25. maj 2015

En øv-mandag i Søhøjlandet

SIF tabte mandagens Alka Superligakamp med 2-0 til Randers. Dermed må SIFerne på jagt efter hjemmesejren om en uge mod AaB.

Der var muligheder, men de blev ikke udnyttet. Og så måtte SIF se sig slået 2-0 mandag eftermiddag på Mascot Park, hvor et bronze-jagtende Randersmandskab var på besøg. Ufortjent var Randerssejren ikke, men SIF havde muligheder undervejs, der med effektiv udnyttelse kunne have givet et andet udfald. Det skete ikke, og dermed må SIF jagte hjemmesejren i sæsonens sidste kamp på Mascot Park på næste søndag mod AaB.

På grund af karantæne til Robert Skov og Morten Beck havde cheftræner Kim Poulsen foretaget flere ændringer i startopstillingen. Nicolaj Agger var tilbage efter tre kampes fravær på grund af en ankelskade, og han gik ind i angrebet med Jeppe Illum som makker. På midten spillede Daniel A. Pedersen kant sammen med Emil Scheel, mens der var genvalg til unge Tobias Salquist i det centrale forsvar oven på hans gode indsats i Odense i midtugen.

Allerede i det 14. minut kom Randers FC på 1-0 på en grum fejl af Frank Hansen. På banens midte ville anføreren heade tilbage til sit eget forsvar, men i stedet blev det til en friløber til Randersangriber Djiby Fall. Den fysisk stærke Fall svigtede ikke, men sendte bolden under Thomas Nørgaard til Randersføring. Kampen havde indtil da været chancefattig – Fall havde haft et enkelt skudforsøg forbi mål, men det var som om målet livede op på tingene.

SIF tæt på udligning
Kun to minutter senere skulle SIF have udlignet, da et fladt indlæg fra Emil Scheel passerede hele Randers-forsvaret. Ved bageste stolpe skulle Daniel A. Pedersen blot skubbe den det sidste stykke over stregen, men Christian Keller kom i vejen, så det endte med at bolden sprang væk fra målet i stedet for over stregen.

Randers spillede for at holde fast i muligheden for bronze og europæisk kvalifikation, og det var da også Randers, der viste mest initiativ med bolden, og det meste af spillet i kampens indledning foregik på SIFs banehalvdel. Uden tilbud var Randers heller ikke. Midtvejs i halvlegen tog Mikael Ishak chancen fra 25 meter, og Thomas Nørgaard måtte ud i vandret stil for at afværge til hjørnespark. Minuttet efter halvflugtede han bolden over mål fra en position midt i feltet. SIF viste sporadisk farlighed, bl.a. havde Emil Scheel et skud lige på Karl-Johan Johnsson efter godt forarbejde af Jens Martin Gammelby, men det var Mikael Ishak, der var 1. halvlegs farligste spiller på Mascot Park. I det 27. minut kom han først til et indlæg tæt under mål, men fik ikke rigtigt ram på bolden, så Thomas Nørgaard kunne samle den op.

Mod halvlegens slutning havde Emil Scheel et hovedstødsforsøg, men uden målforløsning måtte SIF gå til pausen.

SIF først med chance
2. halvlegs første chance tilfaldt SIF. Fra højre side lagde Dennis Flinta bolden ind i feltet, og den havnede modsat hos Emil Scheel, hvis træf på bolden dog ikke var til instruktionsbogen, så bolden hoppede til målspark. Randers svarede igen med et hovedstød ved Elmar Bjarnason lige over SIF-målet efter et godt Jonas Kamper-indlæg fra højre.

SIF kom længere frem på banen og fik etableret et pænt pres på Randers-defensiven i jagten på det udlignende mål. Efter en times spil kom Adeola Runsewe på banen i stedet for Jeppe Illum. Det gav en taktisk rokade, så Scheel gik i front som makker til Agger, mens Runsewe overtog midtbanens venstrekant.

Det blev imidlertid Randers, der dræbte kampen lige efter indskiftningen. Jonas Kamper tog turen på tværs af SIF-feltet med bolden på fødderne og sluttede af med et godt spark, der gik i mål tæt op ad den ene stolpe. 2-0 nede – nu var det op ad bakke for SIF.

Kim Poulsen forsøgte sig med en dobbeltindskiftning med 20 minutter igen. Kasper Dolberg og Christian Sørensen kom på banen i en offensiv satsning. Daniel A. Pedersen og Nicolaj Agger gik ud. Det ændrede dog ikke kampens udfald, selv om Kasper Dolberg var tæt på med en halvflugter efter et godt indlæg fra Flinta og Christian Sørensen i overtiden sendte en god bold lige over overliggeren, og så kunne Randers rejse hjem med 2-0 og tre point.

Sæsonens sidste hjemmekamp spilles på søndag kl. 16.00, hvor AaB kommer på besøg.

Kampen i tal:
Alka Superliga, 31. spillerunde, søndag den 25. maj 2015 kl. 15.00 på Mascot Park:
Silkeborg IF – Randers FC 0-2 (0-1)
Mål: 0-1 Djiby Fall (14.), 0-2 Jonas Kamper (62.)
Advarsler: Jeppe Tverskov, Randers FC.
Tilskuere: 2.052
Silkeborg IF (4-4-2): Thomas Nørgaard – Dennis Flinta, Tobias Salquist, Simon Jakobsen, Nicolaj Ritter – Daniel A. Pedersen (73.: Christian Sørensen), Frank Hansen, Jens Martin Gammelby, Emil Scheel – Jeppe Illum (58.: Adeola Runsewe), Nicolaj Agger (73.: Kasper Dolberg).
Cheftræner: Kim Poulsen.
Randers FC (4-4-2): Karl-Johan Johnsson – Johnny Thomsen, Mads Fenger, Jeppe Tverskov, Alexander Fischer (46.:Mikkel Kallesøe) – Jonas Kamper, Kasper Fisker, Christian Keller, Elmar Bjarnarsson – Djiby Fall (73.:Nicolai Brock-Madsen), Mikael Ishak (82.: Viktor Lundberg).
Cheftræner: Colin Todd

Mål

  • 0-1 Djiby Fall (14.)
  • 0-2 Jonas Kamper (62.)

Advarsler

  • Jeppe Tverskov
  • Randers FC.

Silkeborg IF (4-4-2)

  • Thomas Nørgaard – Dennis Flinta
  • Tobias Salquist
  • Simon Jakobsen
  • Nicolaj Ritter – Daniel A. Pedersen (73.: Christian Sørensen)
  • Frank Hansen
  • Jens Martin Gammelby
  • Emil Scheel – Jeppe Illum (58.: Adeola Runsewe)
  • Nicolaj Agger (73.: Kasper Dolberg). Cheftræner: Kim Poulsen.

Randers FC (4-4-2)

  • Karl-Johan Johnsson – Johnny Thomsen
  • Mads Fenger
  • Jeppe Tverskov
  • Alexander Fischer (46.:Mikkel Kallesøe) – Jonas Kamper
  • Kasper Fisker
  • Christian Keller
  • Elmar Bjarnarsson – Djiby Fall (73.:Nicolai Brock-Madsen)
  • Mikael Ishak (82.: Viktor Lundberg). Cheftræner: Colin Todd
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen