedstød fra Morten Beck, og på hjørnesparket fik Jeppe Illum lidt tilfældigt ram på bolden, så den smuttede i nettet til 1-0 føring.

Kampen afgjort inden pausen
35 minutter inde i kampen fyrede Emil Scheel et godt dykkende langskud af, der strøg under Emil Jensen i sønderjydernes mål, og kampen fandt sin definitive afgørelse i minuttet før pausen, da Jeppe Illum blev sat glimrende op af Daniel A. Pedersen og kunne dirigere bolden forbi Sønderborg-keeperen til 3-0.

SIF skal roses for ikke at slække på tempo og koncentration i de sidste 45 minutter, men tværtimod kværnede løs mod de mere og mere udmattede sønderjyske danmarksserie-spillere. På et tidspunkt i 2. halvleg mindede det mere om skydetelt end fodbold, da Emil Scheel ramte stangen og Nicolaj Agger underkanten af overliggeren.

Målene udeblev da heller ikke. Glimrende 1-2 spil langs græsset mellem Morten Beck og Jeppe Illum bragte sidstnævnte til scoring for tredje gang i kampen efter 51 minutter, og et hovedstød fra stående position efter hjørnespark bragte også indskiftede Nicolaj Agger på måltavlen efter en god times spil.

Morten Becks første sæsonscoring
6-0 blev det ved Morten Beck, der dermed kom på måltavlen for første gang i denne sæson. Tæt under mål kunne sidste sæsons topscorer nærmest løbe bolden i nettet. Festen blev afsluttet med endnu en Agger-scoring fem minutter før tid. Fra spids vinkel klinede Agger bolden op ad nærmeste stolpe, da Emil Jensen i Sønderborg-målet tog et skridt til den forkerte side.

Med sejren er SIF videre i DBU Pokalen og kan i tredje runde se frem til endnu en udekamp, idet lavest rangerende hold altid har hjemmebane i pokalturneringen, og Superligaklubberne ikke kan trække hinanden i tredje runde.

Kampen i tal:
DBU Pokalen, 2. runde, tirsdag den 23. september 2014 kl. 16.30 på Alsie Express Park:
FC Sønderborg-Silkeborg IF 0-7 (0-3)
Mål: 0-1 Jeppe Illum (19.), 0-2 Emil Scheel (36.), 0-3 Jeppe Illum (45.), 0-4 Jeppe Illum (51.), 0-5 Nicolaj Agger (63.), 0-6 Morten Beck (82.), 0-7 Nicolaj Agger (85.)
Tilskuere: 2.214
Silkeborg IF (3-5-2): Thomas Nørgaard – Jens Martin Gammelby, Thorbjørn Holst Rasmussen, Jesper Mikkelsen – Frans Dhia Putros, Christian Sørensen, Daniel A. Pedersen (53.: Nicolaj Køhlert), Emil Scheel (69.: Sune Kiilerich), Ari Mohr Jónsson (56.: Nicolaj Agger) – Morten Beck, Jeppe Illum.
Cheftræner Jesper Sørensen.

Mål

  • 0-1 Jeppe Illum (19.)
  • 0-2 Emil Scheel (36.)
  • 0-3 Jeppe Illum (45.)
  • 0-4 Jeppe Illum (51.)
  • 0-5 Nicolaj Agger (63.)
  • 0-6 Morten Beck (82.)
  • 0-7 Nicolaj Agger (85.)

Silkeborg IF (3-5-2)

  • Thomas Nørgaard – Jens Martin Gammelby
  • Thorbjørn Holst Rasmussen
  • Jesper Mikkelsen – Frans Dhia Putros
  • Christian Sørensen
  • Daniel A. Pedersen (53.: Nicolaj Køhlert)
  • Emil Scheel (69.: Sune Kiilerich)
  • Ari Mohr Jónsson (56.: Nicolaj Agger) – Morten Beck
  • Jeppe Illum. Cheftræner Jesper Sørensen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen