4. november 2016

Fysik og duelkraft i 0-0 mod AGF

Det var en kamp med mere fysik end godt spil fredag aften, da SIF og AGF spillede 0-0 på Ceres Park i Århus.

I en chancefattig kamp fredag aften i Århus satte SIF endnu et point ind på kontoen, da den jævnbyrdige affære mod AGF sluttede 0-0. Det blev et opgør med saft og energi i nærkampene i en kamp, hvor AGF havde bolden mest, men ikke gjorde ret meget farligt ved den. SIF levede langt hen ad vejen af omstillinger, men heller ikke hos de røde var der denne aften tilstrækkelig snert i afslutningerne til at komme på scoringstavlen. Og dermed blev det meget logisk 0-0.

SIF stillede op i sin vanlige rollebesætning, så det mest opsigtsvækkende i forhold til holdudtagelsen foregik på bænken. Her var Sammy Skytte tilbage efter seks måneders skadespause på grund af en skulderoperation. Andreas Albers var tilbage efter sit sygdomsfravær i 1-1 kampen mod OB senest, og så savnedes Emil Lyng, der havde pådraget sig en skade i mandagens reserveliga-kamp.

Indledningen på kampen blev en rodet affære, hvor AGF var nærmest noget, der mindede om sammenhængende spil. SIFerne virkede urolige på bolden og blev presset aggressivt af hjemmeholdet, hvilket førte til, at der blev sparket for meget adresseløst fremad fra bageste kæde.

Første afslutning var AGFs
Man skulle helt hen til det 16. minut, før den første afslutning mod mål faldt. Det var AGF’s australske landsholdsspiller, Christopher Oikonomidis, der fyrede af, men bolden svævede langt over og langt forbi mål.

AGF satte sig efterhånden tungt på kampen uden dog at spille sig frem til åbne chancer. SIF satsede på hurtige omstillinger, men heller ikke i det spil blev det til tilbud foran Aleksandar Jovanovic’ mål.

Første hjørnespark
Kampens chancefattigdom blev illustreret meget godt ved at første hjørnespark faldt i det 27. minut – til SIF. Og selv om Scheels spark lå tæt på Jovanovic, kom der ikke noget ud af det.

AGF’s farligste chance kom i det 36. minut efter et frispark, hvor Christopher Oikonomidis fyrede af på riposten, men måtte se sit skud blive blokeret i SIF-forsvaret.

Energi i nærkanpene
Kampbilledet ændrede sig ikke sønderligt fra 2. halvlegs start. Der blev lagt masser af energi i nærkempe og duelspil, men sammenhængende fodboldspil var der ikke meget af. AGF havde fortsat bolden mere end SIF – stadig uden at kunne skabe åbne chancer. Martin Spelmann var tæt på at komme til en åben skudchance i det 51. minut, men Simon Jakobsen stod i vejen og fik blokeret skuddet, så Thomas Nørgaard kunne samle bolden op uden problemer.

I den anden ende havde Mikkel Vendelbo et skudforsøg på en løs chance, men han høvlede bolden langt over mål.

SIF’s indtil da største chance faldt i det 54. minut, da et hurtigt taget frispark sendte Nicklas Helenius afsted mod mål i kamp mod to AGF-forsvarere. Helenius stoppede op, driblede bagud og fyrede et godt vristspark af mod Aleksandar Jovanovic, der måtte ud i fuld længde for at parere.

Efter knap en times spil havde Emil Scheel et hovedstøds-forsøg efter indlæg fra Jens Martin Gammelby, hvor den tidligere AGF’er dog måtte se bolden gå forbi den ene opstander.

Comeback til Sammy Skytte
Robert Skov havde et rigtig godt forsøg i det 65. minut. Mikkel Vendelbo lagde bolden op i panden på Davit Skhirtladze, der headede den bagud, så Skov kunne flugte mod mål. Jovanovic måtte igen ud i fuld længde og give hjørnespark på det potente tilbud.

Med godt et kvarter igen foretog Peter Sørensen sine første træk fra bænken. Efter seks måneders skadespause fik Sammy Skytte comeback, da han afløste Mikkel Vendelbo på den centrale midtbane, og Andreas Albers blev sendt ind i stedet for Davit Skhirtladze. Da der manglede et minut af den ordinære spilletid om Jeppe Okkels på banen som erstatning for Emil Scheel.

Det ændrede dog ikke for alvor på kampbilledet, og så måtte det jo ende 0-0.

SIF går nu ind i en 17 dage lang pause på grund af næste weekends landskampe. Næste opgør er mandag den 21. november, hvor Esbjerg kommer på besøg på Mascot Park.

Kampen i tal:
Alka Superligaen, 16. spillerunde, fredag den 4. november 2016 kl. 20.15 på Ceres Park i Århus:
AGF – Silkeborg IF 0-0 (0-0)

Advarsler: Christopher Oikonomidis, Stephan Petersen, AGF, Simon Jakobsen, Robert Skov, Dennis Flinta, SIF.
Tilskuere: 5.236
AGF (4-4-1-1): Aleksandar Jovanovic – Alexander Juel Andersen, Niklas Backman, Dzhamaldin Khodzhaniazov, Jesper Juelsgård – Mustafa Amini (70.: Morten Duncan Rasmussen), Daniel A. Pedersen, Elmar Bjarnason (64.: Björn Daniel Sverrisson), Christopher Oikonomidis – Martin Spelmann – Kasper Junker (80.: Stephan Petersen).
Cheftræner: Glen Riddersholm.
Silkeborg IF (4-4-1-1): Thomas Nørgaard – Jens Martin Gammelby, Dennis Flinta, Simon Jakobsen, Mikkel Cramer – Robert Skov, Mikkel Vendelbo (72.: Sammy Skytte), Ibrahim Moro, Emil Scheel (89.: Jeppe Okkels) – Davit Skhirtladze (74.: Andreas Albers) – Nicklas Helenius.
Manager: Peter Sørensen. 

Advarsler

  • Christopher Oikonomidis
  • Stephan Petersen
  • AGF
  • Simon Jakobsen
  • Robert Skov
  • Dennis Flinta
  • SIF.

Silkeborg IF (4-4-1-1)

  • Thomas Nørgaard – Jens Martin Gammelby
  • Dennis Flinta
  • Simon Jakobsen
  • Mikkel Cramer – Robert Skov
  • Mikkel Vendelbo (72.: Sammy Skytte)
  • Ibrahim Moro
  • Emil Scheel (89.: Jeppe Okkels) – Davit Skhirtladze (74.: Andreas Albers) – Nicklas Helenius. Manager: Peter Sørensen.

AGF (4-4-1-1)

  • Aleksandar Jovanovic – Alexander Juel Andersen
  • Niklas Backman
  • Dzhamaldin Khodzhaniazov
  • Jesper Juelsgård – Mustafa Amini (70.: Morten Duncan Rasmussen)
  • Daniel A. Pedersen
  • Elmar Bjarnason (64.: Björn Daniel Sverrisson)
  • Christopher Oikonomidis – Martin Spelmann – Kasper Junker (80.: Stephan Petersen). Cheftræner: Glen Riddersholm.
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen