4. november 2018

Crone-mål og 1-1 ved Kronborg

Crone-mål og 1-1 ved Kronborg

SIF var længe foran 1-0 i Helsingør, men måtte tage til takke med et point efter udligning 12 minutter før tid af hjemmeholdet.

I sidste minut af 1. halvleg bragte Svenn Crone med sit første mål SIF i front i søndagens NordicBet Liga-kamp i Helsingør. Det lignede længe et sejrsmål i en kamp, der langt fra var et overflødighedshorn af chancer, men brasilianske Matheus Leiria udlignede på et flot langskudsmål 12 minutter før tid. Resultatet kunne SIF trods alt være tilfreds med, for Helsingør truede i flere perioder af kampen SIF-defensiven. Resultatet betyder, at SIF tog endnu et lille skridt mod toppen, da Viborg hjemme tabte til Lyngby. Dermed er der nu kun to point mellem de to jyske hold i toppen af NordicBet Ligaen.

SIF-træner Michael Hansen havde måttet foretage en enkelt ændring i sin startformation i forhold til ugen før i 3-2 sejren over Hvidovre. Her måtte Simon Jakobsen udgå med en skade i pausen, og han var ikke blevet klar til opgøret i Nordsjælland. I hans fravær havde anfører Dennis Flinta fået valg til den centrale forsvarsposition sammen med Anders Hagelskjær.

Det var ottende kamp indenfor 15 måneder mellem de to mandskaber, og indledningen bar da også præg af grundigt kendskab til hinanden. Det blev en taktisk start uden åbne chancer. Første forsøg på mål skulle man hen midt i halvlegen for at finde – et forkølet skud fra Helsingørs Frederik Bay, der trillede adskillige meter forbi mål. SIF’s første forsøg faldt i det 28. minut, da Magnus Mattsson forfulgte en dyb stikning og fik sparket på mål – men i sidenettet.

Efterhånden som halvlegen skred frem sad SIF mere og mere på spillet. Der var dog langt mellem chancerne – Ronnie Schwartz’ skudforsøg efter erobring af Mads Emil Madsen i det 41. minut og endnu et Schwartz-forsøg tre minutter senere var det nærmeste, man kom, og bedst som man ventede på pausefløjtet, kom målet alligevel.

Crones første SIF-scoring
I overtiden førte Frederik Møller og Jeppe Okkels et godt angreb frem i SIF’s højre side. Okkels centrede ind foran, Schwartz sparkede, men blev blokeret, og riposten røg til Svenn Crone udenfor feltet. Han scorede med et fladt skud og SIF kunne gå til pause foran 1-0.

Helsingør satte SIF’erne under pres fra 2. halvlegs begyndelse, og selv om hjemmeholdet ikke spillede sig til åbne chancer, var der fare på færde i flere situationer i SIF-feltet. SIF levede på omstillinger, og Jeppe Okkels kom til skudchance knap 10 minutter inde i halvlegen, men måtte nøjes med hjørnespark. Efter knapt en times spil tog Mikkel Vendelbo en solotur over halv bane, men måtte se sin centring mod Ronnie Schwartz blive afværget i Helsingør-forsvaret.

SIF fik redet Helsingør-stormen fra indledningen af og fik efterhånden et lille spil-overtag. Det var dog stadig omstillingerne, SIF var farligst på, og en sådan kom i det 68. minut. Magnus Mattsson erobrede midt på banen, spillede Stephan Petersen i dybden, og i feltet centrede han på tværs til Ronnie Schwartz. Plaffeministerens ellers altid så sikre spark svigtede imidlertid, og bolden trillede til målspark.

Brasiliansk udligning
Selv om Helsingør pressede på for udligning, virkede SIF’erne i kontrol. Og så alligevel. I det 78. minut kom den ene af helsingoraneres brasilianere til en skudchance, og med et godt træf på bolden dirigerede han den over i fjerneste målhjørne til 1-1. Ærgerligt for SIF’erne, men helt ufortjent var det ikke.

Helsingør var tættest på endnu en scoring, men SIF-forsvaret holdt stand og tjente dermed et vigtigt point i Nordsjælland. Næste opgave hedder Nykøbing FC på næste søndag i endnu en udekamp øst for Storebælt.

Kampen i tal:
NordicBet Liga, 16. runde, søndag 4. november kl. 13.45 på Helsingør Stadion:
FC Helsingør – Silkeborg IF 1-1 (0-1)
Mål: 0-1 Svenn Crone (45.), 1-1 Matheus Leiria (78.)
Advarsler: Anders Holst, Carl Lange, FC Helsingør, Mikkel Vendelbo, Silkeborg IF.
Tilskuere:
FC Helsingør (4-4-2): Mikkel Bruhn – Jonas Henriksen, Pascal Gregor, Andreas Holm, Frederik Bay (64.: Daniel Jørgensen) – Matheus Leiria, Christian “TK” Køhler, Mikkel Basse, Carl Lange – Anders Holst (76.: Nicolas Mortensen), Douglas Ferreira (90.: Nicolas Willumsen).
Cheftræner: Peter Feher
Silkeborg IF (4-2-3-1): Peter Friis – Svenn Crone, Dennis Flinta, Anders Hagelskjær, Frederik Møller – Mikkel Vendelbo, Mads Emil Madsen – Stephan Petersen (84.: Shkodran Maholli), Magnus Mattsson, Jeppe Okkels (75.: Sebastian Jørgensen) – Ronnie Schwartz.
Chefdtræner: Michael Hansen

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen