1. april 2017

SIF indledte gruppespillet med nullert

En jævnbyrdig kamp mellem SIF og AaB endte 0-0 lørdag eftermiddag. AaB havde undervejs flest chancer.

SIF indledte gruppespillet i Alka Superligaen med et point efter 0-0 mod AaB lørdag eftermiddag på Mascot Park. Kampen var fattig på SIF-chancer, mens AaB i indledningen kunne have gjort det onde ved hjemmeholdet, hvis de havde udnyttet deres tilbud. Det gjorde de ikke, og så kunne to tilsyneladende tilfredse hold gå fra banen med hver sit point. Dermed er SIF inden søndagens opgør mellem Viborg og AGF seks point foran de to jyske naboer, mens AaB topper gruppespillet med tre point mere end SIF.

Peter Sørensen måtte se bort fra både Ibrahim Moro og Dennis Flinta, der begge afsonede karantæne. I deres fravær havde Tobias Salquist overtaget pladsen i det centrale forsvar, og Mikkel Vendelbo var med fra start på den centrale midtbane.

Første optræk til noget farligt stod der AaB på allerede i det 3. minut, da Frederik Børsting udnyttede en halvkikset hovedstødsclearing fra Simon Jakobsen til at slide sig fri. Jakobsen fik dog generet AaB’eren så meget i skudøjeblikket, at det ikke kom til at betyde tidlig nordjysk føring. I det 8. minut burde Jakub Sylvestr have gjort det onde ved SIF. Patrick Kristensen løftede bolden op i rummet mellm SIF’s to centrale forsvarere, Sylvestr tæmmede den, og helt fri foran Thomas Nørgaard skulle han bare sætte venstre inderside på. Det gjorde han også, men han overplacerde sit forsøg, og bolden gik forbi stolpen. Der var heldet med SIF.

Tidlig udskiftning
SIF måtte allerde i det 13. minut foretage sin første udskifting, da Gustav Dahl vred voldsomt om på anklen og ikke kunne fortsætte. Mikkel Cramer blev skiftet ind på pladsen som venstre back.

Kampen gik ind i en slags stillingskrig i den efterfølgende fase, hvor spillet foregik mest på den centrale del af banen. Da den nærmede sig den halve time var AaB igen på færde foran SIF-målet, da Rasmus Thellufsen nåede først til et indlæg og prikkede til bolden. Thomas Nørgaard kunne dog relativt let klare situationen.

SIF havde haft optræk til chancer, især når bolden blev spillet frem over kanterne, hvor både Gammelby og Cramer udviste offensiv aggressivitet, men åbne tilbud blev det ikke til.

Klapsalver for afdød SIF-fan
I det 39. minut minedes tilskuerne på stadion SIF-fanen Klaus Hansen, der døde af kræft i ugen op til kampen, blot 39 år gammel. Han blev æret med et minuts klapsavler. 

2. halvleg lignede til forveksling første. Begge hold med pænt spil midt på banen – men stadig uden at det gav farlige chancer foran mål. Den største faldt til AaB lige efter kampen havde rundet timen. Jakub Sylvstr fyrede af på et indlæg fra venstre, men Simon Jakobsen kom imellem og fik blokeret. Få sekunder senere var det Rasmus Thellufsen, der slap fri i SIF-feltet – og hamrede bolden forbi mål. I de sekvenser kunne SIFerne være glade for, at de to AaB-profiler, Thellufsen og Sylvestr, ikke havde samme træfsikkerhed denne eftermiddag i Søhøjlandet, som var tilfældet i de seneste to møder mellem klubberne i Nordjylland.

Fra bænken satsede Peter Sørensen offensivt ved at veksle Davit Skhirtladze med Andreas Albers. SIF kom lidt længere frem på banen, og Mikkel Cramer truede med et langskud over mål i det 68. minut.

Farligt frispark af Skov
SIF’s farligste forsøg kom et kvarter før tid på et frispark, ikke overraskende sendt afsted af Robert Skov. Bolden tog en brækkende retning mod mål, og Nicolai Larsen kunne kun parere – ud i det lille felt, hvor kun millimeter forhindrede et par SIF’ere at komme først på bolden og sende den i mål.

I den anden ende bankede Rasmus Würtz bolden mod SIF’s opstander, og Thomas Nørgaard slog ryggen mod stolpen i sit forsøg på at afværge. Han var dog i stand til at fortsætte.

Mod afslutningen var Nicklas Helenius tæt på at komme på måltavlen, da han blokerede en clearing fra Nicolai Larsen. Bolden røg dog til målspark. I det 90. minut havde samme Helenius et nærgående hovedstød, men igen forbi, og så endte det hele uden mål.

SIF spiller nu to udekampe – i Århus og Viborg med gratis bus-transport for SIF-fansene og indgang til en 50’er – hvorefter jubilæumskampen på Mascot Park mod Viborg FF venter 21. april.

Kampen i tal:

Alka Superligaen, 27. spillerunde, lørdag den 1. april 2017 kl. 16.00 på Mascot Park:
Silkeborg IF – AaB 0-0 (0-0)
Advarsler: Mikkel Vendelbo, Jens Martin Gammelby, Andreas Albers, SIF, Frederik Børsting, Jakob Ahlmann, AaB.
Tilskuere: 2.739
Silkeborg IF (4-4-1-1): Thomas Nørgaard – Jens Martin Gammelby, Tobias Salquist, Simon Jakobsen, Gustav Dahl (13.: Mikkel Cramer) – Robert Skov, Sammy Skytte (74.: Mads Emil Madsen), Mikkel Vendelbo, Emil Scheel – Davit Skhirtladze (64.: Andreas Albers) – Nicklas Helenius.
Manager: Peter Sørensen
AaB (4-4-2): Nicolai Larsen – Patrick Kristensen, Markus Holgersson, Jakob Blåbjerg, Jakob Ahlmann – Joakim Mæhle (74.: Marco Meilinger), Rasmus Würtz, Oliver Abildgaard (80.: Casper Sloth), Rasmus Thellufsen – Frederik Børsting (60.: Edison Flores), Jakub Syvlestr.
Cheftræner: Morten Wieghorst. 

Advarsler

  • Mikkel Vendelbo
  • Jens Martin Gammelby
  • Andreas Albers
  • SIF
  • Frederik Børsting
  • Jakob Ahlmann
  • AaB.

Silkeborg IF (4-4-1-1)

  • Thomas Nørgaard – Jens Martin Gammelby
  • Tobias Salquist
  • Simon Jakobsen
  • Gustav Dahl (13.: Mikkel Cramer) – Robert Skov
  • Sammy Skytte (74.: Mads Emil Madsen)
  • Mikkel Vendelbo
  • Emil Scheel – Davit Skhirtladze (64.: Andreas Albers) – Nicklas Helenius. Manager: Peter Sørensen

AaB (4-4-2)

  • Nicolai Larsen – Patrick Kristensen
  • Markus Holgersson
  • Jakob Blåbjerg
  • Jakob Ahlmann – Joakim Mæhle (74.: Marco Meilinger)
  • Rasmus Würtz
  • Oliver Abildgaard (80.: Casper Sloth)
  • Rasmus Thellufsen – Frederik Børsting (60.: Edison Flores)
  • Jakub Syvlestr. Cheftræner: Morten Wieghorst.
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Mandag d. 25.11. kl. 19.00
Scroll til toppen