15. juli 2016

SIF fightede sig til point i Odense

Det blev 0-0 fredag aften i SIF’s tilbagevenden til Alka Superligaen. OB var tættest på sejren, men et bravt kæmpende SIF-mandskab holdt skansen.

En intens og hård fight af SIF-spillerne i comebacket til Alka Superligaen gav bonus i form af et point. 0-0 blev det fredag aften i Odense, og det kunne de midtjyske oprykkere være mest tilfredse med. OB brændte et straffespark ved Rasmus Festersen kort før pausen og pressede gennem 2. halvleg hårdt på. Men SIF red stormen af og er dermed på pointtavlen i Alka Superligaen.

SIFs oprykkerhold lignede sig selv, da det løb på banen i Odense. Bortset fra Gustav Dahls placering på positionen som venstre back var det stam 11’eren fra forårets succesrige kampagne, der havde fået genvalg efter en komprimeret sommer med foreløbig tilgang af Niels Bisp Rasmussen og Mikkel Cramer, der begge havde fået plads på bænken.

Carlsberg havde inviteret fynboerne gratis til fodbold denne lunefulde juli-fredag, og det havde fået rigtig mange mennesker på Trefor Park, og de dannede en intens ramme om opgøret. Også SIF-tilhængerne var synlige i udebaneafsnittet, og trods sommerferie var det lykkedes de midtjyske tilhængere at samle en busfuld til Odense-tour.

Båret frem af tilhængerne på Trefor Parks Stiften Tribune lagde OB fra start en tungt pres på SIF. Det var der ikke noget overraskende i, men SIFerne lignede i indledningen et hold, der lige skulle vænne sig til superligatempo.

Skov et offensivt aktiv
Første chance tilfaldt dog SIF, da Robert Skov brød godt igennem i feltet og fra baglinjen spillede en flad bold ind foran mål, hvor Davit Skhirtladze kom en anelse for sent og på sin vej lavede frispark. I de følgende minutter virkede det til, at SIF var ved at ryste premierenerverne af sig, og i det 11. minut truede Robert Skov med et godt langskud, der dog gik forbi OB-rammen. Robert Skov var i det hele taget farlig i sine gennembrud og det største aktiv offensivt i en 1. halvleg, hvor OB ganske vist havde bolden mest, men sjældent blev farlige. Et par langskud med luft til tværbjælken af Mathias Greve og Mikkel Desler var det tætteste, OB kom indtil fem minutter før pausen.

Her begik Mikkel Vendelbo et lidt klodset straffespark, da han løb Tverskov ned i feltet. Den tidligere SIF’er Rasmus Festersen blev sat til at sparke, og han ramte bolden hårdt, men lidt for dybt, så den gik på undersiden af overliggeren og sprang i spil igen. SIF slap med skrækken og kunne gå til pausen med 0-0.

Kompakt SIF-forsvar
Kampbilledet ændrede sig ikke meget fra 2. halvlegs indledning. Stadig var OB mest i boldbesiddelse, men et kompakt forsvar sørgede for at det kun var skud fra distancen, der var OB’s chancemuligheder. Mathias Greve testede Thomas Nørgaard på en sådan chance godt fem minutter inde i halvlegen. Nørgaard kunne dog sikre sig bolden i liggende position.

SIF blev dog presset langt tilbage på banen, og det gav flere farlige situationer i SIF-feltet uden at det dog kom til åbne tilbud for hjemmeholdet. Anders K. Jacobsen var tæt på efter at kampen havde rundet 60 minutter. Han snoede sig igennem SIF-forsvaret og fyrede af fra tæt hold, men med en fremragende refleks fik Thomas Nørgaard reddet. Det var kampen indtil da største chance.

Fra bænken reagerede Peter Sørensen på SIFs trængsler ved at sende Nicolaj Agger på banen. Han erstattede Davit Skhirtladze. Også OB’s bænk reagerede. Kent Nielsen foretog en dobbeltudskiftning med 20 minutter igen, da han sendte Joan Simun Edmundsson og Matias Trane på banen. Hos SIF blev der debut til Mikkel Cramer i det 72. minut, da han erstattede Gustav Dahl på venstre back.

Det ændrede dog ikke for alvor kampbilledet med OB i den pressende rolle. Rasmus Jönsson måtte se et godt skud reddet af Thomas Nørgaard i det 79. minut, og endnu tætter på kom Anders K. Jacobsen med blot fire minutter igen, men igen var Thomas Nørgaard redningsmand for SIF. Tættere på kom fynboerne ikke og så endte det 0-0.

SIF spiller igen på næste søndag, den 24. juli kl. 16.00, hvor Brøndby kommer på besøg på Mascot Park.

Kampen i tal:
Alka Superliga, 1. runde, fredag 15. juli 2016 kl. 20.15 på Trefor Park:
OB – Silkeborg IF 0-0 (0-0)
Mål:
Advarsler: Muhamed El Makrini, OB, Ulrik Flo, SIF.
Tilskuere: 10.778
OB (4-4-2): Sten Michael Grytebust – Mikkel Desler, Kenneth Emil Petersen, Jeppe Tverskov, Joao Pereira – Mathias Greve (69.: Joan Simun Edmundsson), Izunna Uzochukwu (69.: Mathias Trane), Mohamed El Makrini, Rasmus Jönsson (83.: Yao Dieudonne) – Rasmus Festersen, Anders K. Jacobsen, OB, Ulrik Flo, SIF.
Cheftræner: Kent Nielsen
Silkeborg IF (4-4-2): Thomas Nørgaard – Jens Martin Gammelby, Dennis Flinta, Simon Jakobsen, Gustav Dahl (72.: Mikkel Cramer) – Robert Skov, Martin Thomsen, Mikkel Vendelbo, Emil Scheel – Andreas Albers (76.: Ulrik Flo), Davit Skhirtladze (65.: Nicolaj Agger).
Cheftræner: Peter Sørensen.

Advarsler

  • Muhamed El Makrini
  • OB
  • Ulrik Flo
  • SIF.

Silkeborg IF (4-4-2)

  • Thomas Nørgaard – Jens Martin Gammelby
  • Dennis Flinta
  • Simon Jakobsen
  • Gustav Dahl (72.: Mikkel Cramer) – Robert Skov
  • Martin Thomsen
  • Mikkel Vendelbo
  • Emil Scheel – Andreas Albers (76.: Ulrik Flo)
  • Davit Skhirtladze (65.: Nicolaj Agger). Cheftræner: Peter Sørensen.

OB (4-4-2)

  • Sten Michael Grytebust – Mikkel Desler
  • Kenneth Emil Petersen
  • Jeppe Tverskov
  • Joao Pereira – Mathias Greve (69.: Joan Simun Edmundsson)
  • Izunna Uzochukwu (69.: Mathias Trane)
  • Mohamed El Makrini
  • Rasmus Jönsson (83.: Yao Dieudonne) – Rasmus Festersen
  • Anders K. Jacobsen
  • OB
  • Ulrik Flo
  • SIF. Cheftræner: Kent Nielsen
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen