Efter en 1. halvleg under pres spillede SIF en god 2. halvleg i Brøndby, men det kunne ikke forhindre et nederlag på 2-0.
På en fugtighed sommeraften foran et talstærkt gult hjemmepublikum i Brøndby led SIF sæsonens første nederlag. I den første halvdel af kampen var SIFerne under pres, men forsvarede sig godt, mens det efter Brøndbys føringsmål tidligt i 2. halvleg blev til mere SIF-spil og flere chancer. Mål blev det dog ikke til.
Cheftræner Jesper Sørensen havde ikke fundet anledning til at ændre i startopstillingen i forhold til premiere-kampen mod Brøndby, og eneste ændring i 18-mandstruppen var Simon Jakobsen, der afløste Sune Kiilerich, der i ugens løb blev skadet under træning.
Brøndby lagde hårdt ud og havde allerede i første minut et hjørnespark og efterfølgende hovedstød lige over SIF-målet, men de rødklædte gæster svarede godt igen i næste angreb med et godt skud af Nicolaj Agger, som Lukas Hradecky i Brøndby-målet måtte klare til hjørnespark. Så var vi ligesom i gang i en kulisse dominteret af taktfast sang fra Faxe-tribunen bag Kasper Jensen i SIF-målet.
Brøndby pressede SIFerne tilbage på egen banehalvdel med flere gode chancer som resultat. Jesper Mikkelsen fik sparket væk efter et kiks i SIF-forsvaret, og Kasper Jensen måtte lidt senere dykke ned i et fladt indlæg til Simon Makienok. Der var dømt trængselstider for SIFerne, der trak både Frank Hansen og Nicolaj Ritter ned som ekstra backs i hver sin side.
Ritter gik omkuld
Efterhånden som halvlegen skred frem fik SIF imidlertid mere styr på defensiven. Brøndby havde fortsat bolden meget, men de rødblusede holdt dem fra åbne chancer. Midtvejs i halvlegen blev Nicolaj Ritter ramt af en hård bold i ansigtet og gik omkuld. Han var dog efter et par minutters behandling klar til at genoptage kampen.
Brøndbys største tilbud faldt i det 25. minut, da Elbasan Rashani headede lige forbi tæt under mål. SIF havde halvlegen igennem svært ved at holde fast i bolden, når den blev erobret, og det var også sparsomt med chancer til de røde fra Søhøjlandet. Mest behjertet var et skud fra Emil Scheel, der selv erobrede bolden midt på banen, men skuddet manglede snert, og så kunne Lukas Hradecky i Brøndby-målet klare relativt ubesværet. Det ændrede dog ikke på et helheldsindtryk af en halvleg, hvor SIF efter en svær start fik styr på defensiven, men ikke formåede at holde fast i bolden ret længe ad gangen, når den blev erobret, og det derfor heller ikke blev til mange SIF-chancer.
Tidlig føring til Brøndby
I pausen reagerede Jesper Sørensen ved at foretage en enkelt udskiftning. Bjarni Vidarsson blev taget ud, og ind på den centrale midtbane kom Jesper Bech. Det nåede man dog ikke at se effekten af, før Brøndby kom foran 1-0. Blot tre minutter inde i 2. halvleg stod Brøndby for et godt opspil i højre side, der endte med at Jose Ariel Nunez modtog bolden på kanten af feltet og fyrede af med højrebenet. Bolden strøg i nettet uden chance for Kasper Jensen i SIF-målet.
I de følgende minutter kom SIF bedre med og kom også frem til chancer på to frispark, dog uden at det for alvor blev farligt. Brøndby truede med et lumsk skud af Frederik Holst, som Kasper Jensen fik klaret. Nicolaj Ritter havde et godt skud efter 63 minutter – sat godt op af Emil Scheel med en dyb tværbold, og Morten Beck var tæt på at komme først på et indlæg til Frank Hansen. Spillemæssigt var SIF ved at komme langt bedre med end i 1 halvleg.
Det var dog Brøndby, der havde periodens største chance, da netop indskiftede Lebogang Phiri opsnappede en fejlaflevering og gik direkte mod mål. Kasper Jensen dykkede dog godt ned i skuddet og fik klaret.
Jesper Sørensen indskiftede Adeola Runsewe, der truede med et skud i det 74. minut og ellers havde en bunden opgave i at tage dybdeløbene for at true Brøndbys bageste bastioner. Det lykkedes SIF at skabe et godt pres ned mod Faxe-tribunen i kampens sidste kvarter med en kæde af hjørnespark som resultat.
Simon Makienok var dog tæt på til 2-0 i det 83. minut på en hurtig omstilling, men hans skud parerede Kasper Jensen til hjørnespark helt ude ved den ene stolpe. Samme Makienok havde også bolden i nettet kort efter, men målet blev underkendt for off-side.
I sidste minut af overtiden lykkes det indskiftede Lebogang Phiri at øge føringen til 2-0 og dermed lukke kampen.
SIF spiller igen allerede fredag, hvor SønderjyskE kommer på besøg på Mascot Park. Der er kampstart kl. 18.30.
Kampen i tal:
Brøndby-Silkeborg IF 2-0 (0-0)
Mål: 1-0 Jose Ariel Nunez (48.), 2-0 Lebogang Phiri (90.)
Advarsler:
Tilskuere: 15.986
Brøndby IF (4-5-1): Lukas Hradecky – Frederik Holst, Martin Ørnskov, Frederik Semb Berge, Riza Durmisi – Ferhan Hasani, Christian Nørgaard (66.: Lebogang Phiri), Jose Ariel Nunez (81.: Patrick Da Silva), Thomas Khalenberg, Elbasan Rahani (60.: Mikkel Thygesen) – Simon Makienok.
Træner: Thomas Frank
Silkeborg IF (3-4-3): Kasper Jensen – Jens Martin Gammelby, Dennis Flinta, Jesper Mikkelsen (86.: Thorbjørn Holst Rasmussen) – Frank Hansen, Bjarni Vidarsson (46.: Jesper Bech), Emil Scheel, Nicolaj Ritter – Nicolaj Agger, Morten Beck, Jeppe Illum (70.: Adeola Runsewe).
Træner: Jesper Sørensen
Mål
- 1-0 Jose Ariel Nunez (48.)
- 2-0 Lebogang Phiri (90.)
Silkeborg IF (3-4-3)
- Kasper Jensen – Jens Martin Gammelby
- Dennis Flinta
- Jesper Mikkelsen (86.: Thorbjørn Holst Rasmussen) – Frank Hansen
- Bjarni Vidarsson (46.: Jesper Bech)
- Emil Scheel
- Nicolaj Ritter – Nicolaj Agger
- Morten Beck
- Jeppe Illum (70.: Adeola Runsewe). Træner: Jesper Sørensen
Brøndby IF (4-5-1)
- Lukas Hradecky – Frederik Holst
- Martin Ørnskov
- Frederik Semb Berge
- Riza Durmisi – Ferhan Hasani
- Christian Nørgaard (66.: Lebogang Phiri)
- Jose Ariel Nunez (81.: Patrick Da Silva)
- Thomas Khalenberg
- Elbasan Rahani (60.: Mikkel Thygesen) – Simon Makienok. Træner: Thomas Frank