5. august 2018

Smalt SIF-nederlag i Lyngby

Smalt SIF-nederlag i Lyngby

SIF havde chancen for mindst det ene point søndag eftermiddag i Lyngby, men et brændt straffespark betød, at Peter Sørensens mandskab måtte rejse hjem uden udbytte og nederlag på 1-0.

Heller ikke i andet forsøg i den næstbedste række lykkedes det SIF at vinde. Søndag eftermiddag på Lyngby stadion mod de lokale med-nedrykkere blev det til nederlag på 1-0, men SIF havde chancen for mindst det ene point. Men i 2. halvleg brændte Davit Skhirtladze straffespark efter Lyngby-føring før pausen, og så måtte drengene fra Søhøjlandet drage tomhændede hjem.

SIF stillede med en enkelt ændring i forhold til 0-0 premieren mod Thisted. Simon Jakobsen tog plads på bænken, og i stedet var der blevet plads til Anders Hagelskjær som makker til Dennis Flinta i det centrale forsvar.

Lyngby lagde frisk fra land og pressede fra første sekund. Første gode chance til hjemmeholdet stod debutanten Reza Corlu for med et godt skud, som Thomas Nørgaard måtte ud i fuld længde for at redde.

SIF fik relativt hurtigt rystet Lyngby-presset af sig, og den første chance faldt i det 8. minut. På SIF’s første hjørnespark headede Dennis Flinta lige over, og i minuttet efter kom Jeppe Okkels fri til skud, som Mikkel Andersen måtte give hjørnespark på.

Lyngby slog til i god SIF-periode
Midt i SIF’s gode periode slog Lyngby imidlertid til. Efter et kvarter brød Gustav Marcussen igennem i højre side. Han rundede Anders Hagelskjær og sendte fra baglinien en flad bold ind foran. Her missede Casper Sloth SIF-clearingen, og så kunne Mathias Hebo med et halvforkølet forsøg sende bolden i nettet til Lyngby-føring på 1-0.

SIF forsøgte efter scoringen at sætte sig på kampen – uden at det dog førte til store chance. Vladimir Rodic fik masser af plads i højre side og stod fadder til flere farlige situationer, hvor der lige manglede det sidste for SIF. Og så blev det Lyngby, der kom tættest på med et godt skud fra Jeppe Kjær efter en halv time. Bolden strøg dog forbi mål. I den anden ende kom Shkodran Maholli tættest på med et fladt skud lige forbi den ene opstander.

Okkels tæt på bonus
SIF gode tendenser var tæt på at give bonus fem minutter før pausen, da Okkels gik fri i venstre side og via Lyngby-keeper Mikkel Andersens handsker bankede bolden på overliggeren. SIF måtte dog gå til pause nede med 0-1, men i en kamp med muligheder.

Lyngby kom bedst ud af kabinen efter pausen, og Jeppe Kjær var tæt på at bringe hjemmeholdet på 2-0. Han fik driblet sig fri af Thomas Nørgaard, der dog fik generet den lille, vævre Lyngby-angriber så meget, at han kiksede sit spark, så bolden i en skæv bue røg forbi mål.

Brændt straffespark
SIF fik fodboldens størte chance for udligning i det 59. minut, da dommer Benjamin Svedborg dømte straffespark efter at Lyngby-anfører Martin Ørnskov havde sat armen på et indlæg. Davit Skhirtladze sparkede hårdt, midt i målet, men Mikkel Andersen fik med en benparade blokeret bolden op på overliggeren og i spil igen.

Det brændte straffespark dæmpede SIF-optimismen, og Peter Sørensen reagerede fra bænken med 25 minutter igen med indskiftning af Mads Emil Madsen og Marc Rochester til fordel for Ibrahim Moro og Jeppe Okkels. Det gav dog ikke for alvor SIF initiativet, og så sluttede det med Lyngby-sejr. Tværtimod havde Adam Sørensen en kæmpechance for at lukke kampen 10 minutter før tid, men uden målmand eller modstandere omkring sig sparkede han forbi.

SIF spiller igen om en uge, når HB Køge kommer på besøg på JYSK park. Det er søndag 12. august kl. 13.45. Billetter til den kamp kan købes her.

Kampen i tal:
NordicBet Liga, 2. runde, søndag 5. august kl. 13.45 på Lyngby Stadion:
Lyngby BK – Silkeborg IF 1-0 (1-0)
Mål: 1-0 Mathias Hebo (15.)
Advarsler: Jeppe Kjær, Martin Ørnskov, Lasse Fosgaard, Lyngby, Frederik Møller, SIF.
Tilskuere:
Lyngby FC (3-4-3): Mikkel Andersen – Kevin Tshiembe, Martin Ørnskov, Nicolai Geertsen – Lasse Fosgaard, Mathias Hebo, Rezan Corlu (60.: Adam Sørensen), Nicklas Mouritsen – Gustav Marcussen, Jeppe Kjær, Kristian Lindberg (43.: Jesper Chrisjansen).
Cheftræner: Mark Strudal
Silkeborg IF (4-4-1-1): Thomas Nørgaard – Svenn Crone, Dennis Flinta, Anders Hagelskjær, Frederik Møller – Vladimir Rodic (83.: Alex), Casper Sloth, Ibrahim Moro (67.: Mads Emil Madsen), Jeppe Okkels (67.: Marc Rochester) – Davit Skhirtladze – Shkodran Maholli.
Manager: Peter Sørensen

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen