11. august 2019

SIF et brændt straffespark fra første sejr

SIF et brændt straffespark fra første sejr

Ronnie Schwartz plaffede bolden på stolpen på straffespark i overtiden, og så sluttede det 2-2 mellem SIF og FC Nordsjælland søndag middag.

SIF var så tæt på sejr søndag, som man kan komme uden at vinde. I overtiden blev Marc Rochester væltet omkuld af Kian Hansen, og på det efterfølgende straffespark bankede Ronnie Schwartz bolden på stolpen, og så sluttede det 2-2 i Farum søndag middag. Ærgerligt for SIF, der førte 2-0 ved pausen, men måtte se FCN udligne i 2. halvleg. Kampen gav dog SIF sæsonens første point, men ærgrelsen fyldte mere efter den dramatiske afslutning.

Ud fra et udgangspunkt om at stå kompakt i defensiven havde Kent Nielsen valgt Frederik Møller på en uvant position på midtbanens venstrekant. I forsvaret erstattede Simon Jakobsen en skadet Dennis Flinta, men ellers var det samme hold, som stillede op mod Hobro en uge tidligere.

Et plaf på stolpen
SIF lagde helt som ventet kompakt ud – Kent Nielsens mandskab var trods alt rundens største favorit til at tabe – og så handlede det om at slå kontra. Taktikken var tæt på at give tidlig føring, da Ronnie Schwartz blev sendt afsted med en dyb bold. I kamp mod tre FCN-forsvarere lykkedes det ham at komme på skudhold, men måtte se bolden prelle af på stolpen. Ærgrelsen blev dobbelt, da Schwartz blev skadet i aktionen. Han måtte ud på sidelinjen og få en bandage om knæet, men løb til stor lettelse for flokken af SIF-tilhængere bag det ene mål tilbage i kamp med indbundet knæ – en bandage han flåede af få minutter senere. Plaffeiminsteren var klar igen.

FC Nordsjælland masserede bolden godt foran SIF’s felt, men der var langt mellem chancerne. Efter godt et kvarter havde Ibrahim Sadiq et fladt skud forbi den ene stolpe som største mulighed, som Hedvall havde helt styr på og lod gå til målspark.

Godt Crone-indlæg
I den anden ende kombinerede SIF godt igennem efter 20 minutter. Svenn Crone slog et godt indlæg ind bag FCN-forsvaret, og Ronnie Schwartz kom først på bolden, men fik ikke ordentligt træf på den, så det endte i et målspark.

I den anden ende lagde Mikkel Damsgaard kort efter en flad bold på tværs af SIF’s mål. Den fik lov at passere parallelt med linjen lige for næsen af et par pågående FCN-angribere, og dermed overlevede SIF’erne en farlig FCN-chance.

Maholli-krølle tli SIF-føring
I et mere og mere tungt FCN-pres fik SIF pludselig en skudmulighed. Godt genpres på kanten af hjemmeholdets felt gav Shkodran Maholli en skud-mulighed, og han krøllede bolden ind i det fjerne målhjørne med venstrebenet. 1-0 til SIF. Sæsonens første føring til Kent Nielsens mandskab.

2-0 ved Kaalund
SIF-fansene bag det ene mål måtte knibe sig selv i armen, da det blev 2-0 til SIF i det 35. minut. Shkodran Maholli var listet tlibage på banen efter behandling for et slag i hovedet, og ubemærket sneg han sig i position til at modtage et hurtigt indkast. Svenskeren vippede bolden videre til Mads Kaalund, der fri på mål scorede sit første mål for SIF ved at løfte bolden forbi Nicolai Larsen i FCN-målet.

Og så kunne det kort efter være blevet 3-0, da Shkodran Maholli blev spillet fri i dybden, men alene med Larsen måtte se bolden afværget af en fodparade.

Tidlig reducering af Nordsjælland
I pausen skiftede Kent Nielsen Valance Nambishi ind på højrekanten, hvor han erstattede målscorer Kaalund. Opskriften var den samme – SIF stod kompakt – men efter blot seks minutter af halvlegen gik der hul på SIF’s defensiv. Tæt under mål sendte Mohammed Kudus bolden i nettet med indersiden efter et fladt indlæg fra SIF’s højre forsvarsside.

SIF sundede sig i et par minutter – og så skabte frontduoen Maholli-Schwartz igen fare foran hjemmeholdets mål. Schwartz stak Maholli fri i dybden, og svenskeren lavede en stopfinte og løftede bolden over Nicolai Larsen i FCN-målet, blot for at se den prelle af på overkanten af overliggeren. Midtvejs i halvlegen havde Anders Hagelskjær et kvalificeret frisparksforsøg, som keeper Nicolai Larsen måtte give hjørnespark på. I den anden ende truede Mikkel Damsgaard med et langskud, som Hedvall også måtte give hjørnespark på, og indskiftede Abu Francis ramte overliggeren på endnu et langskud.

Spændingen var således intakt, da kampen gik ind i sit sidste kvarter.

Ærgerlig udligning
I det 78. minut pressede FC Nordsjælland bolden dybt ind i SIF-feltet med hurtige kombinationer, og Abu Francis kunne tæt under mål sende bolden i nettet til udligning. Ufortjent var det ikke, men ærgerligt for SIF, der kæmpede med næb og klør.

Den gyldne chance for sejr opstod i overtiden, da Marc Rochester blev skubbet omkuld af Kian Hansen i feltet i fri position og fik straffespark. Desværre fyrede Ronnie Schwartz bolden på stolpen.

SIF spiller hjemme på JYSK park om en uge, næste søndag, hvor der også er kampstart kl. 12. SønderjyskE kommer på besøg, og du kan købe billet til kampen her.

Kampen i tal:
3F Superligaen, 5. runde, søndag 11. august kl. 12.00 på Right to Dream Park:
FC Nordsjælland – Silkeborg IF 2-2 (0-2)
Mål: 0-1 Shkodran Maholli (28.), 0-2 Mads Kaalund (35.), 1-2 Mohammed Kudus (52.), 2-2 Abu Francis (78.)
Advarsler: Valance Nambishi, Simon Jakobsen, Silkeborg IF.
Udvisnning: Kian Hansen, FC Nordsjælland
Tilskuere: 2.038
FC Nordsjælland (4-3-3): Nicolai Larsen – Mads Aaquist (57.: Abu Francis), Kian Hansen, Ulrik Jenssen, Clinton Antwi – Mohammed Kudus (75.: Oliver Villadsen), Jacob Steen Christensen, Magnus Kofod Andersen – Isaac Atanga, Mikkel Damsgaard, Ibrahim Sadiq (69.: Oliver Antman).
Cheftræner: Flemming Pedersen
Silkeborg IF (4-4-2): Oscar Hedvall – Svenn Crone, Simon Jakobsen, Frederik Alves, Anders Hagelskjær – Mads Kaalund (46.: Valance Nambishi), Filip Lesniak, Mads Emil Madsen, Frederik Møller (86.: Nicolai Vallys) – Shkodran Maholli (75.: Marc Rochester), Ronnie Schwartz.
Cheftræner: Kent Nielsen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen