5. marts 2020

SIF sendt ud af Sydbank Pokalen efter drama

SIF sendt ud af Sydbank Pokalen efter drama

På en råkold aften i Horsens måtte der straffesparkskonkurrence til for at afgøre kvartfinalen mellem Horsens og SIF. Hjemmeholdet trak det længste strå efter drama – sejren blev på 9-8.

Hele 9 straffespark skulle der til for hvert hold, før afgørelsen i torsdagens kvartfinale i Sydbank Pokalen var afgjort. Efter 120 minutters fodbold og 18 straffespark sendte Horsens’ Peter Therkildsen bolden i nettet til 9-8 sejr, og dermed er SIF færdig i dette års udgave af pokalturneringen. Det var en ærgerlig exit efter en lang aften med dramatisk afslutning.

SIF sparede kun Kees Luijckx, mens Vegard Moberg måtte stå over efter at have fået en bold i hovedet ved den afsluttende træning dagen før. Ellers kom SIF med hele kavaleriet, og Horsens gjorde det samme. Det var to hold, der ville i Sydbank Pokalens semifinale.

Horsens havde bolden mest i indledningen og kom også frem til den første chance, da Ayo Okosun nåede forrest til et indlæg i duel med Frederik Alves. Hans hovedstød gik dog lige forbi. Kort efter fik Michael Lumb frit skud fra kanten af feltet, men Romo i SIF-målet parerede.

SIF’s første chance opstod på en hurtig omstillinger, og Jeppe Okkels’ rappe fødder bragte ham til en mulighed, men han blev blokeret i skudøjeblikket.

Tilfældighed førte til Horsens-føring
Som en konsekvens af Horsens’ spilovervægt var det ikke unaturligt, at Horsens kom foran midt i halvlegen. Det skete på en tilfældig opstået chance. I duel med Rune Frantsen kom Frederik Alves først på bolden og clearede den, men kun for at se den springe op i brystet på Hallur Hansson. Det blev til en brystaflevering til Rune Frantsen, der efter nærkampen var kommet foran Alves og derfra havde frit løb mod mål. Horsens-angriberen udplacerede Romo og bragte det gule hjemmehold foran 1-0.

SIF spillede ikke nogen stor 1. halvleg, og i pausen ændrede Kent Nielsen til 4-4-2 og skfitede Alexander Lind ind i angrebet som makker til Brumado. Det lykkedes at lægge spillet højere op, men der var stadig langt mellem SIF-chancerne. Jeppe Okkels hvade et skud lige forbi efter 56 minutter, men ellers blev det til en del spil ude foran hjemmeholdets straffesparksfelt uden at SIF kom til afslutninger.

Mads Emil udlignede
Det lignede en trist aften for SIF, selv om indskiftningen af Alexander Lind og formations-ændringen havde givet gæsterne mere struktur og aggresivitet, og med 20 minutter igen kom der da også nyt liv i kampen. Svenn Crone sendte en flad bold skråt bagud i feltet fra højre side, hvor Mads Emil Madsen dukkede op og tæt under mål, hvor han sendte bolden i nettet. 1-1, pokalhåbet var vakt til live hos de rødblusede.

I overtiden var Alexander Ludwig tæt på at afgøre kampen til Horsens’ fordel, da der efter et hjørnespark var ubalance i SIF-feltet. Rafael Romo fik sig dog kastet ned og pareret skuddet, så kampen måtte ud i to gange 15 minutters forlængelse.

I pausen inden forlængelsen skiftede Kent Nielsen Brumado for Emil Holten. SIF fik forlængelsens første chance, da Mads Emil Madsen fyrede af fra kanten af feltet. Matej Delac parerede, og Alexander Lind var egentlig klar på riposten, men gled i afslutningsøjeblikket og missede derved en stor chance. SIF virkede til at have mest overskud og kom også frem til enkelte muligheder. Rasmus Carstensen havde et skudforsøg over mål, og Alexander Lind var tæt på at komme fri til skud, men snublede i sin dribling. Den største chance tilfaldt Mads Emil Madsen på godt forarbejde af Emil Holten, men hans skud blev blokeret i det lille felt.

Horsens kom frem til en enkelt chance – et skudforsøg af Bjarke Jacobsen, hvor bolden gik lige forbi den ene opstander. Selv om Horsens pressede i de sidste minutter blev det ikke til mere, og kvartfinalen skulle afgøres på straffespark.

Kampen i tal:
Sydbank Pokalen, kvartfinale, torsdag 5. marts 2020 kl. 20.00 på CASA Arena i Horsens:
AC Horsens – Silkeborg IF 9-8 (1-0) (1-1)
Straffespark:
Emil Holten scorer til 1-2.
Louka Prip brænder – Romo redder.
Frederik Alves brænder, sparker over.
Ayo Okosun scorer til 2-2
Jeppe Gertsen scorer til 2-3
Malthe Kiilerich scorer til 3-3
Anders Hagelskjær scorer til 3-4
Oliver Drost scorer til 4-4
Mads Emil Madsen scorer til 4-5
Erhan Masovic scorer til 5-5
Rasmus Carstensen scorer til 5-6
Bjarke Jacobsen scorer til 6-6
Nicolai Vallys scorer til 6-7
Jonas Thorsen scorer til 7-7
Frederik Møller scorer til 7-8
Alexander Ludwig scorer til 8-8
Filip Lesniak brænder – Matej redder
Peter Therkildsen scorer til 9-8

Mål: 1-0 Rune Frantsen (22.), 1-1 Mads Emil Madsen (71.)
Advarsler: Ayo Okosun, Jonas Thorsen, Luka Prip, AC Horsens, Filip Lesniak, Júnior Brumado, Nicolai Vallys, SIF.
Tilskuere: 1.161
AC Horsens (4-4-2): Matej Delac – Peter Nymann (63.: Peter Therkildsen), Malte Kiilerich, Alexander Ludwig, Michael Lumb (96.: Jeppe Kjær) – Louka Prip, Bjarke Jacobsen, Hallur Hansson (77.: Erhan Masovic), Jonas Thorsen – Ayo Okosun, Rune Frantsen (113.: Oliver Drost).
Cheftræner: Bo Henriksen
Silkeborg IF (4-5-1): Rafael Romo – Svenn Crone (118.: Jeppe Gertsen), Frederik Alves Ibsen, Anders Hagelskjær, Frederik Møller – Nicolai Vallys, Mads Kaalund (46.: Alexander Lind), Filip Lesniak, Mads Emil Madsen, Jeppe Okkels (84.: Ramus Carstensen) – Júnior Brumado (91.: Emil Holten).
Cheftræner: Kent Nielsen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen